Er det konkurrenceforvridende, når Københavns Kommune tilbyder gratis rådgivning til skilsmisseramte?

Eller når VUC Syd i Haderslev udvikler nye læringsmidler, som efterfølgende kan sælges nationalt og internationalt?

Den slags spørgsmål vil regeringen den kommende tid tage stilling til med sit såkaldte servicetjek af offentlige erhvervsaktiviteter.

I spidsen for arbejdet sidder innovationsminister Sophie Løhde (V), økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).

Formålet er med regeringens ord at ”sikre fair og lige konkurrence mellem offentlige og private aktører”.

Ifølge regeringen foregår det ikke altid på ens vilkår med de private, når det offentlige udfører opgaver på private markeder. Det giver – igen ifølge regeringen – urimelige vilkår for virksomheder med interesse for det samme marked.

Servicetjekket skal ikke mindst afdække områder, hvor det offentlige udfører opgaver, der ”ligger langt ud over det offentliges kerneområder”.

Med afsæt i servicetjekket vil regeringen tage stilling til, om offentlige myndigheders adgang til at udføre erhvervsvirksomhed, skal begrænses.

Resultatet er givet
Det kunne umiddelbart lyde som en åben tilgang, hvor det endnu ikke er afgjort, om der overhovedet er grundlag for at ændre reglerne.

Men kommentarer fra flere af de involverede ministre tyder på, at der allerede er taget stilling til, hvad der skal ske, men måske ikke nødvendigvis præcis, hvordan det skal ske.

”Det er helt naturligt, at der sker en opstramning af offentlige myndigheders mulighed for at varetage erhvervsopgaver, som private kan varetage,” sagde Simon Emil Ammitzbøll blandt andet, da servicetjekket blev lanceret.

Samme budskab kom fra erhvervsminister Brian Mikkelsen, som mener, at offentlige aktører udkonkurrerer private virksomheder, fordi de nyder godt af en masse fordele, som de private ikke har.

”Det skal vi have rettet op på, og derfor vil vi nu stramme op på reglerne.”

For at forstå baggrunden for ministrenes udmelding og regeringens ambitioner kan man med fordel rulle tiden tilbage til juli 2015.

Ukendt omfang
Her tiltrådte et nyt og slankere Konkurrenceråd nu sammensat udelukkende af uafhængige eksperter, og som samtidig fik ansvaret for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens analyser.

Den første analyse fra det nye råd kom i maj 2016 og handlede netop om omfanget af og rammerne for staten og kommunernes aktiviteter på det kommercielle marked.

Her kan man blandt andet læse, at statslige institutioner udførte såkaldt indtægtsdækket virksomhed for 2,4 milliarder kroner i 2014, mens det til gengæld er langt sværere at gøre kommunernes kommercielle erhvervsaktiviteter op.

Baseret på – temmelige usikre – data fra 15 kommuner lyder et skøn, at disse kommuners samlede indtægter fra erhvervsvirksomhed var på mindst 88 millioner kroner i 2014.

Et samlet skøn for kommunerne kan Konkurrencerådet ikke give, udover at det efter alt at dømme formentlig er relativt begrænset i forhold til statens indtægtsdækkede virksomhed.

Rent politisk afvejning
En gennemgående pointe ned gennem analysen er, at det er en ren politisk afvejning at afgøre, hvorvidt de nugældende regler for såvel statens som kommunernes aktiviteter på ellers kommercielle markeder rammer den rette balance.

I den øvelse skal de positive samfundsmæssige effekter ved at lade det offentlige udføre sådanne opgaver holdes op mod eventuel konkurrenceforvridning for private virksomheder.

Konkurrencerådet peger i den forbindelse på tre elementer, der kan være relevante at gå ind og se nærmere på.

Det ene handler om afgrænsningen af offentlige myndigheder og institutioners adgang til at genere indtægter gennem salg af varer og ydelser eller at tilbyde ydelser gratis, som borgere alternativt ville skulle købe hos private virksomheder.

Nogle af de klassiske eksempler i debatten om offentlige konkurrenceforvridende aktiviteter er DR's rolle på mediemarkedet.

Et kommunalt eksempel er kommunale genbrugsbutikker, som blandt andet har mødt kritik for at tage brødet ud af munden på frivillige organisationer som Mødrehjælpen og Blå Kors.

Afgrænsning kan snævres ind
Målt i kroner og øre er det ifølge Konkurrencerådet dog først og fremmest uddannelses- og forskningsinstitutioner, som trækker op i de samlede offentlige indtægter fra salg af ydelser til eksterne.

Helt i toppen ligger Danmarks Tekniske Universitet og Aarhus Universitet, men også SFI og Kora er godt med.

Mens statslige institutioner ifølge Konkurrencerådet har en relativ bred hjemmel til såkaldt indtægtsdækket virksomhed, så er rammerne for kommunerne mere begrænset.

Rådet vurderer dog samlet set, at der kan være anledning til ud fra en politisk vurdering at se nærmere på, om snittet for afgræsningen ligger rigtigt.

