Kommentar af 
Marie Louise Gammelgård-Larsen

Danmarks grønne erhvervseventyr står og falder med udbygningen af el- og brintinfrastrukturen i Europa

Ny brintaftale er et skridt i den rigtige retning, men utilstrækkelig. Regeringen har dog en unik mulighed for at vise lederskab under det danske formandskab af Nordsøsamarbejdet, hvor afgørende investeringer kan sikre Danmarks fremtidige førerposition som eksportør af grøn strøm til Europa, skriver Marie Louise Gammelgård-Larsen.

Danmark er unikt positioneret til at udnytte Nordsøens havvindsressourcer til produktion af grøn vind og brint, skriver Marie Louise Gammelgård-Larsen.
Danmark er unikt positioneret til at udnytte Nordsøens havvindsressourcer til produktion af grøn vind og brint, skriver Marie Louise Gammelgård-Larsen.Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Marie Louise Gammelgård-Larsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Lige før påske samledes den europæiske vindindustri og politiske ledere fra hele Europa i Bilbao til en 3-dages konference. Det store spørgsmål var, hvordan vi sikrer, at vi bevarer vores europæiske styrkeposition inden for vind i en tid, hvor inflation, statsstøttet global konkurrence, forsinkelser i udbud og infrastruktur, og en presset forsyningskæde truer med at hive tæppet væk under én af de eneste grønne industrier, vi fortsat kan bryste os af at være førende inden for globalt.

Fortællingen om europæisk vind er i bevægelse. Det står klart, at vores industrier ikke kan følge med, hvis man fra politisk hold insisterer på et altovervejende fokus på billigste pris, statslig profitoptimering, lave forbrugerpriser og "sikre" investeringer. Samtidig trues europæisk autonomi, energisikkerhed og konkurrenceevne.

Nordsøen står som eksempel på det potentiale, der ligger foran os, hvis vi tør investere i vores fælles fremtid. Ambitionerne har været store længe og er blevet justeret opad ved næsten enhver lejlighed, hvor politiske ledere er kommet sammen – med mål om 130 GW inden 2030 og 300 GW inden 2050.

Læs også

Danmark er velpositioneret til at udnytte Nordsøens havvindsressourcer til produktion af grøn vind og brint. Imidlertid er vores eget hjemmemarked på ingen måder stort nok til at gøre det til en god forretningsmodel at opføre nye energiøer.

Vi oplever allerede i dag negative elpriser, når vinden blæser mest, og der er kapacitetsproblemer i nettet. Når strømmen er gratis eller ligefrem negativt prissat, tjener producenterne ikke penge. Uden større efterspørgsel giver det ikke mening at øge udbuddet – ikke engang set fra et forbrugerperspektiv, da en stabil og pålidelig energiforsyning kræver økonomisk bæredygtige forretningsmodeller.

Danmarks grønne erhvervseventyr afhænger derfor af elektrificeringen og udbygningen af el- og brintinfrastruktur til aftagermarkeder i resten af Europa.

Power-to-X sikrer en bund under havvindens værdi, idet det muliggør omdannelsen af store mængder havvind til grøn brint og ammoniak, der tilbyder en løsning på lagrings- og eksportudfordringer ved at gøre energien mere håndterbar og salgbar internationalt.

Derfor er de kommende havvindsudbud uløseligt knyttet til den danske regerings strategi for brint og brintinfrastrukturen. Det rammer ind i kernen af de overvejelser, producenterne gør sig om muligheden for at foretage rentable investeringer i nye havvindparker og relaterer sig til det generelle behov for sikkerhed gennem hele forsyningskæden om, at den nødvendige infrastruktur for både elektricitet og brint vil blive realiseret.

Den politiske aftale om finansiering af brintrøret når desværre ikke helt i mål.

Marie Louise Gammelgård-Larsen

Den politiske aftale om finansiering af brintrøret når desværre ikke helt i mål hermed, idet den ikke kommer med en garanti fra regeringen om, at brintrøret rent faktisk bliver bygget.

Regeringen og aftaleparterne holder nemlig fast i, at man vil have danske producenter til at forpligte sig til at bruge mindst 44% af rørets kapacitet (svarende til 1,4 GW), før staten er villig til at investere.

Det efterlader brintbranchen i en svær situation, hvor selskaber skal træffe investeringsbeslutninger med betydelige risici uden at have den nødvendige klarhed, fordi de politiske rammevilkår i sidste ende afgør markedets størrelse.

Derfor er spørgsmålet, om forpligtelser for de 1.4GW rammer den rigtige balance i risikofordelingen mellem stat og producenter.

Hvis ikke producenterne kan stille garanti for de 1,4 GW, så åbner aftalen dog op for, at man i stedet kan undersøge mulighederne for at etablere brintrøret i etaper, hvilket tager toppen af risikoen, men formentlig gør udbygningen dyrere. Derfor er aftalen samlet bedre end ingenting, men mindre end man kunne have håbet på.

