Ungdoms-ekspert i markant melding til idrætten: "Kannibaliserer på resten af fritidslivet"

Det var med en vis skepsis, at jeg i maj måned satte mig i de moderat behagelige sæder i Det Ny Teater til en KL-konference om idræt og fritidsliv.

Idrættens aktører er ofte gode til at tale hinanden op og fremhæve fortræffelighederne ved den helt særlige, danske idrætsmodel, hvor vi har stor bredde og en unik elite funderet i foreningslivets kernesunde værdier.

Men Søren Østergaard var dårligt trådt på scenen, før han ødelagde den gode stemning og samtidig punkterede mine fordomme.

Iført kasket og sneaks kom chefen for Center for Ungdomsstudier med en markant opsang til den stærkeste foreningssektor herhjemme.

"Idrætten kannibaliserer på resten af fritidslivet," sagde han kontant.

Et par uger senere har jeg inviteret mig selv hen til Søren Østergaards kontor, der er placeret i forlængelse af en badmintonhal på Frederiksberg. Jeg vil gerne have ham til at uddybe den kontroversielle pointe om idrættens kannibalisme.

Samtalen er dog dårligt begyndt, før centerchefen skynder sig at fastslå, at han ikke prikker til idrætten, fordi han forsøger at bekæmpe den.

Østergaard er selv fodboldtræner i sin fritid og har stået bag HB Køges massive satsning på kvindefodbold.

"Jeg kommer selv fra idrætsmiljøet," siger Søren Østergaard.

Vi skal være meget ambitiøse på det her fællesskabs vegne, så det ikke blot handler om smash og indspil til stregen.

Søren Østergaard
Leder, Center for Ungdomsstudier

Bekymret for fritidsklubber og musikskoler
Alligevel peger han på en lille bismag ved jubelhistorien om, at idrætten nyder så stor succes, slog medlemsrekord i 2022 og mere end 940.000 i alderen 0-18 dyrker idræt i foreningsregi.

For det sker i høj grad på bekostning af andre tilbud.

"Jeg er bekymret for sådan noget som fritidsklubber og musikskoler, som tilbyder nogle andre fællesskaber end den traditionelle foreningsidræt," siger Søren Østergaard.

Børn og unge går nemlig til færre aktiviteter end tidligere, og en rapport fra VIVE løfter sløret for, hvad de i stedet bruger deres fritid på.

I 2009 var der blot fire procent af de 11-19-årige, som brugte mere end fire timer om dagen på computer, tv, Youtube eller iPad. I 2021 var tallet steget til 41 procent.

Derfor mener Søren Østergaard, at skal vi dyrke de analoge fællesskaber, der trods alt er tilbage i børns liv. 

"Idræt er klart den største organiserede fritidsarena i børn og unges liv. Og derfor er det, jeg siger, at vi skal være meget ambitiøse på det her fællesskabs vegne, så det ikke blot handler om smash og indspil til stregen," siger Søren Østergaard.

Idrættens store organisationer har nu kommunikeret på en lignende frekvens som ungdomsforskeren de senere år. Med stadigt kraftigere tyngde har DIF og DGI markeret sig med budskaber om, at idrætsforeningerne kan være med til at understøtte børn og unges trivsel og afhjælpe alt fra integrationsproblemer til arbejdsløshed.

"Men vi bliver nødt til at komme væk fra skåltalerne. Idrætten skal være langt mere konkret i forhold til det her," siger Søren Østergaard.

Trænerne skal være legemestre for børn
Hans analyse er, at børn i høj grad er en del af såkaldte horisontale fællesskaber i dag. De leger ofte med jævnaldrende, som kommer fra nogenlunde samme typer af hjem og bærer på den samme usikkerhed.

Den udfordring kan idrætten være med til at løse, lyder det. Men for til fulde at forstå Østergaards pointe skal man tilbage til hans barndoms gader på Frederiksberg.

Han voksede op i en arbejderbaggård i 1960'erne og 1970'erne, hvor der var andre normer for forældreopsyn og børnefællesskaber.

I dag er det i høj grad forældrene, der følger poderne til deres første møde med foreningsidrætten. Sådan var det ikke i Søren Østergaards barndom.

"Det var jo de store drenge, der tog mig med. Og på det tidspunt kunne jeg allerede tage 10 på foden, og så lærte de mig koderne, så jeg forstod, hvordan jeg skulle agere i fodboldklubben," siger Søren Østergaard.

Han peger på, at de mere vertikale legefællesskaber skabte nogle andre rum med ældre, uformelle "legemestre", som var gode til fodbold, spillede guitar. Generelt bar legerummene præg af en større grad af dynamik og forskellighed, end vi ser i dag.

