DI: Prisen for at udlede CO2 skal op

Hvert ton CO2 tæller, hvis vi skal begrænse klimaforandringerne. Derfor er det nu, vi skal have rammerne på plads, så vi kan holde tempoet oppe i den grønne omstilling.

Dansk Industri ønsker en markant højere og ensartet beskatning af CO2. Afgiften er et af vores vigtigste værktøjer på vejen mod 70 procents målet.  Men når politikerne skal fastlægge, hvor høj afgiften skal være, og hvor hurtigt den skal indfases, er der en række dilemmaer, som de er nødt til at tage med i deres overvejelser.

For afgifter virker. De får forbruget og investeringerne til at flytte. De kan få arbejdspladser til at forsvinde ét sted – og skyde op et andet sted. Afgifter får virksomhederne til at finde grønne alternativer, men nogle virksomheder har ikke mulighed for at finde et alternativ i tide. De kan blive ramt så hårdt, at de lukker eller flytter.

Diskussionen om en forhøjelse af CO2-afgiften er altså en diskussion om klimaet – og om hvilket erhvervsliv og samfund vi ønsker i fremtiden.

Prisen på den grønne omstilling

Det fylder en del i debatten, hvor meget den grønne omstilling må koste. De økonomiske vismænd og andre førende økonomer peger på, at det billigste for samfundet vil være at indføre en ensartet CO2-afgift på mellem 1.200 og 1.500 kroner per ton CO2.

Formålet med en højere CO2-afgift er jo ikke at skaffe penge til statskassen, men at give virksomhederne mulighed for at omstille sig og investere i klimaet.  

Anne Højer Simonsen
Klimapolitisk chef, DI

Argumentet er, at en så høj afgift vil få virksomheder og forbrugere til at vælge klimavenlige løsninger. Dermed slipper man i princippet for at bruge store beløb i offentlige tilskud på at vende udviklingen.

En så høj afgift skaber dog flere dilemmaer.

Der er en række virksomheder, som ikke har mulighed for at omstille sig hurtigt. De mangler for eksempel teknologiske løsninger, eller de har en produktion, som ikke uden videre kan køre på grøn strøm. De vil blive ramt meget hårdt af en høj  CO2-afgift. De vil blive tvunget til at flytte ud af landet og tage CO2-udledningen med. Og så har klimaet intet vundet.

Arbejdspladser er på spil

For virksomheder som eksporterer kan afgiftens størrelse også få betydning. Husk på at vi taler om en national dansk CO2-afgift, som de udenlandske konkurrenter ikke skal betale.

Deres varer bliver derfor dyrere og mindre konkurrencedygtige. Det kan få stor betydning for de eksporttunge virksomheder, som især ligger i Vest- og Midtjylland og på Vestsjælland - områder som helst også i fremtiden skal nyde godt af mange private arbejdspladser.

Det er helt centralt, at CO2-afgiften bliver indfaset i det rigtige tempo. En del virksomheder – især de små og mellemstore – er afhængige af, at forhøjelsen af CO2-afgiften sker, så de kan nå at omstille sig.

Det er helt centralt, at CO2-afgiften bliver indfaset i det rigtige tempo. 

Anne Højer Simonsen
Klimapolitisk chef, DI

Formålet med en højere CO2-afgift er jo ikke at skaffe penge til statskassen, men at give virksomhederne mulighed for at omstille sig og investere i klimaet.

Landbruget er en historie for sig selv. Det vil i praksis være umuligt at administrere en CO2-afgift på landbruget, så det er nødvendigt at finde andre håndtag. Vi glæder os derfor over, at der er indgået en bred politisk klimaaftale for landbruget, som vil nedbringe udledningen af drivhusgasser med 55 til 65 procent frem mod 2030.

Debatten er ikke sort/hvid

Det er ikke nødvendigvis ambitiøst at argumentere for en så høj CO2-afgift som muligt. Det er afgørende, at vi når i mål med 70 procent CO2-reduktion i 2030, men der er mange veje derhen, og en CO2-afgift kan ikke klare opgaven alene. Der bliver brug for at støtte nye teknologier som kulstoffangst i en periode, og det er nødvendigt at investere samfundets midler i en grøn infrastruktur. Kun derved kan vi finde de rigtige løsninger for klimaet, virksomhederne og befolkningen.

Den grønne aftale, som blev indgået som en del af finansloven, viser netop, at der er brug for mere vedvarende energi og kulstoffangst for at komme i mål.

Jeg vil opfordre Klimarådet til på ny at beregne, hvor høj en afgift der er nødvendig for at drive omstillingen i retning af de 70 procents reduktion. Siden Klimarådets seneste beregning er der indgået flere politiske aftaler – blandt andet om landbruget. Det har skabt en ny virkelighed, som bør spille ind i diskussionen om CO2-afgiften. I et tidligere indlæg i denne debatserie skriver professor Lars Gårn Hansen, at en genberegning formentlig vil vise, at der er brug for en CO2-afgift, som ligger væsentligt under 1.200 kroner per ton.

Det kan godt være at der er usikkerhed om, hvilken CO2-pris der er nødvendig i 2030. Men det ændrer ikke på, at CO2-prisen skal op allerede nu. I øjeblikket koster det omkring 600 kroner at udlede ét ton CO2 i kvotesektoren men kun 180 kroner at udlede et ton CO2 uden for kvotesektoren. Den forskel kan snildt blive udlignet.

DI og virksomhederne ønsker at gå forrest i den grønne omstilling og være det gode eksempel for resten af verden. Det kræver, at vi får vækst, konkurrenceevne og klima til at gå hånd i hånd - og en grøn beskatning, der bakker op om omstillingen.