Lektor: Rygklapperi og overmod ledte til Putins krigsbeslutning for snart to år siden

Også de blev skuffede. Verdenskrigen trak ud i fire lange år. Den endte på dramatisk vis, eftersom krigen havde udmattet Østrig-Ungarn, Rusland og Tyskland i så voldsom grad, at de kollapsede militært i 1918.

Ukrainekrigens længde og voldsomhed har også overrasket præsident Vladimir Putin, der i ugerne op til Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 angiveligt troede, at russiske tropper ville få kontrol med Kyiv på få dage. Og Putin var ikke alene i sit overmod.

Blandt medlemmerne af hans inderkreds, især sikkerhedsrådgiver Nikolai Patrushev og forsvarsminister Sergej Sjojgu, mente man, at organiseret ukrainsk modstand ville bryde sammen på få uger. En forventning, der formodentlig spejlede sig i det ukrainske kollaps under den russiske besættelsesoperation af Krim i 2014.

Overmodets kollaps

Ruslands offensiv mod Kyiv endte som bekendt i nederlag. Ukrainsk modstand var så effektiv, at russiske styrker i slutningen af marts 2022 var tvunget ud i en ydmygende tilbagetrækning. Dette var tæppefaldet for 'lynkrigsfasen' i de første måneder af den russisk-ukrainske krig, og lagde Putins forventning om en kort krig i graven.

Overmod er en forklaring på Putins ellers ret uforståelige krigsbeslutning.

Martin A. Husted
Lektor og forfatter

Overmodsperspektivet må suppleres af struktur-forklaringer, som fremhæver hvordan sikkerhedsdilemmaet eller magtbalanceovervejelser førte til krigen i Ukraine. Men overmodsvinklen åbner for et ofte overset perspektiv på toppolitikeres beslutningsprocesser i storpolitiske kriser, hvor psykologi betyder noget.

Tilgangen er formuleret i Rubicon-teorien, der tager navn efter Cæsars beslutning om at krydse floden Rubicon i 49. f.Kr.. Floden var en symbolsk grænse, en hærfører ikke måtte krydse med sin hær på vej til Rom. Cæsar krydsede dog Rubicon med ordene "Alea jacta est" (tegningerne er kastet), og gik sammen med sin hær mod Rom og startede en borgerkrig.

For at forklare, hvordan overmod fungerer, fremhæver Rubicon-teorien to overordnende karakteristika i den menneskelige beslutningsproces: Før-beslutningsfasen versus den implementerende fase.

Noget forsimplet, overvejer vi mulighederne før vi træffer beslutninger. Processen kan ske på få sekunder eller over lang tid, men fasen kendetegnes af, at vi søger efter information og forsøger at forestille os negative konsekvenser.

Før-beslutningsfasen er altså kendetegnet af en (vis) kritisk refleksion. Fasen er nødvendig, men mentalt opslidende, hvis vi skal beslutte os om to modstridende alternativer – for eksempel krig eller fred.

I den situation bliver overvejelser måske uudholdelige, da der opstår kognitiv dissonans. Dissonansen er et psykologisk ubehag i en valgsituation, mennesker ubevidst vil flygte fra ved at træffe én beslutning. Det afslutter brat oplevelsen af den ubehagelige valgsituation, og det er uagtet om den givne beslutning er den mest fornuftige eller ej.

Når beslutningen er truffet, starter den implementerede fase. Nu handler det om at gennemføre beslutningen, men også om at undgå at falde tilbage i nye overvejelser. Vores appetit på ny information eller kritiske overvejelser er begrænset, og hvis nogen forsøger at udfordre beslutningen, ignoreres kritikken, eller vi påpeger, at det var bydende nødvendigt at træffe netop dette valg.

Krigens lokkende løsning

Overføres beslutningsprocessens karakteristika til storpolitiske kriser, kan der opstå en giftig cocktail. I kriser kan muligheden for kognitiv dissonans være høj, og forstærkes af toppolitikeres følelser af stress, frygt, vrede, som flyder sammen med presset for at træffe monumentale beslutninger om krig eller fred.

Alle topledere er sårbare for rygklappere, men i autoritære politiske systemer kan det særligt være et problem.

Martin A. Husted
Lektor og forfatter

I forhold til Putin og hans inderkreds, har cocktailen medvirket til krigsbeslutningen i månederne op til invasionen af Ukraine.

Begivenhederne peger på, at kritiske overvejelser om det russiske militærs kapacitet og evner i månederne før invasionen blev ignoreret, ligesom advarsler om Vestens modsvar og ukrainernes modstandsvilje blev nedspillet.

Samtidig opsøgte Putin kun information fra en lille kreds rådgivere og efterretningsfolk, som synes at have bekræftet hans ønsketænkning om en kort og succesfuld krig.

Alle topledere er sårbare for rygklappere, men i autoritære politiske systemer kan det særligt være et problem, da eksempelvis frie medier og politisk opposition er fraværende.

Set i det lys, blev freden hurtigt overskygget af krigens lokkende løsning, som for Putin blev forstærket af hans overmodige læsning af Ruslands militære muligheder. Dette gjorde krigsbeslutningen lettere og frigjorde ham fra kritiske overvejelser.

Europas røde linjer

Overmodsvinklen fratager ikke Putin for sit moralske ansvar for at have kastet Rusland og Ukraine ud i en ødelæggende krig. I stedet er overmod en forklaring på Putins ellers ret uforståelige krigsbeslutning, som også eksperter blev overrasket over.

Kan Putins krigsbeslutning i februar 2022 anses som endnu et eksempel på overmodets styrke? Det tyder historien på.

Historien tyder også på, at klare diplomatiske og militære udmeldinger øger muligheden for at minimere sandsynligheden for, at overmod bliver en faktor i en storpolitisk krise.

Her skal diplomatiet selvsagt etablere rammerne for dialog og søge en fredelig konfliktløsning. Men diplomaterne skal samtidig være kommunikationskanalen, som tydeliggør, hvor de forsvars- og sikkerhedspolitiske røde linjer ligger i krisen.

Netop sådanne røde linjer er afgørende at understrege for at deeskalere, men de har dog ringe gennemslagskraft uden en tilstrækkelig militærmagt, som dels kan bakke dem op, dels kan afskrække fra yderlig eskalation.

I øjeblikket mangler Europa sådan en militærmagt. Danmark og de andre europæiske Nato-lande bør gennemgå en hastig oprustning.

Dette vil øge vores evne til at afskrække russisk aggression, men det vil også underbygge vores mulighed for at minimere Kreml-elitens overmod i en kommende storpolitisk krise, da enhver chance for en hurtig sejr på slagmarken vil blive umuliggjort.