Trods vilde prisstigninger: Wammen har ingen planer om indgreb på boligmarkedet

Regeringens finansielle rådgivere er bekymrede over det rødglødende boligmarked og lægger an til at anbefale politiske indgreb. Men der er "ingen planer om tiltag", sagde finansministeren onsdag.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Kristine Korsgaard

Selv om priserne på boliger stiger så voldsomt, at regeringens toprådgivere er bekymrede, er der ikke planer om at gøre noget ved det fra regeringens side.

Det sagde finansminister Nicolai Wammen (S) ved et pressemøde onsdag.

Priserne på både lejligheder, huse og sommerhuse er steget markant på landsplan under coronakrisen, og særligt i hovedstadsområdet er priserne stukket af.

I sidste uge kom Nationalbanken med den opsigtsvækkende prognose, at priserne vil stige med hele 9,7 procent på landsplan i 2021. Og i går tirsdag hejste regeringens finansielle toprådgivere - Det Systemiske Risikoråd med nationalbankdirektøren i spidsen - så et reelt advarselsflag.

Rådet er bekymrede over udviklingen og forventer snart at anbefale regeringen at gribe ind.

Nicolai Wammen blev derfor ved pressemødet spurgt, om regeringen deler bekymringen, og om der er tiltag på vej for at dæmpe prisernes himmelfart?

"Regeringen følger naturligvis udviklingen på boligmarkedet tæt, og vi har også noteret os de bemærkninger, der er kommet. Når det er sagt, har vi ikke planer om indgreb på boligmarkedet," sagde finansministeren.

Læs også

Råd: "Stigende bekymring"
Ifølge Berlingske steg huspriserne på landsplan med 5,9 procent i 2020.

Priserne på ejerlejligheder voksede med 8,5 procent, og sommerhusene steg med 13,1 procent.

I en tidligere prognose havde Nationalbanken forudset prisstigninger på omkring tre procent i 2021, men den nye udsigt til tre gange så store stigninger gør risikorådet bekymrede.

"En række indikatorer viser tegn på risikoopbygning på boligmarkedet, især i København by," skriver rådet i en meddelelse og advarer om høj gæld blandt boligejere.

"Udlånsvæksten er fortsat moderat, men det skal ses i lyset af, at gælden allerede er på et højt niveau. Tilsvarende er afdragsfrie realkreditlån fortsat meget udbredte, især blandt de mest forgældede boligejere," lyder det.

Risikorådet vurderer, at de meget lave priser på at låne penge kombineret med muligheden for afdragsfrihed og høj efterspørgsel på boliger skaber risiko for, at priserne og gælden kan stige kraftigt.

"Rådet ser med stigende bekymring på udviklingen og vil analysere effekterne af forskellige tiltag rettet mod boligmarkedet. Rådet forventer på sit næste møde at henstille til regeringen om at iværksætte nye tiltag, der kan begrænse risikoopbygningen på boligmarkedet," skriver rådet i meddelelsen.

Det næste møde i Det Systemiske Risikoråd finder sted 21. juni.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00