Kirsten Normann Andersen
 svarer 
Sophie Løhde

Kirsten Normann Andersen (SF) spørger indenrigs- og sundhedsministeren, Sophie Løhde, om svar på spm. 2 skal forstås sådan, at et regionsråd kan afvise en ansøger, når denne er eneste ansøger til en regionsklinik, der har været drevet i 4 år

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 103, Spørgsmål 3
Vil ministeren i forlængelse af ministerens svar på L 103, spm. 2, præcisere, om ministerens svar skal forstås sådan, at et regionsråd med udgangspunkt i krav til kvalitet og drift kan afvise en ansøger i en situation, hvor den pågældende er eneste ansøger til en regionsklinik, der har været drevet i 4 år?

Svar fra mandag den 22. maj 2023
Lovforslaget udmønter bl.a. den brede politiske sundhedsaftale fra 20. maj 2022, hvor det bl.a. blev besluttet, at reglerne for regionsklinikker skal smidiggøres for at sikre bedre lægedækning i områder med lægemangel. Lovforslaget skal konkret lette den administrative byrde forbundet med oprettelsen og driften af regionsklinikker samt forbedre regionsrådenes mulighed for at rekruttere personale indenfor rimelig tid.

De forslåede ændringer i § 227, stk. 5, og stk. 6 skal forbedre regionernes vilkår for at etablere og drive regionsklinikker ved, at den hidtidige tidsbegrænsning på 6 år bortfalder. Hvis en læge, der virker efter overenskomst, ønsker at overtage en regionsklinik, som har været etableret i mindst 4 år, skal regionsrådet dog indgå aftale om overdragelsen inden for rimelig tid.

Jeg vil henvise til lovforslaget specielle bemærkninger, hvor det i forhold til regionernes muligheder for at vurdere bud bl.a. fremgår, at:

”Den praktiserende læge vil få mulighed for at overtage klinikken på almindelige markedslignende vilkår, ligesom det f.eks. er tilfældet med nyoprettede ydernumre og licensklinikker efter overenskomsten. Regionerne vil få mulighed for at afvise et bud, hvis de ikke finder vilkårene tilfredsstillende. Det kan ligeledes indgå i overvejelserne, om det forventes, at lægen ønsker at overtage regionsklinikken med henblik på at eje ydernummeret i en længere periode. Hvis et bud afvises, vil det skulle ske baseret på en konkret vurdering, der bl.a. viser, at der ville være omfattende økonomiske tab forbundet med godkendelse af buddet. Det skal dog ikke være til lægens ugunst i vurderingen af dennes bud, såfremt regionen har investeret uforholdsmæssigt store beløb i forbindelse med etablering af den konkrete klinik, f.eks. ved at opføre nyt byggeri.” ”Hvis regionen oplever interesse for at overtage et eller flere ydernumre, som knytter sig til en regionsklinik, vil regionen skulle afsøge muligheden for at afsætte ydernummeret til læger, der ønsker at praktisere indenfor overenskomsten. Hvis regionen modtager mere end ét bud, bør regionen vurdere samtlige bud i henhold til hensynene beskrevet i forhold til overdragelsen samt andre, af regionen udvalgte, relevante forhold, og vælge det bud, som samlet set er mest fordelagtigt.” Dermed er der netop mulighed for, at regionerne kan inddrage flere relevante hensyn i deres konkrete vurdering af bud.

Jeg mener, at lovforslagets dele om regionsklinikker sammen med lovforslagets øvrige dele om bedre lægedækning samlet set styrker regionernes redskaber og handlemuligheder for at sætte målrettet ind og sikre borgerne en læge tæt på deres bopæl.
0:000:00