Kommentar af 
Sebastian Mernild

Sebastian Mernild: Håbet er holdt i live, lød det på COP28. Men hvor længe skal håb trumfe realiteterne?

COP28 understregede, at vi i disse år ser en afkobling mellem virkelighedens klimaudfordringer og den førte globale klimapolitik, skriver Sebastian Mernild.

Vi må erkende, at under COP28 var beslutningstagerne ikke effektive og viljestærke nok til at arbejde for at holde middeltemperaturstigningen under halvanden grader, skriver Sebastian Mernild.
Vi må erkende, at under COP28 var beslutningstagerne ikke effektive og viljestærke nok til at arbejde for at holde middeltemperaturstigningen under halvanden grader, skriver Sebastian Mernild.Foto: Peter Dejong/AP/Ritzau Scanpix
Sebastian Mernild
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den globale middeltemperatur er rekordsættende, og det samme var middel-sommertemperaturen i 2023.

De globale CO2-udledninger til atmosfæren er rekordsættende i 2023. Koncentration af CO2 i atmosfæren er rekordsættende i 2023.

Året 2023 er globalt set et rekordår på et utal af parametre. Det har længe været dokumenteret, at disse parametre – over de seneste mange årtier – har bevæget sig i samme retning, mod højere og højere værdier. Men også, at menneskelig indflydelse utvetydigt har opvarmet klimasystemet, og at udbredte og hastige klimaforandringer har fundet sted. Vurderinger er foretaget af IPCC, FN’s klimapanel.

Dette har konsekvenser til følge, eksempelvis at menneskeskabte klimaforandringer medfører ekstreme vejr- og klimahændelser i alle dele af verden. Det er 2023 også et eksempel på.

Vi ser en ikke ubetydelig og stadigt stigende kløft mellem de hastige klimaforandringer og den politiske beslutningsproces for så vidt angår reduktioner af drivhusgasser til atmosfæren.

Det er tydeligt, at der er en afkobling mellem de objektive videnskabelige vurderinger fra klimavidenskaben og den klimapolitik og de klimahandlinger, der ses i dag.

Sebastian Mernild
Professor, SDU

Vi ser, at gabet år efter år er blevet større mellem det, vi foretager af faktiske reduktioner af drivhusgasemissioner til atmosfæren, og det vi globalt set burde foretage af faktiske reduktioner for netop at undgå, at den globale middeltemperatur stiger mere end halvanden eller to grader.

Vi ser en politisk verden – også blandt beslutningstagere på COP28-mødet – der ikke formår at vedtage ambitiøse mål mod stigende reduktioner af emissioner, til trods for at videnskaben netop anbefaler ambitiøse emissionsmål i omfang og i tid.

Vi ser, at vi om få årtier – om kun syv til otte årtier – står med en global middeltemperaturstigning på omkring tre grader siden 1850 og med endnu hyppigere og mere alvorlige menneskelige konsekvenser til følge, hvor der i dag ses en middeltemperaturstigning på lige godt 1,2 grader med ikke ubetydelige menneskelige konsekvenser til følge.

Lad dig som læser ikke lulle i søvn af disse kommende stigninger i middeltemperaturen.

Men husk blot på, at for hver halve grad, den globale opvarmning stiger, vil der være stigninger i eksempelvis antallet af temperaturekstremer og alvorlige tørkehændelser.

Det er tydeligt, at der er en afkobling mellem de objektive videnskabelige vurderinger fra klimavidenskaben, eksempelvis fra IPCC, og den klimapolitik og de klimahandlinger, der ses i dag.

Det er en afkobling, der vil medføre alvorlige konsekvenser for fremtiden.

Læs også

Eksempelvis at klimasystemet bliver forstærket i takt med stigningen i global opvarmning, hvilket vil intensivere forekomsten og intensiteten af eksempelvis varmeekstremer, tørke og kraftige nedbørshændelser og dermed ramme millioner af mennesker og koste økonomisk dyrt.

Skyldes denne afkobling, at de videnskabelige anbefalinger og alvoren heri ikke forstås blandt de politiske beslutningstagere, eller er det blot et signal om, at finanspolitik overtrumfer klimapolitik?

Kort sagt, kan der svares ’ja’ til begge.

Der er tale om en afkobling. Dette stod klart, da slutdokumentet fra klimatopmødet COP28 i Dubai blev vedtaget december – netop på grund af de manglende ambitiøse og bindende reduktionsmål for så vidt angår drivhusgasemissioner.

COP28-slutteksten berettiger ikke til, at tillægsordet historisk med rette anvendes om COP28 og dets pauvre resultat.

Sebastian Mernild
Professor, SDU

Det er en afkobling, der unægteligt blev forstærket af, at COP28-slutteksten gentagne gange ironisk nok blev omtalt som historisk.

Det er en sluttekst, der end ikke var tæt på at nævne det nødvendige, nemlig bindende og ambitiøse reduktionsmål, og dermed var langt fra at kunne levere et historisk resultat.

