Civilsamfund bliver styrket i klima-indsatsen

GRØN OMSTILLING: Regeringen giver de vejledende retningslinjer for klimapulje en ekstra overhaling for at understrege betydningen af samarbejdet med ulandenes civilsamfund.

Klimapuljen får en mere synlig strategi i forhold til inddragelse af lokale civilsamfund.
Klimapuljen får en mere synlig strategi i forhold til inddragelse af lokale civilsamfund.Foto: Udenrigsministeriet
Rasmus Dahl Løppenthin

Ulandenes civilsamfund skal være en mere integreret projektpartner i Danmarks grønne indsats.

Det står klart, efter regeringen har besluttet at lave en opdateret version af de vejledende principper for anvendelse af klimapuljen, som man ellers færdiggjorde sidste år.

Klimapuljen består i 2016 af 270 millioner kroner, som skal finansiere projekter, der forebygger og modvirker konsekvenserne af klimaforandringerne. 

Allerede i september anbefalede en evaluering, at regeringen udviklede en klar strategi for en øget inddragelse af civilsamfundet. Evalueringen konkluderede, at der ikke “er en strategisk tilgang til involvering af forskningsmiljøet, civilsamfundet eller private virksomheder."

I første omgang valgte regeringen dog at ignorere den løftede pegefinger fra evalueringen. Det medførte dog kritik fra blandt andet Danidas Eksterne Bevillingskomité, og udenrigminister Kristian Jensen (V) har taget kritikken til efterretning, oplyser han i et svar til Enhedslistens folketingsmedlem Maria Reumert Gjerding.

“Denne synopsis har været genstand for behandling i Danidas Eksterne Bevillingskomité og dialog med repræsentanter for civilsamfundsorganisationer og erhvervsorganisationer. I dialogen er bl.a. peget på behovet for inddragelse af civilsamfundet. På baggrund heraf arbejdes der pt. på en endelig udgave af dokumentet med de vejledende principper, der forventes færdiggjort indenfor den nærmeste fremtid,” lyder det.

Ifølge Altingets oplysninger vil de endelige vejledende principper ligge klar inden for de kommende uger. Og det glæder Maria Reumert Gjerding (Ø), at ministeren har skiftet mening.

"Den grønne omstilling i ulandene lykkes ikke, med mindre man får succes med at involvere civilsamfundet. Det er det lokale civilsamfund, der skal bære arbejdet videre, den dag projektperioden udløber," siger hun.

Rettelse: Vi angiver nu størrelsen på puljen mere præcist, så det fremgår, at den i 2016 består af 270 millioner kroner.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00