Klimapolitikken står stille. Her er, hvad en to meter høj, cigarrygende centralbankchef fra 70'erne kan lære os

Da den amerikanske centralbankboss, Paul Volcker – to meter høj, brysk og med en hang til billige cigarer – smed renten op under loftet i slutningen af 1970'erne, sendte det kaskader af arbejdsløshed og recession igennem verdensøkonomien. Deraf navnet "The Volcker Chok".

Det danske statsgældsproblem blev så stort, at valget mellem inflationsbekæmpelse og arbejdsløshed blev truffet for os. Der var ikke længere pengepolitisk grundlag for keynesiansk velfærdsstatspolitik; lånte penge blev ekstremt dyre – også for staten.

Udgifterne til renteudgifter på statsgælden samtidig med udgifterne til dansk velfærd truede med at overstige skatteindtægterne i en grad, at landet ville gå bankerot. Og det at få bugt med statsgælden var et obligatorisk politisk projekt helt frem til regeringsgrundlaget i 2001.

Det varede ind til midten af 90'erne, før arbejdsløshedskurven knækkede for alvor. Og vejen dertil var brolagt med udbudsreformer – dyrtidsreguleringen blev suspenderet, så fjernet, dagpengeperioden blev halveret, og genoptjeningsretten blev markant skærpet. Væksten kom igen, betalingsbalanceproblemerne forsvandt, og med tiden fik vi også jobfest. Men det tog 15-20 år og en benhård konkurrencestat, før vi nåede dertil.

Ergo har vi brug for et grønt Volcker-chok. En global begivenhed, der træffer de valg for os, vi ikke kan få os selv til at udføre

Esben Schjørring
Politisk redaktør, Altinget

Jeg tror, vi befinder os i en lignende situation med klimapolitikken. Fordi vi skal erstatte sorte energikilder med grønne, skal hele linjen fra produktion til forbrug ændres fundamentalt, og det kan ikke ske uden, at det – i en periode – koster på beskæftigelsen og væksten. Og det sidste vil man, som Aagaard skriver, ikke. 

Dermed er politikerne fanget i 1970'erne igen. De kan ikke gøre det første, fordi det koster dem genvalget. Eller fordi de tror, at det koster dem genvalget.

Røgslør eller forberedelse

Ergo har vi brug for et grønt Volcker-chok. En global begivenhed, der træffer de valg for os, vi ikke kan få os selv til at udføre. Og som kan afpolitisere de midlertidige negative økonomiske konsekvenser, så de danske politikere ikke blive taget til indtægt for dem.

For det er også en vigtig pointe. Da Poul Schlüter indledte sin ti år lange epoke som statsminister, kostede arbejdsløsheden, vækstproblemerne og den dårlige betalingsbalance ham ikke regeringsmagten.

Ligesom Poul Nyrup kunne gennemføre, hvad der kun kan beskrives som drakoniske tiltag mod det danske dagpengesystem, og stadig blive genvalgt to gange som statsminister, fordi opfattelsen hos (flertallet af) vælgerne var, at han ikke havde skyld for problemerne, kun ansvar for løsningerne.

Hvad et grønt Volcker-chok skal bestå i, ved jeg ikke. Man kunne have forestillet sig, at Ukrainekrigen kunne have været det, men det virker ikke sådan. Måske det i stedet bliver, når EU stopper for salget af CO2-kvoter. Eller måske Joe Bidens Inflation Reduction Act – et sigende navn, når man har Volcker-chokket in mente – vil lægge det rette pres på verdensøkonomien.

Men egentlig grøn omstilling kommer ikke til at ske før. Tror jeg.

Således kan man se den faktiske danske grønne omstilling på to måder. Der er Theresa Scanvenius-perspektivet, der ser det hele som som retorik, røgslør og potemkinkulisse.

Og så er der et andet – og mere korrekte, tror jeg – perspektiv, hvor det, vi gør nu, er en forberedelse af dansk produktion og forbrug, så vi kan reagere hurtigere og mere effektivt, når det grønne Volcker-chok kommer. Altså gøre slaget mod beskæftigelsen og væksten så mild som mulig.

En del af klimapolitikken skal afpolitiseres, for at andre dele af klimapolitikken kan blive til rigtig politik

Esben Schjørring
Politisk redaktør, Altinget

Demokratisk skuffelse

Der lurer selvfølgelig en slags demokratisk skuffelse i det, hvis dansk – og i en videre forstand global – klimapolitik afhænger af et grønt Volcker-chok. For præmissen for at Volcker kunne sende renten på himmelflugt, var, at han kunne hævde den amerikanske centralbanks uafhængighed. At pengepolitik ikke var et demokratisk anliggende for politikere på genvalg.

På den måde blev arbejdsløsheden og den økonomiske stagnation, der fulgte efter, nærmest en slags naturkatastrofe, der ikke havde en politisk baggrund. Det var selvfølgelig en slags fiktion, for beslutningen om centralbankernes uafhængighed var og er politisk.

I den forstand kan man sige, at den grønne omstilling først kommer i gang for alvor, når klimapolitikkens grundlag bliver set som et uundgåeligt vilkår, politikerne ikke selv har ansvaret for. 

En del af klimapolitikken skal afpolitiseres, for at andre dele af klimapolitikken kan blive til rigtig politik.

Altså til grøn virkelighed.