Klimaloven bliver en lakmusprøve: 70 procents-målet kræver en gentænkning af konkurrencestaten

Det er over det seneste årti blevet kutyme at beskrive den danske stat som en konkurrencestat. Ove Kaj Pedersens samfundsdiagnose af, at den danske velfærdsstat blev ny-orienteret til først og fremmest at understøtte virksomhedernes konkurrenceevne, har altså gået sin sejrsgang i vores kollektive bevidsthed.

Konkurrencestatens eksistensberettigelse har været at beskytte de offentlige finanser ved at sikre ’value for money’ gennem en vedvarende reformisme af økonomiserende og centraliserende karakter samt at forsyne erhvervslivet med produktiv arbejdskraft og forskningsmæssige råstoffer og derved facilitere den økonomiske udvikling som markedskræfterne dikterer.

Men denne stats- og samfundsmodel har opereret i den bagvedliggende kontekst af vores belastning af de planetære grænser, som ikke længere kan skubbes i baggrunden.

Sociologerne Anders Blok og Rasmus Willig har med bogen ’Den bæredygtige stat’ udpenslet en vision om staten som garant for en gennemgribende grøn transformation af samfundet i kontrast til den retningsløse konkurrencestat. På baggrund af klimavalget og klimaloven har staten degraderet konkurrenceevne til en sekundær prioritet og dermed selv taget kontrol med samfundskompasset.

I en bredere kritik har Sigge Winther introduceret ’Entreprenørstaten’ i den danske debat, som en løsning på konkurrencestatens manglende evne til at tackle komplekse samfundsproblemer. ’Entreprenørstaten’ blev et internationalt kendt begreb med Mariana Mazzucatos bog af samme titel fra 2013, hvor det blev fremført, at staten i USA i årtier har været en særdeles aktiv aktør i frembringelsen af banebrydende innovation, særligt via militæret og rumprogrammet, på trods af vores liberale forestilling om landet.

En entreprenørstat støtter innovation på både udbudssiden ved at fremme forskning og udvikling samt på efterspørgselssiden ved at skabe et marked for fremtidens produkter, så der kan opnås fremskridt gennem learning-by-doing og opskalering.

Finansministeriet er blevet mere grønt, men her hersker konkurrencestatens etos om at mindske statens udgifter og risici fortsat.

Asker Voldsgaard

Blok og Willig hjælper os til at tænke statens rolle i den grønne omstilling endnu bredere end frembringelse af nye teknologiske løsninger, eftersom målet om ikke at udlede drivhusgasser i 2050 er en strukturel forandring af hele vores samfund.

I forening kan man derfor tale om en ’bæredygtig entreprenørstat’ som afløser for konkurrencestaten.

Den bæredygtige entreprenørstat kræver en gentækning af en række kernelogikker og -procedurer fra konkurrencestaten. Det første er allerede nævnt, nemlig at staten er retningsskabende for samfundets aktører. Hvor konkurrencestaten faciliterer virksomhedernes behov i den eksisterende konkurrence, skaber den bæredygtige entreprenørstat løsninger for fremtidens markeder for grønne løsninger. Den afventer altså ikke fremtiden og reagerer på den, men skaber den gennem konkrete målsætninger, såsom 70 procentsmålet.

Som økonomen Ha-Joon Chang har beskrevet, er staten unikt placeret til at formulere en vision, som mindsker uvisheden om fremtiden, og påtage sig større risici end private aktører samt forsamle samfundets aktører i nyt samarbejde.

Her har regeringen blandt andet brugt klimapartnerskaberne til at vende konkurrencestatens logik på hovedet: Spørg ikke, hvad staten kan gøre for erhvervslivets konkurrenceevne, spørg hvad erhvervslivet kan gøre for at bidrage til samfundets mission om bæredygtighed. Staten kan derefter spille med sine regulerende og finansielle muskler og sørge for, at ’koalitionen af villige’ får fordele af at indgå i partnerskab om indfrielsen.

Det kan dog beklages, at retningen ikke er givet i form af et CO2-budget som i Storbritannien, der sikrer løbende indfrielse af målet.

