Dansk Byggeri: Uden økonomisk gevinst intet bæredygtigt byggeri

Af Thomas Uhd
Branchedirektør, Dansk Byggeri

Hos Dansk Byggeri undersøgte vi i forbindelse med vores årsdag i april, hvor temaet netop var bæredygtighed, om vores medlemmer oplever efterspørgsel efter bæredygtigt byggeri. Det gør de desværre kun i meget begrænset omfang, uagtet at de både satser på bæredygtige løsninger og kan levere dem.

Undersøgelsen blev statistisk understøttet af et datatræk fra Byggefakta, som viste, at blot fire procent af alle aktuelle byggerier er kategoriseret som bæredygtige – omregnet til kvadratmeter er ti procent af de aktuelle byggerier bæredygtige, men det er stadig et fåtal.

Så hvad gør vi for at understøtte en øget efterspørgsel hos bygherrerne og developerne efter bæredygtigt byggeri, som både mange af vores medlemmer blandt de udførende og materialeproducenterne – og mange af rådgiverne blandt arkitekter og ingeniører rent faktisk kan levere?

Er der ikke en økonomisk gevinst, bliver der ikke bygget bæredygtigt. Grønne budskaber og intentioner er ikke nok.

Thomas Uhd
Branchedirektør, Dansk Byggeri

“It's the economy, stupid” var nøglebudskabet bag Bill Clintons 1992-præsidentkampagne. Pointen var, at hvis der ikke er vækst og økonomi for vælgerne, så bliver man ikke valgt. Samme logik gælder byggeri: Er der ikke en økonomisk gevinst, bliver der ikke bygget bæredygtigt. Grønne budskaber og intentioner er ikke nok.

Derimod er der brug for at kunne fremvise en business case, som kan overbevise bygherren om, at der skal vælges en bæredygtig løsning – også selvom den måske er dyrere at anskaffe sig. Men hvordan bliver bæredygtigt egentlig lig økonomisk?

Drift og vedligehold kan vise sig at blive meget betydelige poster, som kunne have været mindre, hvis man havde tænkt totaløkonomisk fra starten.

Thomas Uhd
Branchedirektør, Dansk Byggeri

Basalt set handler det om totaløkonomi. Det vil sige, at man ikke adskiller opførsel fra driften, men allerede i udbuddet og projekteringen stilles der krav om, at løsningerne skal give den bedst mulige driftsøkonomi. Hvad koster opvarmning og køling? Hvad koster løbende vedligehold i forhold til den brug, der er? Helt lavpraktisk: Hvor mange gange kan et gulv vaskes, inden det skal udskiftes? Hvor lang tid kan en maling holde?

De ting, altså opførsel og drift, holdes desværre alt for ofte adskilt, men det er en kortsigtet løsning. For måske kan et godt driftsøkonomisk byggeri koste lidt mere at opføre, selvom det ikke nødvendigvis er tilfældet, men gevinsten kan være mange gange større.

Det ser man med OPP-projekter, altså offentlige-private projekter. Kig for eksempel på det psykiatriske sygehus i Vejle, som blandt andet PKA og PensionDanmark står bag. Det er både opført – og driftet – for Region Syddanmark. Dét giver økonomisk gevinst for begge parter. Og det trods en på nogle punkter dyrere anlægspris, end man ellers havde valgt, hvis laveste anlægspris havde været valgt som det væsentligste udbudskriterium.

Eller kig på DGNB-certificeringen eller den frivillige bæredygtighedsklasse, som Trafik- og Byggestyrelsen aktuelt arbejder på: Totaløkonomi – eller Life-Cycle Costing (LCC), som det hedder i den sammenhæng – er en integreret del af måden at arbejde med bæredygtigt byggeri på. Kort fortalt handler det om, hvad koster det at drive bygningen i dens levetid?

Der er altså rigtig mange gode grunde til at bygge bæredygtigt – og dermed totaløkonomisk. Så hvorfor bygger bygherrerne ikke bare ud fra totaløkonomiske principper, når det giver så god mening?

Ser man på det offentlige byggeri, så er totaløkonomi ikke udbredt, fordi man ofte har adskilte kasser. En til opførsel eller anlæg – og en til drift. Resultatet bliver ofte: Udbud til laveste pris. At driftsøkonomien så måske bliver højere, end den kunne have været, det er ikke medregnet, og drift og vedligehold kan vise sig at blive meget betydelige poster, som kunne have været mindre, hvis man havde tænkt totaløkonomisk fra starten.

Men måske er den tankegang på vej til at blive revideret. Finansminister Kristian Jensen (V) sagde i hvert fald på Dansk Byggeris årsdag, at han ville tage den totaløkonomiske model med tilbage i ministeriet for at se nærmere på den. Herfra skal der lyde en opfordring til, at han starter med at se på det grundlag, der allerede foreligger i form af ”Bekendtgørelse om kvalitet, OPP og totaløkonomi i offentligt byggeri”. Den bekendtgørelse stammer helt tilbage fra 2010, men har desværre ikke haft den store effekt.

I det private segment er det mere broget. Bygger man udlejningsejendomme, er det ofte ikke bygherren, men lejeren, som betaler for driften, så incitamentet er der måske ikke. Bygger man til salg, så er det køber, der kommer til at stå med regningen. Men årsagen er måske også usikkerhed: Får man den lovede besparelse på driften? Hvor meget kan egentlig forudses? Bliver totaløkonomi ikke blot en åben port for at hæve anlægsbudgettet?

Hvad angår det sidste, så peger pilen tilbage på vores medlemmer, som skal blive bedre til at dokumentere fordelene ved at bygge totaløkonomisk. Der skal en overbevisende business case på bordet. “It's the economy, stupid.”

Så udbredelse af bæredygtigt byggeri funderet ud fra totaløkonomiske principper er en fælles sag for byggeriets parter. For Dansk Byggeris medlemmer er sagen oplagt: Efterspørg bæredygtigt totaløkonomisk byggeri, så skal vi nok levere både byggeriet og en overbevisende business case.