Sebastian Mernild: Håbet er holdt i live, lød det på COP28. Men hvor længe skal håb trumfe realiteterne?

Eksempelvis at klimasystemet bliver forstærket i takt med stigningen i global opvarmning, hvilket vil intensivere forekomsten og intensiteten af eksempelvis varmeekstremer, tørke og kraftige nedbørshændelser og dermed ramme millioner af mennesker og koste økonomisk dyrt.

Skyldes denne afkobling, at de videnskabelige anbefalinger og alvoren heri ikke forstås blandt de politiske beslutningstagere, eller er det blot et signal om, at finanspolitik overtrumfer klimapolitik?

Kort sagt, kan der svares ’ja’ til begge.

Der er tale om en afkobling. Dette stod klart, da slutdokumentet fra klimatopmødet COP28 i Dubai blev vedtaget december – netop på grund af de manglende ambitiøse og bindende reduktionsmål for så vidt angår drivhusgasemissioner.

COP28-slutteksten berettiger ikke til, at tillægsordet historisk med rette anvendes om COP28 og dets pauvre resultat.

Sebastian Mernild
Professor, SDU

Det er en afkobling, der unægteligt blev forstærket af, at COP28-slutteksten gentagne gange ironisk nok blev omtalt som historisk.

Det er en sluttekst, der end ikke var tæt på at nævne det nødvendige, nemlig bindende og ambitiøse reduktionsmål, og dermed var langt fra at kunne levere et historisk resultat.

De videnskabelige vurderinger eksempelvis af Headline Statements og den seneste IPCC-rapport viser, at brug af ordet historisk runger hult for så vidt angår COP28-slutteksten.

Dette fordi IPCC-vurderingerne synliggjorde, at CO2-emissionerne skal reduceres med 43 procent fra 2019 til 2030 for at undgå, at middeltemperaturen overstiger halvanden grader.

Siden 2019 er derimod set en stigende tendens mod højere CO2-emissioner, med som sagt rekordsættende globale emissioner i 2023.

At det nævnes i COP28-slutteksten, at der eksempelvis skal ske en ”omstilling væk fra fossile brændstoffer samt en tredobling af vedvarende energi og en fordobling af de årlige energieffektivitetsforbedringer frem mod 2030” er ikke tilstrækkeligt til at holde temperaturstigningen under halvanden grader.

En ting er ord, men vigtigere er handling.

COP28-slutteksten berettiger ikke til, at tillægsordet historisk med rette anvendes om COP28 og dets pauvre resultat.

Vi ser en afkobling og dermed en manglende realitetssans mellem virkelighedens klimaudfordringer og den førte globale klimapolitik.

Denne afkobling vil få alvorlige konsekvenser for vores verden, også økonomiske.

Vi må erkende, at under COP28 var beslutningstagerne ikke effektive og viljestærke nok til at arbejde for at holde middeltemperatur- stigningen under halvanden grader.

Sebastian Mernild
Professor, SDU

Det forventes eksempelvis, at stigende CO2-udledninger vil betyde, at havet og landjorden bliver mindre effektive til at optage CO2 og dermed mindre effektive til at bremse akkumuleringen af CO2 i atmosfæren.

Hyppigheden af ekstreme vandstandshændelser vil stige i det 21. århundrede, så en stormflod, der i dag statistisk forekommer hvert 100. år, vil kunne forventes hvert år i slutningen af dette århundrede.

Som følge af hidtidige udledninger vil havet fortsat opvarmes og gletsjere fortsætte deres afsmeltning i årtier, op til århundreder.

Isskjoldene i Grønland og Antarktis vil fortsætte deres afsmeltning gennem hele dette århundrede, hvilket vil medføre, at havstigningerne vil bidrage til mere hyppige og voldsomme oversvømmelser af lavtliggende kystområder som for eksempel oktober stormfloden, hvor materielle skader ventes at løbe op i milliarder.

Efter år 2100 vil havniveauet fortsætte med at stige i århundreder, op til årtusinder, som følge af dybhavets fortsatte varmeoptag og massetab fra iskapperne.

Dette er blot nogle blandt mange videnskabelige vurderinger, IPCC er kommet med.

På COP28 blev der ligeledes truffet beslutninger om at holde middeltemperaturen under halvanden graders stigningen, men vi ved, at det ikke er ensbetydende med, at det faktisk sker.

Håbet er holdt i live, lød det fra COP28.

Vi står i dag ved udgangen af 2023 et sted, hvor året globalt set er et rekordsættende år på et utal af parametre.

Sebastian Mernild
Professor, SDU

Forholdet mellem realitetssans på den ene side og ideologi og tro på den anden side har nok aldrig været trukket skarpere op end netop nu.

Skal troen og håbet trumfe virkelighedens verden og realiteterne?

Skal vi fastholde troen og håbet på at holde temperaturstigningen under halvanden grader – selv om der ikke er en tydelig og effektiv politisk vej og vilje fremover for at reducere drivhusgasudledningerne?

Hvor meget skal der holdes fast i ideologier frem for realiteter?

Vi må erkende, at under COP28 var beslutningstagerne ikke effektive og viljestærke nok til at arbejde for at holde middeltemperaturstigningen under halvanden grader.

Vi står i dag ved udgangen af 2023 et sted, hvor året globalt set er et rekordsættende år på et utal af parametre. Vi står i dag dér, hvor klimaudfordringerne ikke er blevet løst politisk, ej heller er der sat en tydelig emissions-retning for fremtiden.

Resultatet fra COP28 kan enkelt og billedsprogsmæssigt sammenlignes med, at vi – for at holde middeltemperaturen under en temperaturstigning på halvanden grader – skal over Tour de France-bjerget Alpe D’Huez, som er et bjerg, mange nok husker fra kongeetaperne, men lige nu er vi kun netop på vej op ad Valby Bakke.

Èn ting er, at det meldes ud, at der håbes på at komme over Alpe D’Huez. Noget andet er rent faktisk at gennemføre det.

Igen, ord mod handling – og så længe ord mod handling er ’forskelligt fra’ eller ’ikke lig med’ hinanden, da har vi en stor klimaudfordring.