Da han bliver sammenlignet med Lars Aagaard, smider Lidegaard fløjlshandskerne

På den måde er Lidegaard meget radikal: Politisk uenighed er ikke en kamp mellem interesser, men et spørgsmål om, at vi ikke har opnået fælles viden endnu. Det er derfor, hans svar på landets politiske problemer er en analyse.

"Og jeg savner, at den har sat sig i de gamle partier. Jeg kan for eksempel ikke begribe, at klima- og naturkrisen ikke har sat sig mere manifest i alle partier. Fordelen ved at handle nu er enorm set ud fra både økonomisk, klimapolitisk, etisk perspektiv – og omkostningerne ved ikke at gøre det er også enorme. Og så prøver jeg at stille mig selv et spørgsmål: Hvordan kan det være?"

Her er Lidegaards svar en kritik af ideologierne.

Liberalismen har modstanden mod statens indblanding i markedet, socialdemokratismen vil ikke gå på kompromis med beskæftigelsen, socialismen er vækstmodstandere. Og socialliberalismen, som er hans eget ståsted, har ikke taget et nødvendigt opgør med, hvad økonomisk ansvarlighed egentlig betyder, når det kommer til investeringer i klima og i ungdommens vilkår.

"De økonomiske modeller, vi har til vores rådighed, skelner ikke nok mellem det, man kunne kalde for rene omkostninger, og investeringer i fremtiden," siger han.

Derfor vil Lidegaard ind på midten

Men er det ikke netop sådan noget, man kan arbejde på i en regering? Er der ikke meget indflydelse at få, uanset de konkrete formuleringer i regeringsgrundlaget? Skulle han ikke bare være gået med?

Det mener Martin Lidegaard ikke.

"Jeg ved præcis, hvordan det fungerer, når man har lavet en aftale, hvor man har bøjet sig mod hinanden helt ned til et enkelt komma," siger han.

"Når du først sidder der, er muligheden for fundamentalt at rykke ved det projekt meget begrænset. De uenigheder, der var, da vi forhandlede, forsvinder jo ikke."

Alligevel håber han på en midterregering. Enten efter et valg, eller hvis SVM-konstellationen skulle gå hen og mangle afgørende mandater til sit flertal.

"Der er jeg gammel magtpolitiker. Jeg tror, Radikale skal have de afgørende mandater, så vi kan presse vores dagsordner højere op."

Så prøv lige at forklare, hvorfor den der midte er så nødvendig for dig. Ikke den midte, vi har, men en anden midte.  Hvorfor skal politik foregå ud fra midten, når man har de dagsordner, du har?

"Når man har et bredt flertal hen over midten, kan man tænke mere end én valgperiode frem. Det er der virkelig brug for, med den tid vi lever i. Men du får også en anden mulighed: At du kan handle med en anden hastighed. Det er jo åbenlyst nødvendigt, når det handler om klima og natur. Men selvsagt også når det kommer til mistrivsel blandt børn."

Vi behøver ikke bo i jordhuler og æde hvidkål

Drømmen om midten er drømmen om handlekraft og effektivitet med andre ord. Men har midten nu også handlekraft, når det kommer til klimapolitik? Ikke hvis man spørger vælgerne.

Årsagen til at klima i måling efter måling står så højt – på en andenplads – over vælgernes dagsorden, er, at vælgere, der støtter den gamle røde blok, synes, det er det vigtigste emne: 43 procent af dem ifølge seneste måling Epinion har lavet for Altinget og DR. Kun fem procent af de vælgere, der støtter en ren borgerlig regering, mener, at klima er det vigtigste i dansk politik.

Og spørger man vælgerne under ét, er 34 procent sikre på, at klimapolitik er bedst lagt i hænderne på den gamle røde blok med Enhedslisten, SF, Alternativet, Socialdemokratiet – og Radikale. Omvendt mener kun 17 procent, at en regering fra den gamle blå blok er bedst til klima, og 19 procent at SVM-regeringen er bedst.

I vælgernes øjne er klimapolitik altså blokpolitik. Hvorfor er Lidegaard så forelsket i den midte?

Fordi "vi har prøvet begge dele", svarer han.

"Inden for energipolitikken har vi kørt brede forlig.  Det har betydet, at alle investorer, hele erhvervslivet og borgerne vidste, hvilken retning vi skulle i. Og det har skabt en teknologiudvikling uden sidestykke inden for grøn energi."

