Care: Derfor gør FN’s klimarapport det muligt for Danmark at vise vejen for resten af verden

Da FN’s klimapanel, IPCC, mandag offentliggjorde deres nye klimarapport, skete det i slipstrømmen af det, der kunne betragtes som ildevarslende forudsigelser om den verden, vi går i møde, hvis den globale temperatur fortsætter med at stige.

De voldsomme oversvømmelser i Tyskland og de altfortærende skovbrande i Grækenland og Californien – eller de mindst lige så voldsomme, men dog mindre medieomtalte, klimakatastrofer som oversvømmelserne i Niger, den manglende regn i Somalia og den akutte tørke i Afghanistan.

I timerne op til og under offentliggørelsen trak rapporten overskrifter i alverdens medier. Overskrifterne og mediernes dækning viste, at det er med FN’s klimarapport som med alle andre af den slags. Man kan læse den for det positive, eksempelvis at det trods opjusteringen af den hidtidige globale temperaturstigning ikke er blevet meget sværere at nå målet om 1,5 grader.

Man kan også læse den for det alarmerende som blandt andet, at vi, på grund af manglende rettidige handlinger og reduktioner, nu er nået dertil, hvor nogle klimaforandringer ikke kan afværges. Havene stiger ubetinget, og ekstremt vejr bliver voldsommere og hyppigere. Særligt nedslående er disse konklusioner for verdens fattigste og mest klimaudsatte lande, som er dem, der bliver hårdest ramt og samtidig har mindst modstandskraft.

En enestående chance
Men, man kan også læse den med et helt tredje take, som jeg vil opfordre vores politikere til at gøre – nemlig at rapporten giver Danmark en helt enestående chance for for alvor at tage den grønne førerposition, som de så ofte taler om. 

Der er mange gode grunde til at sætte seriøs handling bag den danske klimalov og betale den aftalte klimabistand. Med dem in mente kan jeg ikke komme på bare én god grund til, at vi skulle lade være.

Rasmus Stuhr Jakobsen
Generalsekretær, Care Danmark

Med offentliggørelsen af FN’s klimarapport i går står det klart, at verden, på trods af endnu et nølende årti, stadig har mulighed for at bremse den katastrofekurs, vi er på. Vinduet for at handle bliver mindre og mindre, men det er ikke lukket. Det skal gå stærkt, ja, men det kan lade sig gøre, hvis vi handler med den hast og alvor, som er nødvendig.

Rapporten konkluderer nemlig, at verden, for at holde sig til Parisaftalens mål om en temperaturstigning på 1,5 grader, skal halvere de globale udslip i løbet af omkring ti år. Og hvis det vækker genklang i det klimapolitiske Danmark, så er der en god forklaring på det. For det er intet mindre, end hvad vi i Danmark – på papiret- har sat os for, da folketinget for to år siden vedtog klimaloven.

Pak hockeystaven væk
En klimalov, som fortjener ros for de mange ambitiøse mål, men som også kræver, at vi sætter ind med den nødvendige handling for at realisere målet om 70 procent reduktion af udslip i 2030. Det kræver, at regeringen en gang for alle pakker hockeystaven væk og i stedet går til opgaven med krum hals og en vilje til at reducere her og nu og ikke forlade sig på fremtidens teknologier.

Det er ikke bare en anbefaling fra mig som direktør for Danmarks grønne nødhjælps- og udviklingsorganisation, det er en af klimarapportens helt utvetydige konklusioner: Hvert ton CO2, vi udleder, gør den globale opvarmning værre.

Hvis vi skal holde os indenfor halvanden grads opvarmning, er det nu, reduktioner skal ske, hvis ikke vi skal passere flere points of no return. I dansk kontekst betyder det klimaplaner for landbruget, en ny og bedre plan for at nedbringe CO2 fra transport og det politiske mod til at indføre en CO2-afgift.

Bør gå forrest
Vi er, som Dan Jørgensen bemærkede på pressemødet, et lille land, men historien viser, at selv lille og vågen kan skabe store resultater. Vi har muligheden for at udnytte vores størrelse til at gå forrest og vise resten af verden, at en hurtig og effektiv reduktion er mulig uden at miste konkurrenceevne eller fremdrift.

Vi har også nu muligheden for at vise, at international solidaritet og klimaløfter ikke må brydes. For ligesom det kniber med at få reduceret det globale udslip, kniber det også med at få de rige lande til at leve op til deres forpligtelser om klimabistand til de af verdens fattigste lande, for hvem klimakatastroferne ikke er et skræmmende fremtidsscenarium, men derimod en realitet nu og her.

Med FN-rapporten, der understreger, at ekstremt vejr bliver voldsommere og hyppigere, at tørker, oversvømmelser og storme vil ramme især verdens fattigste lande hårdt og brutalt, stiger behovet for at nogle går forrest og viser vejen. 

Der er mange gode grunde til at sætte seriøs handling bag den danske klimalov og betale den aftalte klimabistand. Med dem in mente kan jeg ikke komme på bare én god grund til, at vi skulle lade være.