Direktør: Bliver ny lov om klimatilpasning et selvmål?

Af Jens Brandt Bering
Direktør for forsyning, Niras

Lige nu beslutter politikerne, hvordan klimatilpasning i Danmark fremover skal forvaltes. Et lovforslag, som fjerner kravet om kommunernes medfinansiering af klimatilpasningsprojekter, forventes at blive behandlet i Folketinget inden nytår.

Det er rigtig godt, fordi kravet om kommunal medfinansiering på 25 procent af spildevandsselskabernes overfladebaserede klimatilpasningsprojekter har været en hæmsko for at få klimatilpasset Danmark bedst og billigst muligt.

Lad os lige spole lidt tilbage. Det nuværende krav om medfinansiering blev indført i 2016 og betyder, at kommunerne skal betale minimum en fjerdedel af de klimatilpasningsprojekter, som spildevandsselskaberne vil anlægge.

Det krav gælder for de overfladebaserede klimatilpasninger – eksempelvis regnvandsbassiner eller vejbede – som kommunerne har en klar interesse i, fordi de påvirker byrummet og er umiddelbart synlige for borgerne. Reglen om medfinansiering skulle sikre ejerskab hos kommunerne og fornuftige projekter, som blev realiseret i samarbejde mellem kommuner og forsyninger.

Men kommunerne har ikke fået flere penge til at arbejde med klimatilpasning. Derfor har kravet om medfinansiering i praksis betydet, at der blev gennemført færre projekter, fordi klimatilpasningerne nu skulle på kommunernes budgetter og dermed konkurrere imod mange andre typer investeringer – for eksempel i børnehaver, skoler, idræt og sundhed. Stik imod medfinansieringens formål.

Mange af de ekstra gevinster og rekreative merværdier, som en by kan få glæde af ved overfladebaseret klimatilpasning, kan være meget svære at prissætte.

Jens Brandt Bering
Direktør for forsyning, Niras

Men nu går det ikke længere, at klimatilpasningen af Danmark kører med håndbremsen trukket. Der har i Folketinget længe – og særligt efter de mange oversvømmelser i løbet af vinteren 2019 – været et klart ønske om at accelerere og øge indsatsen. Af samme grund er det nye lovforslag fremsat, som skal fjerne medfinansieringskravet, så tempoet i klimatilpasningsindsatsen kan øges – eller hvad?

Et skridt frem – måske to tilbage
Når politikerne, som det forventes, fjerner kommunernes medfinansiering, vil det sikre, at spildevandsselskaberne får friere hænder til at sikre vores samfund imod oversvømmelser. Og dog!

For som en del af lovforslaget bliver der desuden pålagt et nyt krav om effektivisering af klimatilpasningsprojekter. I praksis kan det betyde, at vandselskaberne skal finde besparelser på andre områder, for eksempel vedligehold af kloakker eller indsatser, der skal forhindre overløb af spildevand, hvis de ikke er i stand til at effektivisere i samme takt på klimatilpasningsprojekterne.

Med andre ord er man ved at fjerne én barriere, men der er risiko for samtidig at indføre en ny, hvis effektiviseringskravet ikke implementeres smart – og det ser ikke ud til at være tilfældet, som lovforslaget foreligger lige nu.

Økonomisk regulering af vandsektoren
Hov. Lad os lige spole lidt tilbage igen. Historisk set er vandsektoren gået fra ikke at være underlagt økonomisk regulering overhovedet. Siden blev der først indført effektiviseringskrav på driftsøkonomien, og i dag er den underlagt et samlet effektiviseringskrav på totaløkonomien svarende til to procent per år plus individuelle ekstrakrav. En regulering, som man også kender det fra universitets- eller sundhedssektoren.

Lad os slå fast med det samme: Naturligvis skal vandselskaberne være underlagt krav om effektiviseringer, da de er naturlige monopoler. Men denne regulering skal skrues intelligent sammen, sådan at incitamenterne for vandselskaberne understøtter samfundets interesser – i dette tilfælde behovet for god og effektiv klimatilpasning – og ikke fordrer til kortsigtet suboptimering og besparelser.

Kigger man på udfordringen, er der et presserende behov for at øge tempoet i klimatilpasningen af Danmark. Både de øgede mængder hverdagsregn og det stigende antal af ekstreme skybrud gør, at vandselskaberne har stadig vanskeligere ved at leve op til de fastlagte servicemål.

Samtidig vokser samfundets forventninger til vandselskabernes håndtering af regn- og spildevand, da vi ikke vil tillade overløb af spildevand fra kloakkerne til vores badestrande eller søer og vandløb. På samme måde vil vi ej heller acceptere regnvand eller stigende grundvand i vores kældre eller for den sags skyld nedslidte afløbssystemer.

Vandsektoren kører op ad bakke i modvind. Men da effektiviseringskravet til monopolvirksomheder grundlæggende giver mening, hvad er så egentlig problemet?

Djævelen er som altid at finde i detaljen
For at forstå problemet skal vi et nøk dybere i problemstillingen. Som effektiviseringskravet tænkes indført i dag, skal vandselskaberne i regnskabsåret, efter de har afsluttet en anlægsinvestering i et klimatilpasningsprojekt, effektivisere (reducere) i deres budget med et beløb svarende til to procent af drift og afskrivninger på den afholdte anlægsinvestering.

Så længe vandselskabernes opgaveportefølje er fast, og de årlige budgetter igennem en længere årrække er stabile, er denne type effektiviseringskrav en anerkendt og anvendelig fremgangsmetode.

Hvis man omvendt – som det er tilfældet for klimatilpasning – står over for en stor investeringspukkel, kan et sådan krav resultere i, at effektiviseringerne må findes inden for andre steder af selskabernes ansvarsområder. For eksempel andre investeringer i renovering samt vedligehold, og i så fald kan effektiviseringskravet i dets nuværende form komme til at påvirke forsyningssikkerheden, stik imod hensigten.

Altså bør man ved udmøntningen af effektiviseringskravene tage højde for, at gennemsnitsrestlevetiden på disse nye anlæg er høj, fordi de er nye, og der således er relativt længere tid til, at der kan effektiviseres på investeringen næste gang.

Det bemærkes dog, at levetiden på for eksempel grønne bede er lavere end levetiden på nye ledninger, så man får hurtigere chancen for at foretage en billigere og mere effektiv reinvestering end ved en investering i sædvanlige underjordiske spildevandsanlæg. Skybrudstunneller har formentlig en levetid, der er sammenlignelig med ledninger eller længere, så her bør man særligt være opmærksom på effekten af den måde, effektiviseringskravene udmøntes.

Hvis der skal stilles effektiviseringskrav til denne type investeringer, skal det ske på anden og mere velegnet måde end sådan, som det er tiltænkt i det lovforslag, politikerne er ved at vedtage lige nu. Hvorvidt vi kan finde en ny, velegnet metode i 2021, hvor reguleringen af vandselskaberne skal revideres, bliver spændende at følge. Det bør kunne lade sig gøre, men det er ikke så mærkeligt, at effektiviseringsmodellen skal være en anden, da vi jo har lavet drikkevands- og afløbssystemer i mere end 150 år, mens vi kun har klimatilpasset i ti år.