De videnskabelige vurderinger eksempelvis af Headline Statements og den seneste IPCC-rapport viser, at brug af ordet historisk runger hult for så vidt angår COP28-slutteksten.

Dette fordi IPCC-vurderingerne synliggjorde, at CO2-emissionerne skal reduceres med 43 procent fra 2019 til 2030 for at undgå, at middeltemperaturen overstiger halvanden grader.

Siden 2019 er derimod set en stigende tendens mod højere CO2-emissioner, med som sagt rekordsættende globale emissioner i 2023.

Læs også

At det nævnes i COP28-slutteksten, at der eksempelvis skal ske en ”omstilling væk fra fossile brændstoffer samt en tredobling af vedvarende energi og en fordobling af de årlige energieffektivitetsforbedringer frem mod 2030” er ikke tilstrækkeligt til at holde temperaturstigningen under halvanden grader.

En ting er ord, men vigtigere er handling.

COP28-slutteksten berettiger ikke til, at tillægsordet historisk med rette anvendes om COP28 og dets pauvre resultat.

Vi ser en afkobling og dermed en manglende realitetssans mellem virkelighedens klimaudfordringer og den førte globale klimapolitik.

Denne afkobling vil få alvorlige konsekvenser for vores verden, også økonomiske.

Vi må erkende, at under COP28 var beslutningstagerne ikke effektive og viljestærke nok til at arbejde for at holde middeltemperatur- stigningen under halvanden grader.

Sebastian Mernild
Professor, SDU

Det forventes eksempelvis, at stigende CO2-udledninger vil betyde, at havet og landjorden bliver mindre effektive til at optage CO2 og dermed mindre effektive til at bremse akkumuleringen af CO2 i atmosfæren.

Hyppigheden af ekstreme vandstandshændelser vil stige i det 21. århundrede, så en stormflod, der i dag statistisk forekommer hvert 100. år, vil kunne forventes hvert år i slutningen af dette århundrede.

Som følge af hidtidige udledninger vil havet fortsat opvarmes og gletsjere fortsætte deres afsmeltning i årtier, op til århundreder.

Isskjoldene i Grønland og Antarktis vil fortsætte deres afsmeltning gennem hele dette århundrede, hvilket vil medføre, at havstigningerne vil bidrage til mere hyppige og voldsomme oversvømmelser af lavtliggende kystområder som for eksempel oktober stormfloden, hvor materielle skader ventes at løbe op i milliarder.

Efter år 2100 vil havniveauet fortsætte med at stige i århundreder, op til årtusinder, som følge af dybhavets fortsatte varmeoptag og massetab fra iskapperne.

Dette er blot nogle blandt mange videnskabelige vurderinger, IPCC er kommet med.

På COP28 blev der ligeledes truffet beslutninger om at holde middeltemperaturen under halvanden graders stigningen, men vi ved, at det ikke er ensbetydende med, at det faktisk sker.

Håbet er holdt i live, lød det fra COP28.

Vi står i dag ved udgangen af 2023 et sted, hvor året globalt set er et rekordsættende år på et utal af parametre.

Sebastian Mernild
Professor, SDU

Forholdet mellem realitetssans på den ene side og ideologi og tro på den anden side har nok aldrig været trukket skarpere op end netop nu.

Skal troen og håbet trumfe virkelighedens verden og realiteterne?

Skal vi fastholde troen og håbet på at holde temperaturstigningen under halvanden grader – selv om der ikke er en tydelig og effektiv politisk vej og vilje fremover for at reducere drivhusgasudledningerne?

Hvor meget skal der holdes fast i ideologier frem for realiteter?

Vi må erkende, at under COP28 var beslutningstagerne ikke effektive og viljestærke nok til at arbejde for at holde middeltemperaturstigningen under halvanden grader.

Vi står i dag ved udgangen af 2023 et sted, hvor året globalt set er et rekordsættende år på et utal af parametre. Vi står i dag dér, hvor klimaudfordringerne ikke er blevet løst politisk, ej heller er der sat en tydelig emissions-retning for fremtiden.

Resultatet fra COP28 kan enkelt og billedsprogsmæssigt sammenlignes med, at vi – for at holde middeltemperaturen under en temperaturstigning på halvanden grader – skal over Tour de France-bjerget Alpe D’Huez, som er et bjerg, mange nok husker fra kongeetaperne, men lige nu er vi kun netop på vej op ad Valby Bakke.

Èn ting er, at det meldes ud, at der håbes på at komme over Alpe D’Huez. Noget andet er rent faktisk at gennemføre det.

Igen, ord mod handling – og så længe ord mod handling er ’forskelligt fra’ eller ’ikke lig med’ hinanden, da har vi en stor klimaudfordring.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sebastian Mernild

Professor i klimaforandringer og glaciologi, leder af SDU Climate Cluster, forfatter, FN’s klimapanel (IPCC).
kaptajn af reserven, ph.d. (Københavns Uni. 2006), dr.scient. (Københavns Uni. 2016)









0:000:00