Debat

Menighedsråd på Vesterbro: Kommunen bør prioritere udfordret kirkeplads i budgetforhandlingerne

Udfordringerne med ophold af udsatte på Maria Kirkeplads kræver, at Københavns Kommune prioriterer en langvarig løsning i de kommende budgetforhandlinger skriver Jens Andersen.

Maria Kirkeplads blev i 2015 renoveret i et samarbejde med Københavns Kommune, Realdania og A.P. Møller Fonden. Men vi har måttet sande, at hverken den fysiske løsning i sig selv eller forsøget på at omprogrammere pladsens brug er lykkedes, skriver Jens Andersen.
Maria Kirkeplads blev i 2015 renoveret i et samarbejde med Københavns Kommune, Realdania og A.P. Møller Fonden. Men vi har måttet sande, at hverken den fysiske løsning i sig selv eller forsøget på at omprogrammere pladsens brug er lykkedes, skriver Jens Andersen.Foto: Leif Tuxen
Jens Andersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der har gennem en længere årrække været en uholdbar situation med ophold af udsatte på Maria Kirkeplads på Istedgade.  

Mariakirken har gennem alle årene haft fokus på at afhjælpe den sociale nød, som findes i lokalområdet. Men mennesker i nød opholder sig også udenfor på kirkepladsen i alle døgnets timer og alle årets dage. 

På den måde har Maria Kirkeplads både været et kærkomment hvile- og opholdssted for disse mennesker og samtidig et centrum for utryghed, larm, affald, skænderier og rotter grundet madrester på gaden for naboer, forretningsdrivende og forbipasserende. Situationen har skabt et lokalområde i evig konflikt, forhandling og armod, særligt på pladsens nordøstlige areal, som er den del, der tilhører Københavns Kommune. 

Derfor har Vesterbro Sogns Menighedsråd besluttet at forsøge at rejse midler til at ændre pladsen. Både arkitektonisk, organisatorisk og socialt, så vi kan få løst den uværdige situation for udsatte på pladsen, naboer og for lokalområdet.  

Det vil vi gerne gøre sammen med Københavns Kommune, og derfor er det et positivt skridt i den rigtige retning, at socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) og miljø- og teknikborgmester Line Barfod (EL) har takket ja til at mødes med os.  

Problemet er bare, at mødet først ligger i slutningen af september og dermed efter budgetforhandlingerne. Udfordringerne på Maria Kirkeplads er påtrængende, og det bekymrer mig, at det ikke prioriteres højere at finde løsninger i budgettet for 2024.

Udfordringerne er simpelthen for store og strukturelle til at "justeringerne" har haft en effekt

Jens Andersen
Formand for menighedsrådet, Folkekirken Vesterbro

Indsatser har slået fejl 

Mariakirken har gennem årene forsøgt at afhjælpe den sociale nød, som findes i lokalområdet. Vi lægger blandt andet hus til Mariatjenesten, som drives sammen med Kirkens Korshær, vi har nødherberg for hjemløse i de kolde vintermåneder, og vi uddeler gratis overskudsmad. 

Gruppen af socialt udsatte mennesker har gennem årene bestået af ensomme, psykisk syge, alkoholikere, stofbrugere, hjemløse og de seneste år særligt fattigdomsmigranter.

Den nuværende gruppe er præget af ekstrem fattigdom, ubehandlede sygdomme, mange års manglende tandpleje, ofte kun 5. klasses skolegang, ingen uddannelse og sprogkundskaber, underernæring og manglende social kapital.

På grund af de skiftende målgrupper af samfundets absolut svageste, som Mariakirken tager sig af, skal pladsen også fungere til eventuelt fremtidige grupper og hele lokalområdet.

Læs også

Men lige nu er opgaven alt for stor til, at vores indsatser forslår og formår at dæmme op for de elendige og uværdige vilkår, de socialt udsatte er underlagt, og for den gene, deres ophold og færden har for omgivelserne.  

Af netop den grund blev pladsen i 2015 renoveret i et samarbejde med Københavns Kommune, Realdania og A.P. Møller Fonden. Men vi har måttet sande, at hverken den fysiske løsning i sig selv eller forsøget på at omprogrammere pladsens brug er lykkedes.  

Udfordringerne er simpelthen for store og strukturelle til at "justeringerne" har haft en effekt. 

Skal håndteres i budgetforhandlingerne

Visionen er at skabe et fremtidigt trygt og tiltrækkende offentligt byrum, som langt flere grupper i lokalsamfundet oplever som en tilgængelig ressource i sameksistens med de udsatte.

Politikerne skylder at tage bekymringerne alvorligt, inden budgettet er klappet af

Jens Andersen
Formand for menighedsrådet, Folkekirken Vesterbro

Samtidig skal pladsen både visuelt og som et spændende rekreativt område være en værdig og velkommende indgang til kirken og kunne danne ramme om kirkens aktiviteter.

Dette kræver en langt tryggere ramme end i dag og en ny samværskultur, facilitering og organisering. Københavns Kommune har mulighed for at prioritere midlerne i forhandlingerne om budgettet for 2024 til september, ligesom den har mulighed for at søge nogle millioner fra puljen 'Kunst på banen' hos Statens Kunstfond, fordi kunstnerne Kenneth Balfelt Team og Johan August er vores rådgivere i projektet. 

Realdania har tilkendegivet, at de gerne vil fortsætte dialogen om endnu engang at modtage en ansøgning om støtte til projektet. Men det er forudsat, at kommunen sidder med ved bordenden i forhold til at skabe en varig løsning på situationen for og med udsatte, så pladsen kommer til at fungere for lokalområdet. 

Vi håber, at Københavns Kommune vil genoptage arbejdet om i langt højere grad at skabe en værdig løsning for alle, som langvarigt og strukturelt løser udfordringerne. 

Vi kan ikke være den nuværende situation bekendt over for vores udsatte og lokalområdets øvrige beboere, og derfor skylder politikerne at tage deres bekymringer alvorligt, inden budgettet er klappet af.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Andersen

Landssekretær, SF, formand, Vesterbro Sogns Menighedsråd
Statskundskab (Københavns Uni.)

Karina Vestergård Madsen

Socialborgmester (EL), Københavns Kommune
cand.com.

Line Barfod

Teknik- og miljøborgmester (EL), Københavns Kommune
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00