Selvom grøn brint spiller en vigtig rolle for økonomien i ny havvind er udbygningen af elnettet og de grænseoverskridende elforbindelser (”interconnectors”) dog endnu mere fundamentalt for at realisere potentialet i den grønne energi, Danmark og Nordsøregionen kan producere.

Det kræver massive investeringer. EU-Kommissionen peger på, at der skal foretages nye investeringer for 584 mia. EUR i vores elinfrastruktur i dette årti, hvis vi skal nå i mål med vores vedvarende energimål for 2030.

Interconnectors er centrale for at forbinde de europæiske markeder og sikre, at der er forbrugere til den danske havvind.

De vil muliggøre en effektiv udveksling af energi mellem omkringliggende lande i tider med overskud eller mangel på grøn strøm og øge den samlede energieffektivitet og robusthed i systemet.

Læs også

Historisk set har vi haft et mere simpelt elmarkedssystem mellem bilateralt forbundne markeder, men nu har vi behov for at designe et mere integreret marked omkring Nordsøen, som skal kunne eksportere strøm i flere forskellige retninger.

Det kræver nye strukturer. En central udfordring ved finansieringen af interconnectors er dog behovet for en fair risiko- og profitdeling mellem deltagende lande og aktører. Store infrastrukturprojekter som interconnectors indebærer betydelige risici, og en retfærdig fordeling heraf er afgørende for at sikre fremdrift og deltagelse fra alle relevante parter.

Der er behov for nogle klare rammer, der kan tiltrække de nødvendige investeringer fra både offentlige og private finansieringskilder.

Staten må og skal spille med

Statslige medforpligtelser er afgørende. Den belgiske energiminister Tinne van der Straeten sagde det tydeligt i Bilbao: Hvis ikke vi investerer nu, ender det kun med at blive dyrere for europæisk industri og i sidste ende vores forbrugere.

Læs også

Og mens vores egen Aagaard betonede at private investorer og industrien er bedre stillet til at tage visse risici på sig end staten er, og fremhævede, hvordan et dansk brintrør til Tyskland altså ikke vil blive bygget uden tilstrækkelige forpligtelser fra industrien, så talte van der Straeten om, hvordan vi alt for ofte glemmer at tale om omkostningerne ved ikke at investere.

Van der Straeten fik i den forbindelse også lejlighed til at fremhævede det belgiske lederskab i udbygningen af verdens første kunstige energiøer og ny brintinfrastruktur, der vil strække sig fra Belgien og langt op igennem Tyskland.

Aagaard anerkendte dog helt tydeligt behovet for den nye infrastruktur i Bilbao og lovede, at man fra dansk side vil bruge sit formandskab for Nordsøsamarbejdet, NSEC, til at arbejde for at fremlægge anbefalinger til en ny Kommission om, hvilke problemstillinger, der skal løses for, at vi kan opnå en skalering af havvind.

Det indebærer ifølge Aagaard også større gennemsigtighed omkring, hvad der skal bygges, og hvor, samt hvordan man sikrer en retfærdig fordeling af omkostninger og gevinster på tværs af Europa.

Det danske NSEC-formandskab har nu en gylden mulighed for at bygge videre på og forfine de gode ideer.

Marie Louise Gammelgård-Larsen

Ørsted og Elia præsenterede på konferencen i Bilbao et forslag til en ny investeringsstruktur i form af en fælles ”offshore investeringsbank”, der kan lette samling af omkostninger og indtægter fra store infrastrukturprojekter.

En sådan model kan være nøglen til mere effektivt at administrere fordelene og risiciene for net operatører, vindenergiproducenter og samfundet som helhed. EIB og eksportkreditagenturer kan desuden spille en væsentlig rolle ift. at reducere risici i investeringer gennem garantistillelse, som Generaldirektør i DG ENER, Ditte Juul, også var inde på i Bilbao.

Det danske NSEC-formandskab har nu en gylden mulighed for at bygge videre på og forfine de gode ideer.

Hvis Danmark kan udvise lederskab ved at udnytte sit NSEC-formandskab til aktivt at fremme en ny model, der effektivt kan mobilisere de nødvendige investeringer i energiinfrastrukturen for at forstærke forbindelserne mellem landene rundt om Nordsøen, kan vi ikke alene styrke vores position som en førende nation inden for grøn energiforsyning, men også spille en afgørende rolle i hele Europas energiomstilling.

Det kræver dog en beslutsom indsats nu, et større investeringsmod, og et tæt samarbejde på tværs af forskellige aktører og lande.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Marie Louise Gammelgård-Larsen

vicedirektør, Kaya Partners
Cand.soc. i Europæiske Studier (Aalborg Universitet 2015)

Lars Aagaard Møller

Klima-, energi- og forsyningsminister (M)
cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 1994)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024