Kirsten Normann Andersen
 svarer 
Sophie Løhde

Kirsten Normann Andersen (SF) spørger indenrigs- og sundhedsministeren, Sophie Løhde, om kommende bemyndigelse til sundhedsministeren til at fastsætte bindende krav til kommunernes opgavevaretagelse efter sundhedsloven

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 103, Spørgsmål 1
Kan ministeren bekræfte, at en kommende bemyndigelse til sundhedsministeren til at fastsætte bindende krav til kommunernes opgavevaretagelse efter sundhedsloven er mere vidtgående end de krav, der gør sig gældende på størstedelen af den behandling, der foregår på hospitalerne (når man ser bort fra den højt specialiseret behandling), i det der alene er tale om anbefalinger, jf. herved KL´s høringssvar? Og kan ministeren i den forbindelse også bekræfte, at KL m.fl. givet bemyndigelsens markante omfang vil blive inddraget tæt, når bemyndigelsen tages i anvendelse?

Svar fra mandag den 8. maj 2023
Lovforslaget udmønter den brede politiske sundhedsaftale fra 20. maj 2022, hvor det blev besluttet, at der skal kunne stilles forpligtende krav til kommunernes sundhedstilbud for at sikre mere ensartet kvalitet i opgaveløsningen på tværs af landet. Dette bl.a. for at styrke den kommunale sundhedsindsats med henblik på at sikre en mere ensartet kvalitet men også med henblik på, at flere opgaver kan løses i kommunerne frem for på sygehusene. Den foreslåede bemyndigelse i § 118 b er en rammebestemmelse til at kunne fastsætte nærmere regler til de kommunale sundhedsydelser i sundhedslovens afsnit IX for at sikre netop dette. Bemyndigelsesbestemmelsen skal også bidrage til det overordnede formål at nedbringe ulighed og styrke det nære sundhedsvæsen.

Jeg vil gerne understrege, at det med sundhedsaftalen er en klar hensigt, at der fremadrettet skal kunne stilles forpligtende krav til de kommunale indsatser, hvilket lovforslaget skal være med til at sikre.

Rammerne for bemyndigelsen fastsættes i en bekendtgørelse, og den nærmere regulering af de konkrete sundhedstilbud fastsættes efterfølgende i de konkrete kvalitetsstandarder, som udarbejdes af Sundhedsstyrelsen med tæt inddragelse af KL, Danske Regioner og andre relevante parter. Anbefalinger og krav til indsatsen vil blive beskrevet i disse kvalitetsstandarder og kan omfatte krav til f.eks. målgruppe, tilrettelæggelse og indhold, kompetencer og uddannelse, udstyr, kvalitetssikring og registrering/monitorering, samarbejde med andre aktører mv. Der er allerede nedsat to større arbejdsgrupper til at udarbejde konkrete kvalitetsstandarder for hhv. de kommunale akutfunktioner samt de kommunale patientrettede forebyggelsestilbud målrettet borgere med kronisk sygdom, hvor KL og udvalgte kommunale repræsentanter blandt andet indgår.

Der kan ikke flyttes nuværende lovbundne opgaver med den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse. Hvis bemyndigelsesbestemmelsen fører til ændret opgavevaretagelse af konkrete opgaver, kan jeg bekræfte, at dette vil kræve involvering og dialog med bl.a. KL og øvrige relevante parter.
0:000:00