Wonderful Copenhagen arbejder for normaliseret turisme fra 2023

Så længe den internationale turisme er underdrejet af corona, har Wonderful Copenhagen fokus på publikum i Danmark og nabolande som Sverige. En svensk-dansk politiker frygter, at grænselukninger har ødelagt sammenholdet i regionen i mange år frem.

Iført landsholdstrøje sagde Wonderful Copenhagen-direktør Mikkel Aarø-Hansen, at han savner en fælles vision for at styrke regionen omkring København.
Iført landsholdstrøje sagde Wonderful Copenhagen-direktør Mikkel Aarø-Hansen, at han savner en fælles vision for at styrke regionen omkring København.Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget
Kasper Kaasgaard

Det seneste år har taget hårdt på økonomien og økosystemet omkring turismen i Hovedstaden.

Direktør for Wonderful Copenhagen, Mikkel Aarø-Hansen, forudser, at der i udgangspunktet vil gå indtil 2025, før turismen er tilbage på niveauet fra før pandemien.

Hos turismeorganisationen arbejder de dog for, at det i stedet skal blive fra 2023.

Det fortæller direktøren i forbindelse med en debat hos Altinget ved årets folkemøde.

Indtil de internationale turister skulle vende tilbage, er fokus på danske sommerferieturister – og i stigende grad gæster fra vores nabolande.

”Den regionale turisme kommer til at fylde meget mere frem til da. Også i det lys er grænser og smidighed i forhold til Sverige super vigtigt,” siger Mikkel Aarø-Hansen.

En total forandring af kulturen

I netop Sverige oplever medlem af Riksdagen, Niels Paarup-Petersen, som har dansk baggrund, at de coronalukkede grænser har ændret synet på sammenholdet i regionen.

Nu ser Sydsverige ikke længe København som sin hovedstad på samme måde længere. Man ved, at man ikke er velkommen på samme måde. 

Niels Paarup-Petersen
Medlem af Riksdagen for Centerpartiet

”Det har fuldstændig forandret synet på vores region. Følelsen af, hvad Øresundsregionen og Danmark er, er fuldstændig forandret. En af reaktionerne var, at når de lukker for os, skal vi også lukke for dem. Man er gået indad i stedet for udad, og det er utrolig dårligt,” siger Niels Paarup-Petersen, der er valgt for Centerpartiet.

Særligt i kølvandet på flygtningekrisen, som sammen med corona har betydet grænsekontrol i varierende grad de seneste seks år mellem Danmark og Sverige, har det langvarige konsekvenser, frygter han.

”Nu ser Sydsverige ikke længe København som sin hovedstad på samme måde længere. Man ved, at man ikke er velkommen på samme måde. Det er en total forandring af kulturen, som er sket de seneste par år. Det tager tid at forandre igen,” siger Niels Paarup-Petersen.

Coronahåndteringen skiller landene

Mikkel Aarø-Hansen fra Wonderful Copenhagen har dog ikke mærket de konsekvenser for turismen endnu.

”Det er ikke noget, vi kan mærke endnu. Men det er et perspektiv, der bekymrer os, og vi følger med i, om det ændrer sig. Vores følelser og rejselyst ændrer sig lynhurtigt i øjeblikket, og hvis vi spoler tre måneder tilbage, vidste vi ikke, om vi kunne komme på sommerferie,” siger han.

Der er dog ingen tvivl hos direktøren om, at regionen skal stå tættere sammen – på sigt.

”I forhold til covid-19 skal vi ikke læne os op ad Sverige i forhold til markedsføring i den store verden. Vi står lidt stærkere i Danmark, hvor vi har håndteret det bedre. Men hvis vi løfter blikket, står vi med en fællesnævner på arbejdsmarked og turisme, som fylder for lidt i dialogen om, hvad der bringer os sammen,” siger Mikkel Aarø-Hansen i debatten.

Se hele debatten her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00