Sweco: Sådan accelererer vi klimatilpasningsløsninger i Danmark

Af Lotte Meldgaard Pedersen og Camilla Hvid
Hhv. kystteknisk specialist/projektleder og landskabsarkitekt og arkitektingeniør i Klima og Bysikring, Sweco

Danske kommuner kommer de næste år til at bruge milliarder af kroner på at klimatilpasse og kystbeskytte byerne ved vandet. For vandet truer vores byer fra alle sider.

Alene skybrud har de seneste ti år kostet samfundet over ti milliarder kroner i skader, og de seneste analyser fra Danske Regioner peger på, at op imod 64.000 huse er truet af oversvømmelse fra havet.

Det svarer til ejendomsværdier for cirka 180 milliarder kroner, et ikke uvæsentligt beløb i størrelsesordenen ti procent af BNP.

Byerne er under pres
Ifølge Det Europæiske Miljøagentur, EEA, er det ikke kun vandet, der udfordrer os. Længerevarende varme- og hedebølger og tørkeperioder, der overopheder byerne, er kendsgerninger, vi ikke har råd til at ignorere.

Kort sagt: Europas byer er under voldsomt pres.

Med den nuværende implementeringshastighed, vi ser, efterlader vi reelt vores byer og samfund uforberedte på de sociale og økonomiske følger, som klimaforandringerne bringer med sig.  

Lotte Meldgaard Pedersen og Camilla Hvid
Hhv. kystteknisk specialist og projektleder, Sweco og landskabsarkitekt og arkitektingeniør i Klima og Bysikring, Sweco

Derfor skriger samtiden på de nødvendige klimatilpasninger, der skal ruste os som samfund og borgere mod fremtidens klima.

Alt dette til trods viser en ny kortlægning præsenteret i Swecos Urban Insight-rapport, at det kun er 26 procent af Europas byer, der har en tilpasningsplan for fremtidens klimaforandringer.

I Danmark har alle kommuner en klimatilpasningsplan, men selv de mest ambitiøse kommuner som for eksempel København har først planer om at være klimatilpassede i 2035.

Nu har regeringen meldt ud, at man starter arbejdet med en national klimatilpasningsplan og forventer den klar til forhandling i 2022. Som branche må vi undre os: hvorfor først nu?

Regeringen mangler fokus
Herhjemme har kommuner, regioner og branchen i form af ingeniører, arkitekter, entreprenører med videre i årevis peget på nødvendigheden af en sammenhængende klimatilpasningsplan og -tilgang.

Vi har brug for finansieringsmidler, der kan samle lodsejere, kommuner, regioner og andre aktører om at løse udfordringerne med oversvømmelser.

For vi skal huske på: Vandet kender ikke til administrative grænser, betalingsvillighed og -evne eller til socioøkonomiske forskelle. Det flyder derhen, hvor det kan.

Men ser vi bort fra forsinkelsen og kigger konkret på udspillet, rejser spørgsmålet sig: Er det svaret på bønnerne?

Regeringen spiller ud med pilotprojekter i 2021 med fokus på modellering og varsling, grundvand, ”helhedsorienteret planlægning” af vandløb og model for stormflodsbeskyttelse for København. Det er reelle og væsentlige tiltag.

Men hvad nytter det, at vi for eksempel får en model for vandløb, hvis vi ikke har en finansieringsmekanisme på tværs af Gudenå-kommunerne. Ofte er det jo tværkommunale løsninger, der skal til. 

Kommunernes behov
Blandt kommunerne i Danmark har de fleste problemer med implementeringen på grund af barrierer fra ufleksible organisationer og inkompatible regler, der spænder ben for de nødvendige tiltag.

Med den nuværende implementeringshastighed, vi ser, efterlader vi reelt vores byer og samfund uforberedte på de sociale og økonomiske følger, som klimaforandringerne bringer med sig.

Vi har interviewet kommuner og byer fra hele Europa for at høre om deres udfordringer og behov for at kunne accelerere implementeringen.

For det første er det entydigt, at den traditionelle tilgang til byudvikling er dårligt rustet til at klare nutidens og fremtidens udfordringer. Der er et presserende behov for at ændre den måde, vi planlægger og konstruerer på, og vi er nødt til at opdatere tænkningen til det 21. århundrede.

Klimatilpasning kræver forståelse af kompleksiteten og en langt større velvillighed til multidisciplinært samarbejde på tværs af politiske instanser og interessenter i byerne.

Blandt andet ved at indtænke grønne vækstperspektiver, der gør det attraktivt at foretage investeringer i partnerskaber med investorer. 

Inspirationen findes i Europa
Heldigvis er der også masser af foregangseksempler at fremhæve på tværs af Europa. Kig på Basel, hvor myndighederne har vedtaget lovgivning, der gør grønne løsninger til en del af bygnings- og anlægsloven.

Her er grønne tage derfor obligatoriske på nye og renoverede, flade tage. I dag har hver indbygger i Basel gennemsnitligt 5,71 kvadratmeter grønt tag, hvilket er væsentligt mere sammenlignet med Københavns 0,07 kvadratmeter og Londons 0,17 kvadratmeter.

Fordelene er mange. Grønne tage kan både bidrage til at skabe rekreative opholdsarealer, forbedre vilkårene for biodiversitet og samtidig forsinke en stor del af regnvandet ved kraftige regnskyl.

I Barcelona stiler de efter at overstige EU's minimumsstandarder for adgang til grønne områder per indbygger med en helhedsplan for træer i byrummet.

Der skal mere fart på
København har tilsvarende også planer om at plante 100.000 træer i hovedstaden frem mod 2030, der skaber skygge, øger luftfugtigheden og bidrager til at sænke temperaturen i byen.

I Hovedstaden arbejdes der desuden med intelligente, datadrevne løsninger, sensorer og big data til at forudse forandringer i klimaet.

Der er med andre ord rigtig mange løsninger at tage fat i for at øge implementeringen og samtidig række en hånd til kommuner, forsyningsselskaber og regioner, og alle de mange grund- og lodsejere, som står overfor at skulle klimatilpasse.

Men der skal mere fart på, for det haster. Vi har faktisk ikke råd til at vente på en ny milliarddyr storm.