Debat

Miljømærkning Danmark om cirkulær økonomi: Det behøver ikke være så svært

Selvom det lyder vanskeligt at omstille til cirkulær økonomi, så er der allerede i dag mange, der går i den rigtige retning. Lad os sørge for, at Folketinget og regeringen sætter sig forrest i udviklingen. Så behøver det ikke være sværere, skriver Martin Fabiansen. 
 

Vi skal som forbrugere købe produkter, som har en god kvalitet, lang holdbarhed og som vi har lyst til at bruge længe – uanset om det gælder møbler, tøj eller andet, skriver Martin Fabiansen. 
Vi skal som forbrugere købe produkter, som har en god kvalitet, lang holdbarhed og som vi har lyst til at bruge længe – uanset om det gælder møbler, tøj eller andet, skriver Martin Fabiansen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Martin Fabiansen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

For nyligt udkom Svanemærket med nye kriterier for møbler. Her er der især strammet op på de cirkulære krav til et møbel, før det kan blive certificeret med Svanemærket.

Og det er kun muligt at gøre, fordi markedet allerede har flyttet sig langt, og der i dag er gode mulighed for at rykke på, hvad vi forventer af møblerne. 

Noget af det vigtigste, vi kan gøre i dag for at understøtte den cirkulære økonomi og begrænse klimabelastningen, er at begrænse forbruget.

Vi skal som forbrugere købe produkter, som har en god kvalitet, lang holdbarhed, og som vi har lyst til at bruge længe – uanset om det gælder møbler, tøj eller andet. Og det er netop et stort fokuspunkt i Svanemærkets nye krav til møbler: 

Svanemærkede møbler skal have et cirkulært design, der fremmer lang holdbarhed og muligheden for reparation. Der er blandt andet krav om garanti, som inkluderer tilgængelighed af vigtige reservedele, og der er krav til, at produkterne nemt kan demonteres. 

Handlingsplanen består i høj grad af en opsummering af allerede vedtagne politikker og strategier. 

Martin Fabiansen
Direktør, Miljømærkning Danmark

Samtidig skal møblerne have en god kvalitet, hvorved behovet for nye produkter reduceres yderligere. Når vi opstiller nye krav, så forsøger vi at ramme et niveau, hvor de bedste på markedet kan være med, men som samtidig presser på for en yderligere grøn udvikling.

Lang vej igen
Altså ambitiøse, men realistiske krav. Og den gode nyhed er, at møbelbranchen melder sig klar til at levere på disse strammede cirkulære krav. Den trælse nyhed er selvfølgelig, at der stadig er lang vej igen, før vi kommer i mål med den cirkulære omstilling.

For det kræver ikke blot, at vi stiller krav til de enkelte produkter, men at vi omstiller hele vores måde at tænke forbrug og affald. Det kræver blandt andet, at der skal styr på brugen af de kemikalier, der bliver brugt, så materialer rent faktisk kan recirkuleres frem for at ende som affald, og at indsamlingssystemer er optimerede til at sortere og udnytte flest mulige ressourcer, så de ikke ender som affald.

Her er rigtig meget at hente for den cirkulære økonomi. Og her spiller regeringens nye handlingsplan for cirkulær økonomi en afgørende rolle. Med sine 186 sider og hele 126 initiativer afspejler strategien, at der er rigtig meget, der kan gøres.

Initiativerne dækker bredt på tværs af mange brancher og tager på mange måder fat lige dér, hvor det er tiltrængt. Men der skal helt klart endnu mere til. Handlingsplanen består i høj grad af en opsummering af allerede vedtagne politikker og strategier. 

Det offentlige indkøbs rolle 
Ser vi på det offentliges indkøb, er der eksempelvis meget at hente. Der skal bestemt ros til regeringen for ambitionen om, at alle offentlige indkøb i 2030 skal være miljømærket, hvor muligt. Men det ville være skønt også at se nogle store ambitioner for, hvordan det offentlige kan være med til at udvide markedet af miljømærkede produkter. 

Hvert år gennemfører Københavns Kommune markedsdialoger for netop at udvide markedet. De inviterer alle landets kommuner og regioner til at melde ind på, om de også ønsker et øget udbud af miljømærkede produkter inden for de forskellige kategorier.

Derefter føres en dialog med markedet om, hvordan de kan imødekomme ønsket fra de offentlige indkøbere. SKI inddrages for de områder, hvor de efterfølgende står for at lave udbud. 

Det har givet flotte resultater med langt flere valg inden for blandt andet miljømærkede kontormøbler, legetøj og møbler til børn, arbejdsbeklædning, kontorartikler og meget mere. 

Skal vi komme i mål med den cirkulære økonomi, skal vi hele tiden have os for øje, at det handler om at nedbringe forbruget, sikre lang levetid og god kvalitet og skabe et grundlag for først genbrug og dernæst genanvendelse.

Martin Fabiansen
Direktør, Miljømærkning Danmark

Staten kan hægte sig på
Her kunne staten helt oplagt enten hægte sig på det gode initiativ eller simpelthen gennemføre egne markedsdialoger, dér hvor man i dag mangler et tilstrækkeligt stort udbud af miljømærkede produkter.

Det vil ikke bare sikre mere cirkulære produkter til staten, men også et større udbud til private forbrugere. 

Samtidig kunne staten identificere andre produkt- og tjenesteydelsesområder, hvor man køber ind af en passende mængde og ønsker en mere cirkulær tilgang.

Findes der ikke allerede i dag miljømærkede løsninger, så vil det være værd at se på, om der skal udvikles miljømærke-krav til netop disse løsninger også. Dermed får de offentlige indkøber et effektivt redskab til at købe cirkulært ind. 

Skal vi komme i mål med den cirkulære økonomi, skal vi hele tiden have os for øje, at det handler om at nedbringe forbruget, sikre lang levetid og god kvalitet og skabe et grundlag for først genbrug og dernæst genanvendelse.

Selv om det lyder svært, så er der allerede i dag mange, der går i den rigtige retning. Lad os sørge for, at Folketinget og regeringen sætter sig forrest i udviklingen. Så behøver det ikke være sværere.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00