Organisation og forsker: Regeringen nøler med længe ventet solcellestrategi

Det står klart, at regeringens manglende indsats på klimaområdet ikke lever op til de danske klimamål. Men udledningerne kan reduceres med en hurtigere udbygning af vedvarende energi, hvis regeringen vil.

Det vil kræve en styrket indsats for udbygningen på land med lokal opbakning, da de store havmølleparker tager længere tid at etablere.

Aller hurtigst er opsætning af solceller på tage, da både miljøvurderinger og byggetilladelser er enklere, end når større landområder omlægges til solcelleparker.

Det er også lettere at få godkendt nye anlæg, hvis de gavner lokalsamfundene og sikrer deres omstilling af varmeforsyning fra fossile brændsler.

Vi venter stadig

Regeringen mangler hverken ambitioner eller opbakning til udbygningen af vedvarende energi.

Allerede inden udgangen af 2022 skulle regeringen fremlægge solcellestrategien

Gunnar Boye Olesen og Ulrik Jørgensen
Hhv. uafhængig forsker og politisk koordinator, VedvarendeEnergi

Med den brede politiske aftale fra juni 2022 om en firdobling af vind og solkraft er der basis for en storstilet udbygning.

Men politiske aftaler og markedskræfter, der alene har fokus på meget store anlæg, gør det ikke alene.

Derfor var det godt, at der i aftalen indgik en solcellestrategi, der skulle fjerne barrierer for udbygningen med solceller, ikke mindst indenfor byggeriet.

Allerede inden udgangen af 2022 skulle regeringen fremlægge solcellestrategien.

Men så kom et valg i vejen, fulgt af at den ansvarlige minister, Lars Aagaard, i juni meldte ud, at solcellestrategien igen er udsat.

Lokale vinderløsninger

Hvorfor er det så vigtigt med en solcellestrategi? Helt basalt så mangler der en plan, som sikrer, at solceller bliver en lokal vinderløsning.

Kommunerne i gang med at behandle ansøgninger på større, kommercielle solcelleparker i det åbne land, som mange steder møder modstand, fordi de griber ind i landskaber og lokalt har en direkte negativ effekt på i forvejen lave salgsværdier og belåningsmuligheder.

Selvom en del udviklere forsøger sig med at tilbyde andele til de lokale, der har penge, så vokser modstanden, fordi den reelle involvering og værdien for lokalsamfundene er fraværende.

Vi skal have en større andel solceller i byerne, på tage og specielt i forbindelse med tagrenoveringer, hvor meromkostningen er begrænset

Gunnar Boye Olesen og Ulrik Jørgensen
Hhv. uafhængig forsker og politisk koordinator, VedvarendeEnergi

Den førte politik giver det værst tænkelige resultat: modstand mod vedvarende energi, manglende lokal opbakning og anvendelse af store landarealer til en udbygning, som om få år kan karakteriseres som fejlagtig.

Det hjælper ikke, at betalingen til landbrug gør det mere attraktivt at leje jord til store solcellemarker og øge kompensationen til boligejere.

Den fejlagtige prioritering af planlægningsindsatsen bruger kommunernes ressourcer, og den politiske prioritering mangler inddragelse af borgerne.

Der skal være lokal støtte til den hurtige udbygning, der er brug for. Solcellestrategien skal sikre, at solcellerne placeres der, hvor de gør mest gavn, både lokalt og på landsplan.

Vi skal have en større andel solceller i byerne, på tage og specielt i forbindelse med tagrenoveringer, hvor meromkostningen er begrænset. Vi skal have de store bygningsejere med, både boligselskaber, kommuner og virksomheder.

Borgerne er taberne

Det er brug for at fjerne de alt for mange administrative barrierer, så både private og kommuner – i stedet for at blive modarbejdet – understørres i at udnytte det store tagpotentiale.

Boliger, virksomheder og kommuner kan med fordel både selv udnytte el fra egne solceller og kan levere resten til deres lokalområde og derved aflaste både net og undgå misbrug af landarealer.

Med det aktuelle udbygningsbehov frem til 2030 vil en væsentlig del af den ønskede energi fra solceller kunne komme fra taganlæg.

I stedet fører den aktuelle, markedsdrevne løsning til, at det er privatøkonomiske overvejelser hos udviklere, investorer og landbrugere, der afgør solcelleudbygningen.

Der er ikke lighedstegn mellem en markedsøkonomisk prioritering og en samfundsøkonomisk og klimamæssig prioritering. Det er det danske samfund, der stiller arealer til rådighed, og lige nu er det borgerne i de berørte områder, der er taberne.