Dansk Byggeri: Der bliver vendt op og ned på byggeriet med nyt politisk forlig

Af Thomas Uhd
Branchedirektør i Dansk Byggeri for Dansk Byggeindustri og Dansk Beton

Der kan utvivlsomt oplistes andre usikkerhedsmomenter ved forslaget. Derfor er en tilbundsgående analyse, hvor ikke mindst byggematerialeindustrien inddrages, men også den øvrige byggebranche, helt afgørende.

Thomas Uhd
Branchedirektør i Dansk Byggeri for Dansk Byggeindustri og Dansk Beton

Når den cirkulære økonomi ruller afsted, er der sikkert nogen, som vil blive rundtosset over de mange nye forslag, men det meste i det politiske forlig mellem regeringen, de radikale og DF, som blev indgået 11. oktober, er faktisk meget fornuftigt og tiltag, som vi hos Dansk Byggeri længe har efterspurgt.

Den første omvæltning handler om, at nu skal man ikke længere alene fokusere på anlægsøkonomien i udbuddene.

Derimod bør, som der står i forligsteksten, ”totalomkostninger og livscyklusvurderinger i højere grad indgå i beslutningsgrundlaget for offentlige indkøb og byggeri, så den offentlige indkøber og bygherre træffer beslutning ud fra de samlede omkostninger i stedet for indkøbsprisen alene.”

Drift og vedligehold skal med i udbud
Det er så åbenlyst rigtigt, at man bør medregne drift og vedligehold i sit budget og udbud, så man kender sine fremtidige udgifter, at det kan undre, at det ikke er sket i de offentlige udbud for mange år siden. Og måske kan man så tillade sig en højere anlægspris, fordi det giver økonomisk mening på den længere bane.

Får man ikke den totalberegning med, så vil de eventuelle ekstra omkostninger til et bæredygtigt byggeri ikke kunne medregnes, og så ryger det økonomiske incitament.

Men politiske beslutninger kan også risikere at vende så meget op og ned på tingene, at konsekvenserne kan blive uhensigtsmæssige.

Thomas Uhd
Branchedirektør i Dansk Byggeri for Dansk Byggeindustri og Dansk Beton

”Uden økonomisk gevinst intet bæredygtigt byggeri,” som vi skrev på Altinget for nogle måneder siden.

Miljøaftryk får højere betydning
Den anden omvæltning handler modsat om, at nu skal vi ikke længere kun se på det energiforbrug, der går til opvarmning. Nu skal der også – foruden energien til opvarmning – ses på den energi og det miljøaftryk, der går til produktion, opførsel, drift og vedligehold samt nedrivning af bygningen.

Alt dette opgør man i livscyklusanalyser på baggrund af miljøvaredeklarationer og andre data om byggeriet. Altså en komplet opgørelse over det miljøaftryk, et byggeri har fra vugge til grav, som skal være en del af den frivillige bæredygtighedsklasse, som forliget også omfatter.

Også dét er oplagt rigtigt, så man får så mange faktorer med i vurderingen af bygningens samlede miljøaftryk.

Begge forslag vil være med til at give bygherrer et langt bedre beslutningsgrundlag for at vælge både økonomiske fordelagtige og miljøvenlige løsninger. Og de vil give arkitekten og entreprenøren mulighed for at arbejde med en bredere palet af løsninger, som tager hele bygningens levetid i betragtning.

De to forslag, som vender op og ned på den vante praksis i byggeriet, byder vi hos Dansk Byggeri mere end velkommen. Men politiske beslutninger kan også risikere at vende så meget op og ned på tingene, at konsekvenserne kan blive uhensigtsmæssige.

Forslaget kan have utilsigtede konsekvenser
Her tænker jeg på forslaget om, at den indlejrede energi, altså den energi, der går til at producere et givent byggemateriale og til at opføre bygningen, skal indgå i energirammeberegningen.

Dette forslag er ikke bare en markant nydannelse. Det kan også have meget store, måske utilsigtede, konsekvenser, og derfor er det afgørende, at den bagvedliggende analyse bliver så nuanceret og fyldestgørende som muligt.

Baggrunden for dét forslag er opgørelser, der viser, at miljøaftrykket til opførsel af en bygning kan være større end til driften. Derfor skal det tages med i betragtning. Det er det, som ligger i livscyklusanalysen, og det er godt med det komplette billede.

Men skridtet fra at synliggøre miljøaftrykket – og dermed give bygherren et godt beslutningsgrundlag og rådgiverne og de udførende et større råderum til økonomiske og bæredygtige løsninger - til en regulering, der vil påvirke valget af byggematerialer, er problematisk.

Proces- og driftsenergi må ikke blandes sammen
Vi er naturligvis enige i ambitionen om et mere bæredygtigt byggeri. Men forslaget om at lade den indlejrede energi indgå i energirammeberegningen er ikke det rigtige.

Blandt andet fordi energirammeberegningen er et velkendt og brugbart redskab til at udregne driftsenergien.

Ligesom Henrik Garver fra FRI (Foreningen af Rådgivende Ingeniører) er Dansk Byggeri af den holdning, at det ikke giver mening at sammenblande proces- og driftsenergi. Man bør holde de to regnestykker adskilt.

I alle tilfælde – også her er vi enige med FRI – bør den politisk vedtagne analyse af den indlejrede energi gøres grundigt, så man sikrer en evidensbaseret vurdering af dén miljøpåvirkning.

Problem med sammenlignelige standarder
Eksempelvis er det helt afgørende, at byggematerialerne bliver vurderet på ens vilkår, men kan vi være sikre på det? Det vil i hvert fald som minimum kræve tredjeparts verificerede miljøvaredeklarationer.

Og dem findes der kun meget få af i dag for ganske få byggematerialer.

Så er der levetid, og kan man være sikker på, at ’afskrivningen’ af den indlejrede energi er korrekt? Der er jo stor forskel på levetiden af byggematerialer og bygninger, og det bør der tages hensyn til.

Hypotetiske beregninger skaber usikkerhed
Det vil også være nødvendigt at medregne hele livscyklussen, men hvad der sker efter endt levetid, vil ofte være helt hypotetisk, og der er en verden til forskel på, om man brænder det træ, en bygning kan være lavet af, og dermed udleder den CO2, der var bundet i træet, eller om man genanvender eller genbruger det.

Eller om man genanvender den beton, en bygning kan være lavet af, som bærelag under veje, eller om man genbruger hele betonelementer. Og hvordan regner man korrekt med så stort et udfaldsrum?

Behov for grundig analyse
Her er blot nævnt enkelte bekymringspunkter. Der kan utvivlsomt oplistes andre usikkerhedsmomenter ved forslaget. Derfor er en tilbundsgående analyse, hvor ikke mindst byggematerialeindustrien inddrages, men også den øvrige byggebranche, helt afgørende.

Det kan være godt med omvæltninger, så den vante praksis bliver vendt op og ned for at bane vej for bedre måder at arbejde på.

Men der kan også være en risiko for at blive så rundtosset, at der træffes utilsigtede beslutninger, og der skal vi forhåbentlig ikke ende.

Kritikken mod det synspunkt vil måske være, at vi i byggeriet er for konservative. Men det er vi faktisk med god ret, for vi skal være sikre på, at det, vi bygger, er godt, sikkert og kan stå i rigtig mange år.