Chef i DMI: 45 klimaministre i København baner vejen til Det Røde Hav

Forleden besøgte 45 kolleger klimaminister Dan Jørgensen til et formøde, der skal bane vejen for klimatopmødet ved Det Røde Hav i november.

Der var langtfra en badeferie, da toppolitikerne på deres besøg i København drøftede en klar retning for COP27-forhandlingerne. En retning, der kan holde opvarmningen under 1,5 grader.

Årets klimatopmøde holdes i den egyptiske badeby Sharm el Sheik i november 2022. Næsten symbolsk omgivet af de koralrev, der er særligt udsatte, hvis temperaturen fortsætter med at stige, er det her, man træffer de beslutninger, der afgør størrelsen af de klimaforandringer, vi går i møde.

Lad os slå det fast. Selvom et halvt hundrede klimaministre mødtes i København i forrige uge, er det ikke årets klimatopmøde, men tæt på. I København så ministrene hinanden i øjnene og definerede spillepladen, som der forhandles på senere i år.

På ’May Ministerial’ i København var Danmark vært, mens den nuværende britiske COP26-præsident Alok Sharma deler formandskabet med den tiltrædende egyptiske COP27-præsident Sameh Shoukry. FN’s klimachef Patricia Espinosa deltog også. Det er et meget stort klap på skulderen til den danske klimaminister.

Formålet er at få skiftet verdens politiske fokus fra vadestedet til handling

Adrian Lema
Klimachef i DMI

Og da det er første gang siden COP26 i oktober 2021 i skotske Glasgow, at de mest relevante klimaministre og fremtrædende politiske stemmer blev samlet, er det på sin plads at beskrive spillepladen, som den ser ud, med den klimavidenskabelige rådgivers øjne.

Fokus på implementering

Formålet med at tromme 45 klimaministre med følge til Danmark er at få skiftet verdens politiske fokus fra vadestedet til handling som opfølgning på de politiske udmeldinger i regi af Parisaftalen i 2015 og de senere relaterede møder – senest COP26 og Glasgow Climate Pact. Det handlede om at fastholde momentum og levere på løfterne, som Dan Jørgensen formulerede det.

Ministrene havde fire emner på agendaen:

1. Tilpasning til klimaforandringer.
2. Afværge og minimere tab og skader.
3. Udledningsreduktioner og at holde 1,5 gradersmålet i live.
4. Mobilisere finansiering.

Klimavidenskaben bidrager til hele den dagsordenen.

Det kan lade sig gøre. Vi kan rent faktisk modvirke global opvarmning, lyder det positive budskab fra FN’s Klimapanel. Sjette hovedrapport, tredje del, med knap 3000 siders viden om udledninger og reduktionsmuligheder landede i april – endda med et sammendrag på 60 sider med særlig adresse til planetens beslutningstagere, hvoraf vi de allermest relevante netop har besøgt København.

Klimapanelet spillede derfor direkte ind til agendaen for mødet: Vi har travlt, men vi kan faktisk bremse den globale opvarmning, og dermed afværge de uoverskuelige konsekvenser af store temperaturstigninger.

Der skal strammes op

Men forskningen viser også, at der skal strammes op. Vi er i øjeblikket godt på vej til at overskride både 1,5 og 2 graders temperaturstigning i forhold til tiden omkring den industrielle revolution, den temperaturstigning vi skal holde os under i følge Parisaftalen fra 2015.

Regner man på scenarierne, vil de løfter, der sidste efterår var indrapporteret fra alverdens riger og lande, føre os mod en global temperaturstigning på 2,8 grader i slutningen af århundredet. Går man løfterne efter i sømmene for at se, hvad der rent faktisk allerede er implementeret, så har vi retning mod 3,2 grader.

De tal er absolut ikke til at spøge med. Decimalerne her betyder kolossale forandringer, når dynamikkerne i havene, iskapperne og atmosfæren ændres i samspil med hinanden. De afledte effekter for biodiversiteten, ekstremt vejr og verdens fødevareforsyning er gravalvorlige – bare for at tage nogle eksempler. For hver decimal opad forværres og forstærkes konsekvenserne af varmere og vildere vejr og voldsommere oversvømmelser.

Vi har vigtig viden fra de forskere, politikerne har bedt om at tage verdens temperatur og analysere, hvad vi kan gøre. Den seneste rapport fra FN’s Klimapanel er et stærkt bagtæppe for de politiske drøftelser.

Læser man rapporten, som vel at mærke er begået af 278 forfattere, der gennem fire år har gransket og diskuteret over 18.000 videnskabelige publikationer, så er budskabet klart. Verden skal have gang i alle de værktøjer, vi kender, hvis opvarmningen skal begrænses i tråd med Parisaftalens ambition. Og der skal gang i dem hurtigt.

Der er en pris for alting – det koster noget at handle, og det koster noget at lade være

Adrian Lema
Klimachef i DMI

Det er dyrt ikke at handle

Prisen tæller. Og der er en pris for alting – det koster noget at handle, og det koster noget at lade være.

Opgørelserne viser, at vi kan halvere verdens drivhusgasser for under 100 dollar per ton i 2030 – de første 25 pct. koster endda under 20 dollar per ton. Gør vi – verdenssamfundet – det, kommer vi på kurs under 1,5 grader.

Prisen skal holdes op mod prisen for ikke at gøre noget, nemlig prisen for tilpasning til klimaforandringer, samt prisen for at minimere tab og udbedre skader.

Det er naturligvis ikke sådan, at klimahandling alene er et økonomisk spørgsmål. Langt fra. Men det er også et økonomisk spørgsmål. Og det kan betale sig at handle. Et vigtigt budskab fra forskere til politikere. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, og opgørelserne viser, at klimafinansieringen er under det aftalte niveau.

Følger man debatten på de tidligere klimatopmøder, bliver adressen til regningen diskuteret. Mange lande argumenterer, at ’indsatsen allerede er stor’, mens den fattige del af verden argumenterer: ’klimaforandringerne rammer os hårdere, og de skyldes vestens historiske udvikling’.

I den henseende giver forskningen ikke alle svarene. Men det positive budskab er værd at holde fast i. Det kan lade sig gøre at vende klimaudviklingen. Vi ved, hvordan vi kan gøre det. Klimavidenskaben har bidraget med dugfrisk viden, som et vigtigt indspark i en i øvrigt svær kabale.