Nye Borgerlige: En kvart milliard genopretter ikke de samfundskritiske fags ry og rygte

Som medlem af Københavns Borgerrepræsentation har jeg netop gennemført Nye Borgerliges første budgetforhandlinger i København Kommune. Og lad mig med det samme slå fast, at Nye Borgerlige er en del af den historiske forligskreds.

Det skyldes ikke mindst, at vi har fået en række mærkesager igennem, og at vi vurderede, at vi får mere indflydelse ved at være med i budgettet end ved at stå udenfor.

Jeg er stolt og glad for budgetaftalen, som er skabt af kompromiser. Men som medlem af et meget bredt forlig, er jeg også chokeret over den største post på den frie del af budgettet. En post, som spiser mere end en kvart milliard kroner.

Her er der tale om en post, som benævnes "Rekruttering og Fastholdelse", som i høj grad handler om at rekruttere og fastholde personale indenfor omsorgs- og velfærdsfagene. Altså en kvart milliard kroner spredt ud over en række forvaltningsområder.

Det, Københavns Kommune nu prøver at genoprette med en kvart milliard skattekroner, er i virkeligheden årtiers selvforskyldt erodering af en række samfundskritiske fags ry og rygte

Niels Peder Ravn (NB)
Folketingskandidat og medlem af Borgerrepræsentationen

Ledere er reduceret til kommunale kontrollører

Men hvad er grunden til, at man skal anvende et så massivt beløb for at imødekomme medarbejderudfordringerne? Set fra min plads i Borgersalen skyldes det overvejende to ting.

For det første på grund af at årtiers centralisering og tiltagende bureaukratiske krav til alle fagområder fra sosu'er til skolelærere på mange måder har gjort fagene mindre attraktive. Eksempelvis fordi at lederne på de enkelte institutioner ikke har en autonom mulighed for at belønne de medarbejdere, som gør en ekstra indsats.

Man har med andre ord reduceret lederne til kommunale kontrollører, hvis vigtigste opgave er rapportere til en djøf’er i en forvaltning, at de givne måltal overholdes.

For det andet har både venstrefløjen og fagbevægelsen i årtier haft travlt med at tale omsorgs- og velfærdsfagene ned. Der er ingen grænser for, hvor rædselsfuldt det er at beskæftige sig som pædagog, sygeplejerske, lærer eller sosu, og de negative budskaber har varieret mellem ringe aflønning og utålelige arbejdsforhold.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at vi nu for alvor oplever konsekvenserne af denne evindelige negative diskurs. Og man kan vel næppe fortænke de unge uddannelsessøgende i at kigge på andre muligheder, end de åbenbart forfærdelige uddannelser indenfor velfærds- og omsorgsområderne.