Orlogskaptajn om V og K's schweizer-drømme: Fleksibilitet er ikke alt

Af Johannes Kidmose
Orlogskaptajn

Det er tydeligt, at både Lars Christian Lilleholt (V) og Niels Flemming Hansen (K) har erkendt, at trusselsbilledet har ændret sig markant indenfor relativt kort tid. Men deres debatindlæg på Altinget 10. december tegner desværre et billede af, at truslerne kan imødegås med fleksible ”snuptags-løsninger”, som på billigst mulig måde er netop utilstrækkelige.

Lilleholt og Hansen har især ret på ét område. I Danmark har vi nogle af verdens ypperligste skibsdesignere og skibsingeniører. Søværnets forholdsvis nye enheder af Iver Huitfeldt-klassen og Absalon-klassen møder i særdeleshed stor beundring når de samarbejder med alliancepartnere ude omkring i verden.

Netop disse to klasser af fregatter er fleksible i deres konstruktioner, men har naturligvis deres dedikerede specialer, som er henholdsvis områdeluftforsvar og anti-ubådskrigsførelse. Sådan må det være. Vil man være dygtig til noget, så må man i et eller andet omfang specialisere sig.

Derfor er det også med en god portion af bekymring herfra, når Lilleholt og Hansen med et ”schweizerknivs”- billede hylder muligheden for, at de fleksible løsninger kan give Danmark miljøskibe og krigsskibe på én og samme tid.

En schweizerkniv er ikke bedst til noget
For er en schweizerkniv smart? Ja – det er den da. Men vi ved allesammen at den hverken indeholder den bedste kniv, saks eller proptrækker. Den er faktisk oftest netop utilstrækkelig til alle opgaverne. Og skal der både skæres brød og trækkes vin op samtidig – ja, så må man jo prioritere. Det går nok henover skovturen, men i relation til kongerigets sikkerhed, så indeholder schweizer-løsningen en anseelig risiko.

For er en schweizerkniv smart? Ja – det er den da. Men vi ved allesammen at den hverken indeholder den bedste kniv, saks eller proptrækker. Den er faktisk oftest netop utilstrækkelig til alle opgaverne.

Johannes Kidmose
Orlogskaptajn

Når skibe til Søværnet bygges efter et fleksibelt koncept, så skyldes det først og fremmest, at man opnår en betragtelig materiel redundans og mulighed for at anvende systemer fra skibe, som har udtjent deres tid, men hvor delkomponenter kan genbruges.

Dernæst gør det fleksible koncept, at man til en given opgave kan medbringe særligt udstyr – nogle gange i supplement, andre gange på bekostning af noget andet. Det er smart – meget smart.
 
Fleksibilitet må ikke være på bekostning 
Man må dog ikke forføres til at tro, at denne fleksibilitet gør et skib i stand til at skifte fra at være et krigsskib til at være et miljøskib over natten. Rollerne her er ikke kun baseret på materieldelen, men i ligeså høj grad på blandt andet mandskab, uddannelse, træning, procedurer, doktriner, logistik og meget mere.

Mængden af skibe betyder også noget. Forestiller man sig, at vi med et schweizer-koncept kan erstatte 10 skibe med fem, fordi man slår to specialer sammen, så er det med en betydelig risiko som landets beslutningstagere skal være bevidste om.

De få nye fleksible skibe vil helt naturligt specialisere sig i den retning, som er mest aktuel nu og på kort sigt. Det betyder, at hvis den anden rolle pludselig er påkrævet, så er man ganske enkelt ikke klar.

Konklusionen må derfor være, at det ypperlige danske skibsdesign (og -byggeri) naturligvis skal forfølges, også med de fleksible koncepter. Men det bør ikke være på bekostning af mængden af skibe og rollespecialiseringer. Dertil er kongerigets sikkerhed og integritet ganske enkelt for vigtigt.