Tidligere toprådgiver: Nato tilbage til fremtiden

DEBAT: Nato står nok en gang ved en skillevej, skriver en tidligere Nato-toprådgiver i anledning af forsvarsalliancens 70-års jubilæum.

Af Thierry Legendre
Public affairs Director

Den nu 70 år gamle Nato-alliance har i særlig grad været kendetegnet ved sin evne til transformation og tilpasning. Der skulle gå tre år, før Nato fik en generalsekretær, Lord Ismay, formentlig i erkendelsen af, at der også med karismatiske chefer som generalerne Eisenhower og Montgomery var behov for politisk ledelse. Først efter Frankrigs afvisning af Den Europæiske Forsvarskonføderation i 1954 tog alliancen for alvor form med optagelsen af Vesttyskland og etablering af stærke militære strukturer og strategier. I 1966 kom Frankrigs militære udtræden, og hovedkvartererne flyttede til Belgien. Nato’s første 40 år var således kendetegnet ved tilpasninger, der kun i ringe grad var styret af generalsekretærerne, om hvem man ofte sagde, at de var ”mere sekretærer end generaler”.

Udvidelse, militær magtanvendelse og out-of-area
I de efterfølgende 30 år kom generalsekretærerne gradvist til at spille en større rolle for transformationen. Tyskeren Manfred Wörner inkarnerede i særlig grad alliancens dybe forandring. Wörner satte som den første generalsekretær fødderne på Den Røde Plads og lagde de første brædder ud for Nato’s udvidelse. Med henvisning til Frederik den Store-citatet ”Diplomati uden sværdet er som musik uden instrumenter” pressede han desuden på for alliancens første militære magtanvendelse − håndhævelsen af ”no-fly-zonen” i Bosnien-Hercegovina. Med Javier Solana og senere George Robertson ved roret fortsatte alliancens udvikling med en markant forøgelse af medlemstallet og betydelige militære indsatser på Balkan, der var medvirkende til at sætte punktum for næsten ti års blodig konflikt på det europæiske kontinent.

Efter 9/11 gik Nato fra 2001 ind i sin anden store transformation. Denne periode vil både blive husket for den symbolske aktivering af artikel 5 – musketereden – og for Nato’s indsats i Afghanistan. Hollænderen Jaap de Hoop Scheffer fik som generalsekretær således engageret alliancen i dets første reelle ”out of area”-operation 5.500 kilometer fra Bruxelles. Han fik desuden markeret alliancen som en politisk organisation med fokus på globale udfordringer som energisikkerhed, cyber og globale partnerskaber.

Nato ved en skillevej
De senere år har Nato bevæget sig i retning af traditionel afskrækkelse i form af forstærkningsstyrker mod øst. Nogen egentlig transformation har det næppe været, om end alliancen i dag er militært langt stærkere end for blot fem år siden.

Ruslands atomvåbenarsenal er betydeligt, og landet er medlem af FN’s sikkerhedsråd. Alene derfor skal Rusland tages alvorligt. Med et BNP på størrelse med Spaniens vil det imidlertid blive en udfordring for Rusland at fastholde sin strategiske position. Det er Kina imidlertid godt på vej til. Derved er der en risiko for, at Europa og Nato kan miste sin relevans, efterhånden som USA’s opfattelse af Rusland som en global udfordring svækkes. USA’s styrkede strategiske orientering mod stillehavsområdet har således stået på i over ti år, og det har interessen for det afrikanske kontinent også – AFRICOM blev aktiveret i 2008.

Som så ofte før står Nato derfor ved en skillevej. De europæiske allierede vil sandsynligvis fortsat skulle investere mere i forhold til Rusland og måske i særlig grad i forhold til udfordringerne i Middelhavsområdet og Afrika, hvor problemerne i eksempelvis Sahel-regionen samt den stigende migration vil skulle adresseres. Kravene til forsvarsevnen i nærområdet − hvilket i dansk sammenhæng inkluderer såvel Østersøområdet som Nordatlanten og Arktis − vil formentlig heller ikke svækkes.

Desuden kan der forventes øgede krav til hurtig indsættelse af tungere landmilitære bidrag, også under sydligere himmelstrøg. Og for de lande, der ønsker en plads i kernen af alliancen, vil der formentlig skulle bidrages til den forventede amerikanske inddæmning af Kina, herunder gennem investeringer i primært sømilitære kapaciteter og større højteknologiske systemer som eksempelvis ballistisk missilforsvar.

Tilbage til fremtiden?
En ny global reorientering af alliancen vil unægteligt stille store krav til de europæiske allierede, men Nato har før håndteret de store omstillinger. Udviklingen af europæiske kapaciteter vil sandsynligvis kræve et tættere samarbejde mellem Nato og EU og den ny-lancerede forsvarsfond. Nato vil så og sige være tilbage til udgangspunktet fra Bruxelles-aftalen af 1948-forløberen til Nato og den Vesteuropæiske Union (WEU).

Derved begynder måske også fortællingen om et revitaliseret euroatlantisk samarbejde, der sammen med øvrige globale partnere − Australien, New Zeeland, Japan, Sydkorea og andre − er rede til at stå i spidsen for forsvaret af den demokratiske Verden (”Liberal World Order”)?

 

Thierry Legendre har tidligere været dansk rådgiver igennem ti år i Nato og EU, hvor han blandt andet har været rådgiver for den tidligere NATO-generalsekretær Jaap de Hoop Scheffer i årene 2005-2010. Han arbejder i dag som public affairs director hos Rud Pedersen.

Forrige artikel Enhedslisten: Tid til et mere fredeligt alternativ end Nato Enhedslisten: Tid til et mere fredeligt alternativ end Nato Næste artikel Forsker inden valget: Dansk diplomati kræver livsnødvendige investeringer Forsker inden valget: Dansk diplomati kræver livsnødvendige investeringer
Fra forsvarsordfører til Folketingets formand

Fra forsvarsordfører til Folketingets formand

PORTRÆT: Socialdemokratiets tidligere forsvarsordfører Henrik Dam Kristensen beskrives som en driftssikker og usnobbet politiker, som man ikke slår sig på. Nu skal han være Folketingets formand.