Cheføkonom til Altingets politiske redaktør: Klimapolitik er ikke lig med arbejdsløshed og lavvækst

Præmissen om en bekostelig grøn omstilling er simpelthen meget svær at genkende ud fra et økonomfagligt synspunkt. Det kan diskuteres, hvad den grønne omstilling præcist koster, men et forsigtigt skøn er en gennemsnitspris på 2.500 kroner per ton CO2 for at blive helt klimaneutral.

Det er i hvert fald ikke et optimistisk skøn, og den teknologiske udvikling går ekstremt stærkt i disse år.

Men baseret på den pris koster fuld klimaneutralitet os som samfund i størrelsesordenen fire til fem procent af vores nuværende BNP.

Svært at genkende skræmmebilledet

Det er selvsagt ikke gratis, men man skal huske på, at vi skal omstille os til at være klimaneutrale over en længere årrække – regeringsgrundlaget siger i 2045, det vil sige om 22 år.

I 70'erne havde makroøkonomien rent faktisk kurs mod afgrunden, og der var ikke nogen lette løsninger. Det var pest eller kolera.

Mikael Bjørk Andersen
Cheføkonom, Kraka Advisory

I den periode vil vi i runde tal blive 35 til 40 procent rigere under normale omstændigheder.

Det vil sige, vi kan lave grøn omstilling og ”kun” blive 30-35 procent rigere efter at have betalt for, at vi skal bruge energiteknologi og andet, som er dyrere end i dag.

Det svært at genkende skræmmebilledet om arbejdsløshed på overordnet samfundsniveau.

Det Økonomiske Råd (DØR) peger på, at 2030-målet vil give et fald i beskæftigelsen på omkring 1.000 personer, mens privatforbruget vil være cirka en procent lavere – ikke end i dag, men i forhold til den forbrugsvækst, der ellers ville være.

Omtrent 15.000 beskæftigede skal i beregningerne skifte branche. Vi har som samfund tidligere håndteret omstillinger, der var væsentligt større.

70'ernes pest eller kolera

Det er også derfor, jeg ikke er begejstret for den økonomiske parallel til Volcker-chokket og 1970'erne.

I 70'erne havde makroøkonomien rent faktisk kurs mod afgrunden, og der var ikke nogen lette løsninger. Det var pest eller kolera.

Det var pest eller kolera, og det er derfor også nemmere at forstå, at det politiske system var lammet.

Det samme gælder bare ikke med klimapolitikken: Omkostningerne burde være håndterbare.

Der ligger selvsagt en kæmpe opgave med at udbygge og skalere klimaløsninger, og den opgave skal man naturligvis have respekt for. Det kommer ikke af sig selv, men det er heller ikke fuldstændigt fundamental omkalfatring af vores økonomiske system, vores samfundsmodel og vores levevis.

Betyder det så, at den grønne omstilling er triviel, og at politikerne bare skal tage sig sammen?

Bestemt ikke, men jeg deler ikke præmissen om, at det er truslen om massearbejdsløshed og generel økonomisk stagnation, der er hovedproblemet. Jeg tror i stedet, der er fire problemer:

For det første er det muligt, at politikerne ikke fuldt ud har forstået, at de samlede samfundsmæssige omkostninger er af en overskuelig størrelse. Klimakrisen er reel.

Krisefortællinger uden økonomisk belæg

Men udfordringen med at implementere løsninger bliver vævet ind i en krisefortælling, hvor opfyldelsen af vores klimamål er en ekstremt stor og vanskelig opgave.

Herunder, at det bliver voldsomt dyrt for både samfundet og statskassen.

Vi bør få talt opgavens størrelse ned på et niveau, der faktisk matcher virkeligheden, så det hele ikke fremstår så uoverskueligt.

Mikael Bjørk Andersen
Cheføkonom, Kraka Advisory

Begge dele er simpelthen svære at genkende ud fra et økonomfagligt synspunkt.

For det andet er det muligt, at politikerne sådan set har forstået det, men at de ikke stoler på, at vælgerne har. Meget klimapolitik giver omkostninger, der for den enkelte ikke er voldsomt store, men som er meget synlige. Eksempelvis højere priser på oksekød, højere dieselafgifter og så videre.

Samtidig kan gevinsterne ikke mærkes konkret.

For det tredje er der rent faktisk nogle klare udfordringer i forhold til fordelingspolitik: Selvom de samlede omkostninger er af begrænset størrelse, er der en lille gruppe, som risikerer at blive ramt meget hårdt.

Det er for eksempel et problem i forhold til reduktioner i landbruget, hvor CO2-afgifter vil give anledning til store omvæltninger.

Omstillingen er tvingende nødvendig, men den rammer både landmændene selv, følgeindustrierne og lokalsamfundene. Det er en reel problemstilling, og dertil kommer et massivt tryk fra særinteresser og lobbyorganisationer.

Også balancen mellem land og by er i spil.

Det er derfor forståeligt, hvis en politisk løsning kræver en model, hvor der er betydelige penge på bordet i kompensation og støtte til at gennemføre omstillingen så skånsomt som muligt.

Men det danske samfunds sunde økonomi gør, at rammerne for at finde en løsning bør være til stede.

Tilbage til virkeligheden

Endelig er klimapolitikken også ved at udvikle sig til et symbol- og værdipolitisk minefelt.

Prisstigninger på hakket oksekød, dieselbiler og flyrejser – som alle vil slå igennem langsomt – kan helt evident vække stærke følelser, selvom de hverken vil ødelægge familiernes økonomi eller grundlæggende ændre vores livsførelse.

Udfordringen med at lave løsninger bliver vævet ind i en krisefortælling, hvor opfyldelsen af vores klimamål er en ekstremt stor og vanskelig opgave.

Mikael Bjørk Andersen
Cheføkonom, Kraka Advisory

Det kan være svært helt at forstå i den beskyttede DJØF-boble i København, men det er også en reel politisk udfordring.

Jeg deler således ikke Esben Schjørrings analyse af, hvilket benhårdt dilemma politikerne står i – udfordringerne har for mig at se en anden karakter.

Men med især de to sidstnævnte problemstillinger in mente kan det pessimistiske synspunkt om, at en del af klimapolitikken skal afpolitiseres, før der for alvor sker noget, alligevel godt være rigtig.

Desværre.

Men den politiske udfordring kan og bør mindskes ved at skabe en bedre forståelse af, hvad størrelsen af den økonomiske udfordring faktisk er.

Der ligger en kommunikationsopgave fra alle samfundsaktører inklusiv økonomer, tænketanke, Klimarådet – og meget gerne med hjælp fra journalister og meningsdannere – i at få formidlet, at det faktisk godt kan løses, stille og roligt.

Vi bør få talt opgavens størrelse ned på et niveau, der faktisk matcher virkeligheden, så det hele ikke fremstår så uoverskueligt.

Men det kræver nok, at kriseretorikken dæmpes. Og det kræver i sig selv noget politisk lederskab.