"Men hvad gør vi på landbrug? Der har vi kørt zigzag. Hver gang der kom en rød-grøn regering, strammede vi op på kvælstof, pesticiderne ned, bedre vandmiljø og så videre. Når der kom en blå regering, rullede den det hele tilbage og lidt til. Og det har jo efterladt hele landbruget og hele erhvervet i en håbløs situation, hvor man ikke vidste, hvad man skulle investere i. Så det der med at gå fra side til side, blok til blok, det virker altså ikke."

Men som du selv siger, er den ti sekunder i 12, det er akut med klimaet. Hvis du ikke kan få midten med i det der, fordi de borgerlige vælgere ikke vil, så er der vel ikke andet alternativ end blokpolitik?

"Jeg har prøvet at stå ude på gaden og råbe og skrige, at vi bliver nødt til at lave en revolution i vores forbrugsmønster, og i den måde vi lever på. Og jeg har prøvet at lave brede forlig i Folketinget og været langt inde i maskinrummet. Det eneste, jeg tror på, er et politisk lederskab fra midten, hvor man siger til folk: 'Vi behøver ikke at bo i jordhuler og æde hvidkål hele vinteren. Men vi bliver nødt til at ændre på nogle ret fundamentale ting i både vores produktion og vores forbrug.'"

"Vi indfører en forbrugsafgift, der gør de mest CO2-belastede produkter dyrere, og de penge får vi tilbage, og så kan vi købe service og lægger kultur og alt muligt andet i stedet for. Og for at have en social balance letter vi bundskatten, så de med de laveste indkomster har råd til at købe mad."

Lidegaard er "100 procent sikker på", at størstedelen af de borgerlige vælgere også ønsker at gøre Danmark CO2-neutral.

"For du har ret, det er ikke deres prioritet nummer et, men det er faktisk prioritet nummer to eller tre."

"Men jeg mangler det commitment, der var under corona, eller det kæmpe engagement i Ukrainekrigen, hvor alle partier rykkede sammen og hele befolkningen og sagde: 'Nu gør vi det her.'"

Hvordan er du så anderledes end Lars Aagaard, der siger, at han skal have 80 procent af befolkningen med sig, før han kan handle?

"Jeg havde ikke siddet på min flade røv og ventet på, at 80 procent af befolkningen ville bakke op. Jeg ville vise et politisk lederskab og sige: 'Det her kan jeg få 80 procent til at bakke op om en dag.'"

{{quote:141064:C}}

Vores mandater blev overflødige, da Løkke trådte ind i lokalet

Det er så her, man kan spørge, om Radikale stadig har evnen – ikke viljen, men evnen – til magt? Til at sætte mandaterne på spil i den stirrekonkurrence, politik også er.

Den nyere historie åbner døren til en vis tvivl. Både ved folketingsvalget i 2019 og i 2022 havde Radikale på forhånd valgt at støtte Mette Frederiksen som statsministerkandidat. I sidstnævnte tilfælde endda selvom partiet også havde væltet hende forinden. Og ved begge valg havde man afgørende mandater – i hvert fald til at udpege en anden kongelig undersøger.

Dermed blev et helt spil om magt og indflydelse suspenderet, inden det overhovedet kom i gang. Hvorfor har Radikale ageret sådan?

"Forklaringen er, at vi ikke så noget alternativ. Men jeg skal da ikke lægge skjul på, at når vi i øjeblikket taler rigtig, rigtig meget med alle partier i Folketinget, er det, fordi jeg er ekstremt optaget af at bygge broer til alle partier og begge sider i Folketinget. Så vores mulighedsrum, også parlamentarisk, bliver så stort som muligt."

Lidegaard tror ikke på en tilbagevenden til rød og blå blok "lige med det samme".

"I fald ikke hvis det står til os. Jeg håber, vi vil få skiftende koalitioner hen over midten med Radikale som en stærkere faktor, og med de afgørende mandater til at kunne påvirke det. Og det kræver, at vi kan samarbejde med flere partier, og kan se os selv med flere partier, end vi har kunnet historisk."