For det andet kræver den bæredygtige stat ny offentlig organisering og oprustning af kvalifikationerne i embedsværket med henblik på at tackle komplekse problemer i en tilstand af uvished om fremtiden og årsagssammenhænge.

Dette står i kontrast til konkurrencestatslogikken om at løse omstillingen ved at indføre en langsomt stigende CO2-skat med undtagelser for eksportører og ’sende embedsværket på badeferie’. Den bæredygtige entreprenørstat tildeler CO2-skatter en rolle i et bredere policy-mix, der kan skabe fremskridt i en kontekst af uvished og politisk-økonomiske magtfaktorer.

I denne henseende har regeringen målrettet og oprustet finansieringen af det decentrale netværk af udbudsside-støtte i form af forskningsstrategien, innovationsfonden, EUDP og Danmarks Grønne Investeringsfond. På efterspørgselssiden har man udgivet en strategi for grønnere statslige indkøb med fokus på løbende marginale reduktioner snarere end at skabe nichemarkeder, hvor nye løsninger kan markedsmodnes.

Den kommende strategi for grønne brændstoffer kan med fordel finde inspiration i Danmarks historiske erfaringer med at skabe et marked for vindteknologi.

Internt har man også omorganiseret Klima- Energi- og Forsyningsministeriets (KEFM) arbejdsgange til at kunne anvise vej for den bæredygtige entreprenørstat og forsøgt at samordne politikken på tværs af ministerier ved oprette et grønt regeringsudvalg med KEFM for bordenden.

KEFM er imidlertid blevet kendt for dårligt arbejdsmiljø, hvilket svækker evnen til at tiltrække og fastholde specialister, og det grønne udvalg har indtaget en overtrumfet juniorrolle i forhold til regeringens økonomiudvalg med Finansministeriet for bordenden.

Der rejses med rette tvivl, om politikerne gør nok for at opnå 70 procents-målsætningen af frygt for, at konkurrenceevnen lider overlast. 

Asker Voldsgaard

Finansministeriet er blevet mere grønt, men her hersker konkurrencestatens etos om at mindske statens udgifter og risici fortsat. Finansministeriet kræver samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger af samtlige væsentlige politiske tiltag. Så mange aspekter som muligt skal kvantificeres i kroner og øre og lægges sammen i en cost-benefit-analyse med blik for risici, følsomheder og forhold der ikke forsøges opgjort i penge.

Problemet er, at denne metode egner sig godt til marginale ændringer, som ikke ændrer grundlæggende ved selve samfundsøkonomien. Men som Energistyrelsen netop har påpeget i forberedelsen af energiøen i Nordsøen, kommer metoden til kort ved transformerende investeringer i en kontekst af en radikalt usikker fremtid.

Den politiske aftale om energiøerne betinger, "at de er rentable". Men med en projekthorisont på 50 år og løbende teknologisk og politiske forandring, kan denne betingelse ikke godtgøres med nogen form for sikkerhed.

I Storbritannien har regeringen i flere år arbejdet på, hvordan man fagligt kan bistå med at kvalificere det politiske arbejde for at skabe strukturelle forandringer. I deres seneste vejledning til konsekvensvurdering har de derfor tilføjet et afsnit om ’transformerende forandring’, som skal bruges til at vurdere en portefølje af interagerende projekter i relation til en strategisk politisk dagsorden – og ikke separate cost-benefit-analyser af projekter, som sidenhen sættes sammen i de sene nattetimer i en politisk aftale.

Senest har den britiske regering finansieret kompleksitetsforskere til at udvikle en risiko-muligheds-analyse som alternativ til cost-benefit-analysen. Med en mere strategisk tilgang ville man forhåbentligt kunne undgå transportaftaler, hvor politikerne efterfølgende ikke vil stå ved klimaaftrykket af deres beslutninger.

Den danske stat befinder sig altså i et vadested mellem konkurrencestaten og den bæredygtige entreprenørstat. Kursen er ambitiøst sat mod den nye bred, men fortidens bånd holder staten tilbage.

Der rejses med rette tvivl, om politikerne gør nok for at opnå 70 procents-målsætningen af frygt for, at konkurrenceevnen lider overlast. Klimalovens overholdelse bliver derfor en lakmusprøve af, om konkurrencestaten er blevet sat af tronen.