Debat

Børne- og ungdomsborgmester: Politikernes lokumsaftale er ikke en lappeløsning

Politikerne på Rådhuset afsætter en million til at forbedre skoletoiletterne og bygge flere ved behov. Dårlige toiletforhold påvirker elevernes trivsel. Det er vigtigt at ændre dårlige toiletvaner for at skabe et sundt og trygt miljø på skolerne, skriver Jakob Næsager (K).

På en af de københavnske skoler, der scorer lavest på trivselsmålingen, er elevernes toiletoplevelser markant forbedret ved at undervise eleverne i god toiletadfærd, så toiletterne fremstår rene og pæne hele skoledagen, skriver Jakob Næsager. 
På en af de københavnske skoler, der scorer lavest på trivselsmålingen, er elevernes toiletoplevelser markant forbedret ved at undervise eleverne i god toiletadfærd, så toiletterne fremstår rene og pæne hele skoledagen, skriver Jakob Næsager. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Jakob Næsager
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Caroline Lillelund og Johanne Ibi Nielsen, der er henholdsvis forperson og næstforperson i skolebestyrelsen på Rådmandsgade Skole skriver i Altinget onsdag 6. december, at fundamentet under den plan, der skal forbedre byens skoletoiletter, ryster.

Bekymringen går på, at de midler, der er afsat med Budget 2024 til forbedringer bliver smurt tyndt ud på flere skoler og består af midlertidige lappeløsninger.   

Som børne- og ungdomsborgmester med ansvar for de københavnske skoler erklærer jeg mig helt enig i, at vi ikke kan slå os til tåls med lappeløsninger og løfter, der bliver brudt. Skoletoiletterne skal forbedres, og vi er allerede i gang.

Dårlige toiletforhold går ud over elevernes trivsel, viser trivselsundersøgelsen fra Børne- og Ungdomsministeriet. Det påvirker ikke blot deres koncentration og indlæring, men kan også have langvarige sundhedskonsekvenser. 

Det kan vi ikke være bekendt at tilbyde eleverne.

Støtte til skoletoiletforbedringer

Derfor har politikerne på Rådhuset prioriteret en million kroner af de ubrugte midler i 2022 til at forbedre skoletoiletterne.

Dårlige toiletforhold går ud over elevernes trivsel. Det kan vi ikke være bekendt at tilbyde eleverne

Jakob Næsager
Børne- og ungdomsborgmester (K)

Midlerne er allerede fordelt til de syv skoler, der scorer lavest på trivselsundersøgelsen – herunder Rådmandsgade Skole.

Skolerne modtog i 2023 ekstra støtte til rengøring og en pædagogisk indsats, hvor eleverne undervises i gode toiletvaner.    

Derudover har vi med budget 2024 afsat 50 millioner kroner til en seriøs makeover af cirka 20 udvalgte skoler.

Udvælgelsen af skolerne baseres også denne gang på den nationale trivselsmåling vedrørende toiletforhold, så de skoler, hvor det står værst til får hjælp først.

For hver enkelt skole vurderes det, om de fysiske forbedringer enten består af simple ændringer, kræver mere omfattende ombygninger eller etablering af ekstra toiletter. 

Behov for mere hensigtsmæssig indretning

Siden jeg tiltrådte som borgmester, har jeg besøgt alle 62 almene folkeskoler i København. Her har jeg erfaret, at forholdene på skoletoiletterne i nogle tilfælde kan forbedres markant ved at indrette toiletterne på en mere hensigtsmæssig måde.

Eksempelvis kan papirdispenseren flyttes, så eleverne ikke drypper på toiletbrættet, når de skal tørre hænder, efter de er vasket.

Læs også

Jeg erkender dog også, at det på nogle skoler kræver mere. Udover at forbedre eksisterende faciliteter skal der på nogle skoler også bygges flere skoletoiletter.

Derfor er jeg enig med forpersonerne i skolebestyrelsen på Rådmandsgade Skole i, at der skal sættes endnu flere midler af til skoletoiletterne.

Jeg vurderer, at det kræver mellem 250-300 millioner kroner, og det er mit mål, at midlerne skal prioriteres i de kommende budgetaftaler.   

Fokus på elevernes toiletvaner

Penge løser dog ikke problemerne alene. Skolerne kan også komme langt ved at have ekstra fokus på elevernes toiletvaner.  

På en af de københavnske skoler, der scorer lavest på trivselsmålingen, er elevernes toiletoplevelser markant forbedret ved at undervise eleverne i god toiletadfærd, så toiletterne fremstår rene og pæne hele skoledagen. 

Når børn holder sig en hel dag, fordi de ikke bryder sig om at gå på toilettet, trives de ikke, og det går udover koncentrationen

Jakob Næsager
Børne- og ungdomsborgmester (K)

Skolen har i samarbejde med elevrådet, taget initiativ til at indsamle og undersøge elevernes ønsker om indretning og forhold på skoletoiletterne.

Derudover er der implementeret såkaldte 'toiletvenner' blandt de yngste elever, som følger hinanden på toilettet og hjælper med at sikre renligheden.   

Politisk har vi et øget fokus på at skabe de bedste forudsætninger for børns trivsel.

Det er klart, at når børn holder sig en hel dag, fordi de ikke bryder sig om at gå på toilettet, trives de ikke og det går udover koncentrationen.

Skolerne kan dog også gøre meget for at skylle de dårlige vaner ud med toiletvandet, og hvis vi løfter i flok, er jeg overbevist om, at vi nok skal komme i mål.   

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Næsager

Børne- og ungdomsborgmester (K), Københavns Kommune
Cand.jur., Københavns Universitet 1997

0:000:00