Ved valget sidste år kunne I vel i princippet godt have sagt: 'Vi sætter vores mandater på spil.' Hvorfor flyttede I ikke mandatet væk fra Mette Frederiksen og pegede på Lars Løkke Rasmussen eller Jakob Ellemann-Jensen som kongelig undersøger – for at se hvor meget I kunne have fået af al den klimapolitik, du taler om?

"Jeg vil give dig ret så langt, at mange havde svært ved at forstå – og jeg tager medansvar for det – at vi først væltede Mette Frederiksen og så pegede på hende alligevel. Det var svært at kommunikere. Men når vi kiggede over på alternativet, var det ikke, fordi det var grønnere eller mere klar til at investere i fremtiden. Og det lykkedes os jo faktisk at få en ny regering. Det lykkedes at få Mette Frederiksen til at gå den vej," svarer Lidegaard.

"Hele den første, lange forhandlingsperiode var det de fire gamle partier – Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Radikal Venstre – der forhandlede og havde flertallet. Og vores mandater var afgørende for det firkløver."

I den fase fornemmede den radikale leder, at det lykkedes at sætte "et godt pres ind". Men da først Konservative og dernæst SF trak sig fra forhandlingerne, kom Løkke og Moderaterne ind.

"Så var vi lige pludselig overflødige, fordi Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne havde flertallet selv. Vores forhandlingsposition blev afgørende svækket undervejs," siger Martin Lidegaard.

"På den måde er parlamentarisk logik meget enkel. Du skal tælle til 90, og hvis du er med i de 90, og dine mandater er afgørende, står du stærkt. Og jeg kan garantere, at hvis den situation opstår – eller rettere sagt; når den opstår, er der næppe noget parti, som kan optræde mere agilt og presse sine ting igennem end Radikale Venstre." 

Vi kan godt føre den stramme udlændingepolitik

Det er også her, Radikales gamle spøgelse dukker op: udlændingepolitikken. For uanset hvilken midterkoalition, man i fremtiden kunne tænke sig, er det svært at se én, der ikke inkluderer Venstre eller Socialdemokratiet. Og dermed hvad nogle kalder Europas strammeste udlændingepolitik.

Kan Lidegaard og R sidde med i en regering, der fører den?

"Det har vi gjort før," lyder svaret.

"Da vi sad i regeringen fra 2011 til 2015, var vi heller ikke enige med socialdemokraterne om mange af de ting, der blev lavet. Så det kan vi godt. Og det kan vi af to grunde," slår Lidegaard fast:

For det første fordi partiet ikke kan tvinge et flertal på 80 procent af Folketinget til at gøre noget, det ikke vil.

"Men også fordi det er en misforståelse, at vi radikale står nede ved Padborg og beder hele verden om at komme op. Det er lang tid siden, vi har gjort det."

Alligevel oplister Lidegaard en række punkter, han og partiet vil kæmpe for og gå til valg på.

"Vi synes, det er forkert, at der sidder syriske kvinder i danske udrejsecentre, der taler flydende dansk, uddannede sygeplejersker, der ikke må arbejde som sygeplejersker, selvom danske hospitaler skriger efter deres arbejdskraft."

"Vi synes, det er vanvittigt, at børn og unge, der er opvokset i Danmark, aldrig kommer til at bo et andet sted, taler flydende dansk og aldrig har begået noget kriminelt, ikke automatisk bliver danske statsborgere, når de bliver 18 år."

"Og vi synes, det er åndssvagt, at danske statsborgere som de eneste i Europa ikke kan blive forelsket i udlandet og tage deres partner hertil og bo. Ligesom det skriger til himlen, at hele den her diskussion har ødelagt vores tilgang til udenlandske arbejdskraft. Alt det vil vi kæmpe for og gå til valg på."

Hvis du fik et trade-off, hvor du kunne få din klimapolitik, men var nødt til at spise den med de syriske kvinder i lejrene, kan du leve med det?

"Vi har lavet en liste over de ting, vi gerne vil have ændret i udlændingepolitikken. I det ligger jo også, at vi kan leve med resten. Du får jo ikke mig til at sidde her og sige, at 'det og det og det skal gennemføres, før vi kan gå i regering'. Det bliver en samlet forhandling, men vi har den liste, og den vil vil kæmpe for, alt det vi har kært," slutter Lidegaard.

"Du kan ikke tage ét politiktema ud og sige, at hvis ikke det bliver præcis, som Radikale vil have, så er vi ikke med. Nej. Sådan bliver det ikke."