Det er ikke umiddelbart holdningen hos hverken regeringen eller erhvervslivets brancheorganisationer.

Højere priser og bedre kontrol
En anden anbefaling fra Konkurrencerådet er, at der tages politisk stilling til, om kriterierne for det offentliges prisfastsættelse er tilstrækkelige fintmasket.

Hvis man ønsker at følge OECD's anbefalinger for den slags prisberegninger, kan det ifølge rådet blandt andet være grund til at se på, om de offentlige myndigheder skal regne flere ting med, når de opgør deres priser.

Et tredje punkt, konkurrenceråder peger på, er kontrollen og tilsynet med det offentliges indtægtsgivende virksomhed.

Her lyder analysens konklusion, at ansvaret for tilsynet kan virke uklart, fordi det er spredt ud mellem såvel Statsforvaltningen, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Rigsrevisionen og de statslige institutioners ressortministeriet.

Blandt andet derfor giver virksomheder udtryk for, at de har svært ved at gennemskue, hvor de skal henvende sig, hvis de mener, at der foregår konkurrenceforvridende offentlig aktivitet.

Netop de tre punkter, som Konkurrencerådet fremhæver – afgrænsning, prissætning samt tilsyn og kontrol – er omdrejningspunkterne i regeringens aktuelle servicetjek.

Kun få sager om konkurrenceforvridning
Det kan næppe overraske i og med, at Konkurrencerådets analyse langt hen ad vejen tager samme perspektiv som regeringen. Nemlig virksomhedernes.

Her særligt de virksomheder, der operer på samme markeder som de offentlige aktører, og dermed har en klar økonomisk interesse i at få skubbet de offentlige leverandører tilbage.

På trods af at et meget stort flertal af de virksomheder, som indgår i Konkurrencerådets analyse, siger, at de oplever konkurrenceforvridende adfærd fra det offentlige, føres der kun et meget begrænset antal sager om offentlig konkurrenceforvridning.

I hele perioden 2004 til 2015 har Konkurrencerådet fundet frem til 10 afgørelser fra Statsforvaltningen, som specifikt forholder sig til offentlig erhvervsvirksomhed.

Af dem var de fire forhåndsudtalelser og vedrørte altså initiativer under overvejelse. Ud af de resterende seks fandt Statsforvaltningen de tre lovlige og tre ulovlige (sidstnævnte vedrørte to sager om oprettelse af kommunalt wi-fi, mens den sidste handlede om ambulancekørsel på tværs af kommunegrænser).

Tilsvarende har Konkurrencestyrelsen i hele perioden fra 2000 til 2016 kun behandlet fem sager om konkurrenceforvridende offentlig virksomhed. Blot to af disse sager førte til et påbud om at stoppe den pågældende aktivitet.

Uklare begreber
Det er uklart, hvordan regeringen præcist definerer ’offentlig erhvervsaktivitet’ og ’offentlig kerneområder’ i det aktuelle servicetjek.

I et svar til Folketingets Finansudvalg skriver Sophie Løhde, at definitionsspørgsmålet også er noget, som servicetjekket skal forholde sig til.

Konkret peger hun som et kuriøst eksempel på, at det ikke er en offentlig kerneopgave, når et bibliotek stiller ”bageudstyr og udklædningstøj” til rådighed. Nærmere kommer hun det ikke.

Regeringen lægger dog på et punkt helt klart op til at brede sit fokus mere ud, end Konkurrencerådet ved også at inddrage kommunale kontrolbud ved udbud. Og her særligt de prisberegninger, som ligger bag sådanne bud.

Det er noget, som en række erhvervsorganisationer løbende har rettet kritik af. Men som KL ifølge delvist synes at bero på en misforståelse af reglerne og en overvurdering af, hvor udbredt brugen af kontrolbud reelt er.

Kommunekredit under lup
Parallelt med servicetjekket af de offentlige erhvervsaktiviteter arbejder Klima- og Energiministeriet på en mindre profileret analyse af Kommunekredits lån til forsyningsselskaber.

Også her er fokus på at skabe en ”mere klar afgrænsning” for hvilke aktiviteter, der kan få kommunale lån eller kommunegaranti.

Formålet her er blandt andet at få gjort op med forhold, som kan give Kommunekredit mulige konkurrencefordele sammenlignet med markedsøkonomiske investorer.

Både rammerne for Kommunekredit og de offentlige institutioner og myndigheders generelle muligheder for at udøve indtægtsgivende virksomhed er reguleret af et komplekst og teknisk regelsæt.

Det kan være med til at fjerne den brede opmærksomheds øjne fra reglernes substans og i stedet rette fokus på de kuriøse eksempler, som kan være svære at argumentere for som nødvendig offentlig virksomhed.

Det kan sikre, at Løhde, Ammitzbøll og Mikkelsen i stilhed kan fortsætte det lange træk i opgøret med pålægge den offentlige sektor vigepligt i mødet med private virksomheder.