Her er fire spørgsmål, regeringens strategi for missionsdreven forskning ikke giver svar på

Tænketanken DEA har for nylig offentliggjort en analyse af regeringens strategi for såkaldt missionsdreven forskning. Det er et relativt nyt begreb, som peger tilbage på daværende præsident Obamas 'Mission Innovation', som blev lanceret ved klimatopmødet i Paris i 2015: En aftale mellem 20 lande, herunder Danmark, om at accelerere udviklingen af grøn energi.

Begrebet 'missionsdrevet' er ikke klart defineret, men meningen er god nok: Midler, der skal sætte skub i udviklingen med at bringe os ny viden og nye teknologiske løsninger på store samfundsmæssige udfordringer, her klimaet.

I analysen har DEA fokus på de midler til grøn omstilling, der er afsat under Uddannelses- og Forskningsministeriet, mere konkret 700 millioner kroner til forskning og innovation inden for fire store og komplekse områder: omstilling af landbrug og fødevareproduktion, genanvendelse med fokus på plast, opfangning og deponering af kulstof i undergrunden under Nordsøen (CCS/U) og Power-to-X (el til udvikling af grønne brændsler til industri og tung transport).

DEA's analyse peger på flere spørgsmål, som er særdeles relevante for den videre diskussion af, hvad vi egentlig skal forstå ved missionsdreven forskning og innovation. I bredere forstand: Hvad forventer vi som samfund at få ud af midlerne? Her vil jeg nøjes med at fremhæve to af de forhold, som analysen peger på.

For det første peger den på, at der mangler klare mål og delmål for hver af de fire missioner. Med andre ord: Hvad vil vi opnå med pengene og inden for hvilken tidshorisont? 

Eneste retningsgivende mål synes at være den ambition, der ligger i klimastrategiens 70 procents reduktionsmål. Og det er jo unægtelig meget overordnet og alt for stort til 700 millioner kroner. 

Når der mangler mål og delmål, skyldes det givetvis ikke ond vilje, men nok mere tradition og måske frygt for styret forskning eller for bogholderiagtige mål og delmål.

Men mål og delmål kan faktisk godt gribes an på en måde, hvor man ikke havner i en uhensigtsmæssig, stramt styret forskning og udvikling. Det kunne for eksempel være befordrende, hvis man inden for hver af de fire missioner begyndte med at få udarbejdet en uafhængig analyse – i armslængde – så vi kan få belyst spørgsmål som:

• Hvor har Danmark især sine erhvervsmæssige og forskningsmæssige styrker inden for den pågældende mission?
• Hvor har vi især vores konkurrenter og nicher?
• Hvor er det især muligt – og hvor er barrierer for at nedbringe omkostningerne for de grønne løsninger?
• Og hvor tror vi, at vi kan være i 2030?

Analysen kunne efterfølgende lægges frem til kommentering og diskussion blandt de mange private og offentlige aktører på området og fungere som en blød roadmap, man kan vende tilbage til med års mellerum for at gøre status og revurdere i lyset af indhøstet viden.

Når der mangler mål og delmål, skyldes det givetvis ikke ond vilje, men nok mere tradition og måske frygt for styret forskning eller for bogholderiagtige mål og delmål.  

Anne Grete Holmsgaard
Kommentarskribent

En af de andre ting, analysen peger på, er, at der mangler fokus på, hvordan man får sikret efterspørgsel efter nye grønne løsninger. Eller med analysens ord: "Et ensidigt fokus på de klassiske instrumenter i forsknings- og innovationspolitikken, som fx bevillinger til projekter, kan have lille eller ingen betydning for den grønne omstilling, hvis der ikke også støttes op om at skabe markeder, hvor nye innovationer kan tages i brug – fx gennem forskellige former for regulering og grønne offentlige indkøb."

Her vil nogen sikkert indvende, at vi bare skal se at få gang i de CO2-afgifter, der gør de sorte valg dyrere. Og jo. Tilstrækkeligt høje CO2-afgifter er et vigtigt instrument, men det kan ikke stå alene – hvilket Klimarådet i øvrigt også har peget på. Det ved vi i øvrigt godt fra vores hverdag, hvor der er mange andre ting end pris, der er afgørende for vores valg.

I bund og grund handler det om betydningen af, at vi, når vi snakker missionsdreven forskning, tænker hele kæden fra forskning over udvikling, demonstration, logistik, infrastruktur, finansieringsmuligheder og afsætning med, når det skal vurderes, hvor en dansk forsknings- og udviklingsindsats især kan bidrage til de helt overordnede klima- og miljømål.

Det samme gælder naturligvis også for de områder, hvor vi især har mulighed for at bidrage til, at danske virksomheder kan eksportere grønne løsninger og skabe flere job herhjemme. Både på den korte bane frem mod 2030 og på den lidt længere bane.