"Men det kommer ikke tilbage," fastslår Søren Østergaard.

Det digitale rum har i stor udstrækning erstattet gadens mere uformelle legefællesskaber, og det hjælper ikke at dvæle ved fortiden eller romantisere det, mener forskeren.

Men han peger alligevel på, at erfaringerne fra barndommen, fordi det kan gøre os klogere på, hvordan idrætten skal agere i moderne børneliv.

"Trænerne skal være børnenes legemestre," siger Søren Østergaard.

Børn har stort set svarene selv på alle spørgsmål. De har bare brug for nogle voksne til at stille dem.

Søren Østergaard
Leder, Center for Ungdomsstudier

Trænere skal ikke være psykologer
Søren Østergaards ord er kontante, men kan samtidig begejstre og inspirere, fordi han indgyder håb.

Derfor fik han også kraftige ovationer efter sit oplæg på KL-konferencen i maj.

Samtidig peger en række data på, at idrætsforeningernes medlemsboom ikke kun er en succeshistorie. For der mangler frivillige.

Fortravlede forældre dukker sig i stigende grad, når der kommer endnu en appel fra fodboldklubben om, at de mangler trænere til deres poder. Og dem som påtager sig opgaven, jonglerer så trænergerningen ind i en tætpakket hverdag, hvor man efter fodbold eller håndbold skal lave lektier med sit barn. Og måske også har lidt aftenarbejde, fordi man gik tidligt for at stille kegler op.

Derfor spørger jeg lidt skeptisk Søren Østergaard, om det overhovedet er realistisk, at frivillige skal til at være legemestre for børn?

"Det behøver altså ikke være særlig kompliceret," svarer han med et smil.

"De skal ikke være psykologer. De skal ikke være pædagoger. De skal egentlig bare med udgangspunkt i det, vi laver sammen, være med til at facilitere en samtale. For børn har stort set svarene selv på alle spørgsmål. De har bare brug for nogle voksne til at stille dem," fortsætter han.

Søren Østergaard oplever dog ofte, at trænerne i klubberne er meget fokuserede på det rent tekniske og spillemæssige. Sidder indersiden, som den skal, holder barnet rigtigt på ketsjeren og har fløjspilleren det rette skru i håndbolden.

Derfor er der et uforløst potentiale i at få børnene til at reflektere mere over de de færdigheder, de opbygger, og ikke mindst de sociale dynamikker i gruppen.

"Ellers risikerer det bare at blive kroppens tavse viden hos børnene," siger Søren Østergaard.

Han henviser til en episode, han selv oplevede som fodboldtræner for piger i 12-13-årsalderen.

På et tidspunkt bad han en af pigerne om at fremvise en øvelse, de lige havde lært. Han kunne godt se, hun ikke var helt komfortabel ved situationen og spurgte så bagefter, hvordan hun havde det med at fremvise øvelsen?

"Og hun svarede selvfølgelig, det var akavet. Så spurgte jeg de andre, hvad de tænkte. Og de svarede, at de var lettede over, det ikke var dem, jeg spurgte. På den måde kunne de se, at alle i virkeligheden var usikre, og vi kunne få rettet de flertalsmisforståelser, som ofte opstår," siger Søren Østergaard.

"Det interessante er jo, at hvis vi kan få børn til at reflektere over, hvad der sker i fodboldklubben, så kan vi også bedre få dem til at reflektere over, hvad der ellers sker i deres liv."

Vil have idrætsforeninger ud i SFO'erne
Men det mest betændte problem i idrætten er måske, at titusindvis af børn slet ikke er en del af nogle fritidsfællesskaber.

En stribe studier har de senere år vist, at børn fra udsatte familier er stærkt underrepræsenterede i foreningslivet. Og DGI-formand Charlotte Bach Thomassen erkender, at foreningerne ikke kan løse det problem selv.

"Den største barriere er, at vi ikke ved, hvem de er, for de kommer ikke i vores foreninger. Men kommunen ved, hvem de er. Og derfor er samarbejdet med kommunen helt afgørende her," sagde hun til Altinget i maj.

Søren Østergaard deler i et vis omfang analysen. Men han mener ikke, det er afgørende at få involveret sagsbehandlere og andre kommunalkontorer. Foreningerne skal ud og møde børnene, hvor de er og vise det, forskeren kalder "fritidspædagogisk værtsskab".

"Idrætsforeningerne skal ud på skolerne, ud i SFO'erne. Det er her børnene er, og hvor man kan komme i kontakt med dem, som ikke ellers ville blive præsenteret for foreningsidrætten. Der er allerede en del samarbejder, men dem skal vi have langt flere af," siger han.

"For mange af de her børn kommer ikke af sig selv. De skal præsenteres for foreningstilbuddene."