Syv minutter efter fjernvarmepuljen åbnede, var pengene brugt: Minister åbner for flere midler

Der er afsat 148 millioner kroner i fjernvarmepuljen for 2024. Men fem dage efter puljen er åbnet, er den allerede oversøgt med 400 millioner kroner. Minister er klar til at drøfte flere penge til puljen.*

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) åbner nu op for at finde flere penge til Fjernvarmepuljen, da den er blevet oversøgt efter kun fem dage.
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) åbner nu op for at finde flere penge til Fjernvarmepuljen, da den er blevet oversøgt efter kun fem dage.Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Marie Møller Munksgaard

Det er om at sidde klar, hvis man skal have en chance for at få midler fra fjernvarmepuljen.

Blot fem dage efter at puljen for 2024 åbnede, er der nemlig landet ansøgninger for samlet set 400 millioner kroner. Dette på trods af, at der kun er 148 millioner kroner i puljen.

Det betyder, at kun 12 ud af de indtil videre 41 ansøgninger til puljen har fået reserveret midler.

Det viser en opgørelse fra Energistyrelsen fra 5. februar.

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) ser den store interesse for puljen som tegn på, at omstillingen fra fossil til grøn opvarmning er "godt i gang".

"Det er godt at se, at fjernvarmepuljen er en eftertragtet vare på vores grønne hylder — for fjernvarme er en del af grunden til, at omstillingen fra fossil til grøn opvarmning i de danske hjem er godt i gang," skriver han i et skriftligt svar til Altinget.

Læs også

Dansk Fjernvarme: Puljen skal fyldes op

Fjernvarmepuljen blev oprettet i forbindelse med en klimaaftale fra 2020. Puljen kan søges af virksomheder, der kan få tilskud til udrulningen af fjernvarme i nye områder, hvor olie- og gasfyr konverteres til fjernvarme.

Hos Dansk Fjernvarme har man regnet sig frem til, at det tog præcis syv minutter fra puljen åbnede i år, til at alle pengene var reserveret.

Et af deres medlemmer sendte nemlig en ansøgning til puljen 10.07 — syv minutter efter puljens åbning — og fik akkurat ikke en reservation af midler, da det blev den 13. ansøgning.

"Det er kun positivt, at puljen søges af så mange selskaber, hvor hver eneste ansøgning er et bidrag til CO2-reduktioner og den grønne omstilling. Hvis politikerne mener det alvorligt, at vi skal have gassen ud af vores radiatorer så hurtigt som muligt, så kræver det, at vi får fyldt puljen op," siger politisk chef i Dansk Fjernvarme, Rune Moesgaard.

Vi følger selvfølgelig udviklingen, og i Grøn Fond-forhandlingerne, som er i fuld gang, er flere midler til fjernvarmepuljen blevet bragt op. Det drøfter vi selvfølgelig gerne.

Lars Aagaard (M)
Klima-, energi- og forsyningsminister

Minister åbner for at finde flere midler

Både Enhedslisten, SF og Radikale mener, at den oversøgte fjernvarmepulje er tegn på, at der er brug for at sætte flere midler af. Det prøver de tre partier lige nu at kæmpe for i forbindelse med de igangværende forhandlinger om, hvordan pengene fra Grøn fond skal fordeles.

"Puljerne har en effekt, men vi skal have en større økonomisk bund i fjernvarmepuljen, da den er meget oversøgt," siger energiordfører for SF, Signe Munk.

Helt konkret vil SF gerne sætte 425 millioner kroner af til fjernvarmepuljen og forsyningsnetværket termonet i 2024 og 2025, mens Enhedslisten og Radikale ikke har et konkret tal på, hvor mange penge, de vil sætte af til Fjernvarmepuljen fra Grøn fond.

Forhandlingerne om Grøn Fond foregår i Finansministeriet, men klima-, energi- og forsyningsministeren er ikke afvisende over for at drøfte flere midler til fjernvarmepuljen.

"Vi følger selvfølgelig udviklingen, og i Grøn Fond-forhandlingerne, som er i fuld gang, er flere midler til fjernvarmepuljen blevet bragt op. Det drøfter vi selvfølgelig gerne," siger Lars Aagaard.

Hermed har piben fået en lidt anden lyd end sidste år, hvor Aagaard ikke ville love, at der kom flere penge, da puljen løb tør.

I den grønne fond er der sat over 3 milliarder kroner af årligt til den grønne omstilling fra 2025 og frem til 2040.

Læs også

Tusindvis af gasfyr bliver installeret

Meldingen om, at fjernvarmepuljen for 2024 er oversøgt, kommer få dage efter, at nye tal viser, at der er blevet installeret tusindvis af gasfyr de seneste to år.

Folketingets partier har ellers fastsat et mål om, at al fossil opvarmning skal være udfaset fra danske hjem i 2035 — altså om cirka ti år. I gennemsnit har et gasfyr en levetid på 18,7 år.

Adskillige af de røde partier presser nu på for at undersøge, om man kan lave et forbud mod at sælge nye gasfyr fra en bestemt dato.

*Det fremgik tidligere i artiklen, at der er afsat 135 millioner kroner til fjernvarmepuljen i 2024. Det er nu blevet rettet til 148 millioner kroner.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Aagaard Møller

Klima-, energi- og forsyningsminister (M)
cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 1994)

Rune Moesgaard

Politisk chef, Dansk Fjernvarme
cand.polit. (Københavns Uni. 2001)

Signe Munk

MF (SF)
Sygeplejerske (Via UC, 2023), ba.scient.pol. (Aarhus Uni. 2013)

0:000:00