Kvindelige Veteraner: Reel ligestilling kræver et opgør med Forsvarets machokultur

Meget høje tal for seksuel chikane

Så sent som i januar i år kørte en sag i retten, hvor en seniorsergent var tiltalt for krænkelser i Forsvaret. Den tiltalte seniorsergent sagde i den forbindelse selv, at "det var bare en del af tonen" at kalde en underordnet for "yngste fisse" – og at det er humoren blandt de fleste.

Anklagepunkterne i denne sag strækker sig over forskellige sager i 2019, 2020 og 2021. Det er selvfølgelig nødvendigt at anerkende, at der er store forskelle internt i Forsvaret, men vi mener dog, at det er en kæmpe udfordring for Forsvaret, at der nogle steder virker til at være en kultur, hvor den slags opførsel får lov til at foregå.

Nogle vil mene, at det bare handler om enkelte brodne kar, men Forsvarets egne tal fra deres arbejdspladsvurdering (APV) 2023 tyder på, at det ikke er rigtigt. Den viser nemlig nogle meget høje tal for seksuel chikane.

Det er sårbart og risikabelt at sige fra overfor krænkelser i Forsvaret.

Karen Philippa Larsen
Forkvinde, Kvindelige Veteraner

I hæren svarer 43,8 procent af kvinderne, at de har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed og chikane indenfor det sidste år, i søværnet er det tal 33,1 procent.

Og vi ved endnu ikke, om dette ser anderledes ud for de værnepligtige. Forsvaret har lavet en APV for de værnepligtige, men den er ikke udkommet endnu.

Men hvad så med den værnepligtsundersøgelse, der viser, at 91 procent af kvinderne er tilfredse med deres værnepligt? Vi mener ikke, at tilfredshed med værnepligten siger noget om, i hvor høj grad man har oplevet seksuel chikane. Langt størstedelen af de kvindelige veteraner og soldater vi taler med, er utrolig glade for deres tid i Forsvaret, på trods af, at de også kan fortælle om en kultur, som er særlig hård ved kvinderne. Det er paradoksalt, men sådan er det.

Store personlige konsekvenser

Den føromtalte sag viser, at det er nødvendigt at kortlægge kulturen og herunder også sådan noget som bystander-kultur – altså hvorfor er der ikke nogen, overordnede eller sideordnede, der siger fra. Og så skal man sørge for, at der er nogle ordentlige muligheder for at sige fra overfor sådan en opførsel.

For det er sårbart og risikabelt at sige fra overfor krænkelser i Forsvaret. Vi har haft kontakt med kvinder, der fortæller, at det har fået store sociale konsekvenser for dem at anmelde krænkelser. Nogle af dem er allerede stoppet i Forsvaret, fordi det blev alt for hårdt at gå på arbejde, andre overvejer det, fordi de føler sig socialt frosset ude.

Fælles for dem er, at de giver udtryk for, at det ville have været nemmere bare at finde sig i det, der skete, end at anmelde det, fordi det har fået så store personlige konsekvenser at anmelde.

Det er et problem, fordi det viser andre, at de ikke skal anmelde, når der sker noget, og at de personlige konsekvenser ved at anmelde er meget større, end ved at lade være. Forsvarets auditørkorps italesætter selv problemerne med kulturen i Forsvaret, men anerkender også, at de ikke kan gøre noget, før sagerne anmeldes.

Øremærkede midler til trivsel

Forsvaret arbejder allerede med disse problemstillinger. Forsvaret har igangsat et uddannelsesforløb, som alle ansatte i Forsvaret skal igennem.

Det er positivt og vigtigt, at Forsvaret selv har opmærksomhed på denne udfordring, men vi mener, at Forsvaret skal gøre mere for at forstå problemets karakter, ellers risikerer et træningsforløb, som ikke er tilpasset de enkelte tjenestesteder og deres udfordringer at skabe en træthed blandt Forsvarets ansatte – og en følelse af at man hører alt for meget om krænkelser.

Forsvaret skal forpligtes til at undersøge, hvad det er for et arbejdsmiljø, der er i Forsvaret, inden man forpligter unge kvinder til at træde ind i værnepligten.

Karen Philippa Larsen
Forkvinde, Kvindelige Veteraner

Helt konkret mener vi, at der skal laves en uvildig, tilbundsgående undersøgelse af, hvad det er for et arbejdsmiljø, særligt med fokus på køn, der er i Forsvaret, inden man forpligter unge kvinder til at træde ind i værnepligten. Vi skal simpelthen blive klogere på problemet og på den baggrund sætte ind, der hvor problemerne er.

Derudover skal Forsvaret forpligtes til at inddrage eksterne kompetencer i deres arbejde med trivsel, seksuel chikane og krænkelser.

Vi har foreslået at oprette et advisory board, så de relevante kompetencer nemt kan inddrages i Forsvarets arbejde, og så der kan sikres en gennemsigtighed med processer og resultater.

Forsvarschefen inviterede os i 2022 til at være med i netop sådan et advisory board, men på nuværende tidspunkt er det endnu ikke oprettet. Vi forventer naturligvis stadig at blive inviteret til at bidrage med vores erfaringer og viden – og med beslutningen om at ligestille værnepligten, mener vi ikke, at man kan vente længere med at sætte dette arbejde i gang.

Hvis ikke det sker, risikerer vi at få en masse kvinder (og mænd) igennem en endnu længere værnepligt, men som ikke ønsker at blive i Forsvaret.

Allerede i dag er omkring 25 procent af de værnepligtige kvinder, men det afspejles ikke hos de fastansatte, hvor kun omkring ni procent er kvinder. Der er mange grunde til, om man vælger at fortsætte i Forsvaret efter endt værnepligt, men vi mener, at den kultur de værnepligtige møder – hvor kvinderne kan komme til at føle sig på besøg på mændenes arbejdsplads, kan spille en rolle.

Endnu vigtigere er, at vi risikerer at forpligte en masse unge mennesker til at gå i et alt for hårdt arbejdsmiljø og i en kultur, der er virkelig hård ved dem. Det må vi simpelthen ikke byde de unge, hverken de unge kvinder eller mænd.

Vi mener derfor, at det er helt essentielt at den tidssvarende og vigtige beslutning om at ligestille værnepligten følges op af en politisk beslutning om at øremærke midler til at arbejde med ligestilling og kvinders trivsel i Forsvaret.