Green Power Denmark: Biogas Danmark har selv peget på overkompensation som finansieringskilde

Martin Ingerslev
Cheføkonom, Green Power Denmark
Vi skal snøre løbeskoene. For det snerper til med at nå vores klimamål. Derfor har vi brug for en finanslov med et grønt fokus, og derfor er vi i Green Power Denmark kommet med 33 konkrete og fuldt finansierede forslag, som skal bidrage til at omsætte Danmarks grønne målsætninger fra holdning til handling.
Som finansiering til vores samlede pakke af forslag peger vi på i alt 17 forskellige håndtag. Ét af disse handler om at anvende midler fra eksisterende støtteordninger til biogas, fordi vi skønner, at en del af den støtte, som er afsat på statens finanser, alligevel ikke vil tilkomme producenterne af biogas på grund af de høje gaspriser.
Nogle af støtteordningerne til biogas er indrettet sådan, at når prisen på gas stiger, så kan det resultere i lavere udbetalinger af støtte fremadrettet
Martin Ingerslev
Cheføkonom, Green Power Denmark
Det har fået interesseorganisationen Biogas Danmark til at stille spørgsmål til beregningsmetoden og finansieringen af vores finanslovsudspil, hvilket ikke er overraskende – og så alligevel. Men det kommer jeg tilbage til. Lad mig i første omgang uddybe vores forslag.
Højere gaspriser fører til mindre støtte
Nogle af støtteordningerne til biogas er indrettet sådan, at når prisen på gas stiger, så kan det resultere i lavere udbetalinger af støtte fremadrettet. Det er Energistyrelsens opgave at vurdere det.
De fleste danskere kan huske, hvordan gaspriserne udviklede sig sidste år. I 2022 lå gasprisen i gennemsnit på cirka 905 kroner/KWh. Det var næsten tre gange højere end i 2021 og næsten 13 gange højere end i 2020.
På den baggrund - og baseret på Energistyrelsens egen metode - skønner vi, at styrelsen senere på året vil nå til dén konklusion, at den fremtidige støtte til eksisterende biogasproduktion skal sættes ned. Enten midlertidigt eller over en længere årrække. I så fald vil en del af den budgetterede biogasstøtte blive frigivet og kan bruges til andre grønne formål. Vi forholder os ikke til, om Energistyrelsens vurderingsmodel er rimelig, men det er den, vi baserer vores beregninger på.
Ud fra hvad vi anser for at være et yderst konservativt skøn, har vi valgt at indregne overskydende støttemidler til biogas svarende til 200 millioner kroner i 2024 og 2025 i vores samlede finansiering. Til sammenligning er der på statens finanser afsat mere end 9.150 millioner kroner i perioden 2024 til 2027 til at støtte eksisterende produktion af biogas.
Det er helt fair, at Biogas Danmark selv vil beholde pengene. Ligesom vi helt åbent mener, at pengene er bedre brugt på andre grønne tiltag
Martin Ingerslev
Cheføkonom, Green Power Denmark
Overkompensation som finansieringskilde
Sammenhængen - eller nærmere erkendelsen af - at højere gaspriser kan frigive midler på finansloven, er heller ikke ny. Og nu kommer svaret på, hvorfor jeg alligevel er overrasket over Biogas Danmarks reaktion. Biogas Danmark har nemlig tidligere selv peget på overkompensation som mulig finansieringskilde. Det kan man læse i et ministersvar til Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget fra sidste år, hvor det handlede om at fremrykke fremtidige udbud til nye biogasanlæg.
Øvelsen med at vurdere samspillet mellem energipriser og fremtidige støtteniveauer er heller ikke ny for Green Power Denmark. Sidste år viste vores analyser, at staten ville spare mindst 3,5 milliarder kroner på støtte til allerede opsatte havmøller på grund af de stigende elpriser. Her foreslog vi, at disse penge skulle gå til at finansiere hurtigere udfasning af naturgas gennem tilskud til varmepumper, elektrificering af fjernvarme samt støtte til Power-to-X-projekter.
Det er helt fair, at Biogas Danmark selv vil beholde pengene. Ligesom vi helt åbent mener, at pengene er bedre brugt på andre grønne tiltag som for eksempel at sænke elafgiften, reducere byrder for opstillere og udviklere af vedvarende energi eller de andre 31 finanslovsforslag, vi har.
Artiklen var skrevet af
Martin Ingerslev
Cheføkonom, Green Power Denmark
- Dan Jørgensen vil have europæerne til at arbejde hjemme og skrue ned for varmen
- Alternativets nye grønne håb: “Det er sådan lidt 2008 at tale om at løse klimakrisen. Det kan man ikke”
- Energikrisen kradser og udstiller Europas sårbarhed: "Det burde jo være et wakeupcall til alle"
- Topøkonom advarer mod hurtige ”lappeløsninger” på høje benzinpriser
- Folketinget reducerer antallet af udvalg for at mindske arbejdspres
Nyhedsoverblik

Ny energikrise får europæiske ledere til at kræve grønne forringelser

Sverige truer med at kappe energikabler til Danmark

Dan Jørgensen blev overhalet af virkeligheden inden stort udspil. Nu presser lande på for billigere strøm her og nu

EU vil beskytte udvalgte industrier mod kinesisk og amerikansk dominans. Nu skal biler og vindmøller være "Made in Europe"





















