Sikkerhedspolitisk netværk: Nordisk udvidelse af Nato vil få store konsekvenser for Danmark

Et lands sikkerhedspolitik må være baseret på langsigtet analyse af udviklingstendenserne og risici. Intet land, heller ikke Danmark, er undtaget herfra. Der er ikke plads til ønsketænkning eller illusioner. Derfor har Finland og Sverige taget deres beslutninger.

Nordisk samarbejde har altid haft en særlig klang i dansk debat – også den sikkerhedspolitiske. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke udvidelsen af Nato medfører, at tiden er løbet herfra.

Sikkerhedspolitisk giver det bedre mening at tale om nordisk-baltisk samarbejde ud fra en erkendelse af, at Danmarks sikkerhed også varetages ved grænsefloden Narva mellem Rusland og Estland.

Ny sikkerhedspolitisk situation

Der er ingen tvivl om, at det vil få store konsekvenser for den sikkerhedspolitiske situation i det nordlige Europa, at Sverige og Finland bliver medlemmer af Nato. Alene den kendsgerning, at Finland har en 1.300 kilometer lang grænse til Rusland, er et vidnesbyrd herom.

Danmark vil ikke længere være privilegeret som det eneste nordiske land, der er medlem af både EU og Nato

Sten Rynning og Carsten Søndergaard
Medlem af Sikkerhedspolitisk Kontaktgruppe, Det Udenrigspolitiske Selskab

Den ændrede situation vil påvirke Danmarks sikkerhedspolitiske situation på en række områder.

For det første vil Danmarks sikkerhedspolitiske situation blive mindre udsat. Danmark vil komme længere væk fra den sandsynlige frontlinje, såfremt der skulle blive tale om en egentlig konflikt mellem Nato og Rusland.

Nogle vil hævde, at vores situation vil blive mere komfortabel, selv om det er vanskeligt at forestille sig, at en eventuel konflikt kan begrænses. Nogle vil muligvis hævde, at det ikke længere giver mening at tale om, at Danmark har en frontlinje status.

For det andet vil Danmark blive det Nato-land i det nordlige Europa med det relativt laveste forsvarsbudget. Det er uundgåeligt, at det vil have en indirekte indflydelse på en dansk forhandlingsposition – ikke mindst i denne tid, hvor to procent-målet og muligvis en mere ambitiøs målsætning har en så central placering i Natos overvejelser. Det er "elefanten i lokalet". Alle ved det, men ingen taler om det.

Nordisk dialog i EU og Nato

For det tredje vil Danmark ikke længere være privilegeret som det eneste nordiske land, som alene er medlem af både EU og Nato. Både Sverige og Finland vil komme i samme situation. I virkelighedens verden betyder det næppe så meget, og det kan være en mulighed for at styrke den nordiske dialog på tværs af EU og Nato.

Denne mulighed kompliceres imidlertid af et fjerde forhold, som gælder graden hvormed Danmarks sikkerheds- og forsvarspolitik påvirkes af indenrigspolitiske hensyn.

Det danske forsvarsbudget har altid været under gennemsnittet for Nato-landene, og vi har en særlig tradition – afdækket i historiske redegørelser – for at tale om et kontingent til alliancen. Vi har altså i mindre grad været drevet af en trusselperception, men mere af hvor lidt man i alliancesammenhæng kunne klare sig med.

Dette står i kontrast til Norge, Finland og de baltiske lande, der alle har en fælles grænse med Rusland. Deres politik er derfor i højere grad baseret på, hvorledes de opfatter risikoen for spændinger og konflikt med Rusland.

Det er også grunden til, at Finland og Sverige nu søger så store ændringer i deres udenrigs- og sikkerhedspolitik, mens Danmark stadig arbejder med en relativ lang indfasning af en stigning i forsvarsudgifterne.

Udenlandske styrker på dansk territorium

For det femte vil der åbne sig en debat i Norden om stationering af udenlandske styrker på nationalt territorium, herunder også kernevåben. Sverige og Finland har ikke påkaldt sig restriktioner men har dog sagt, at de ikke for nuværende ser behovet for sådanne udstationeringer som værende aktuelt.

Både Danmark og Norge har derimod stadig visse selvpålagte restriktioner. Finland vil muligvis melde mere klart ud, og det kan åbne en bredere debat om restriktioner og solidaritet.

Sikkerhedspolitisk giver det bedre mening at tale om nordisk-baltisk samarbejde

Sten Rynning og Carsten Søndergaard
Medlem af Sikkerhedspolitisk Kontaktgruppe, Det Udenrigspolitiske Selskab

Men for nu er det, som en finsk politiker har udtrykt det: Medlemskab af Nato for Finland svarer til en drøm, der går i opfyldelse. Hvorfor skulle Finland nu selv ødelægge denne drøm med krav og restriktioner?

For det sjette åbner der sig praktiske og konkrete muligheder for at styrke samarbejdet på nordisk plan. Et muligt område er anskaffelse af våben og materiel, herunder ikke mindst administration af reservedele.

Det var interessant, at cheferne for de nordiske landes flyvevåben for nylig blev enige om en hensigtserklæring, hvorefter man vil styrke det nordiske samarbejde. Det ultimative mål er at kunne operere problemfrit sammen som én styrke ved at udvikle et nordisk koncept for fælles luftoperationer baseret på allerede kendt Nato-metodologi.

Men sikkerheden i Norden er meget afhængig af situationen i Baltikum. Det er med god grund, at man taler om sikkerhedens udelelighed. Det nærliggende spørgsmål er derfor, om ikke de nordiske lande skulle foregribe debatten og tage konkret fat. Det kunne for eksempel gælde et samarbejde om på rotationsbasis at bistå med forsvaret af de baltiske lande.

Tyrkiet og Ungarn

Endelig må vi sige, at der er tale om en proces, der kræver diplomatisk engagement og snilde. Tyrkiet og Ungarn holder igen overfor ratifikationen af Sveriges medlemskab.

Meget taler for, at Ungarn skifter holdning, såfremt Tyrkiet flytter sig. Mange mener, at det er usagligt af Tyrkiet at stille betingelser, der i sidste ende er af bilateral karakter og ikke relateret til den sikkerhedspolitiske situation i Europa.

Det er nu ikke første gang, at et Nato-land stiller betingelser af denne karakter. En tyrkisk analytiker har under en samtale med forfatterne gjort opmærksom på de problemer, som Tyrkiet var i gennem i forbindelse med sin egen optagelse i Nato i 1952.

Dengang var Danmark aktiv i bestræbelserne på at forhindre Tyrkiets optagelse på grund af landets problemer med at overholde de demokratiske spilleregler. Danmark forsøgte at få Norge med i sin modstand, men det lykkedes ikke.

Politik er politik, men sikkerhedspolitikken havde dengang forrang. Det er muligt, at det kommer til at forholde sig anderledes denne gang. Også dette forhold bør Danmark gennemtænke.