92-gruppen: Energistyrelsens globale klimarapportering giver skævt billede af Danmarks CO2-påvirkning

I fremsættelsestalen til klimaloven 26. februar 2020 fastslog klimaminister Dan Jørgensen (S), at Klimaloven må bygge på en handlepligt, og at Danmark skal være et foregangsland i den internationale klimaindsats, da klimaudfordringerne er en global problemstilling.

Mange undersøgelser viser, at vores klimafodaftryk i udlandet er væsentligt højere per indbygger end vores hjemlige udslip, og som ministeren påpeger, har vi et moralsk og historisk ansvar her.

Derfor blev det også i Klimaloven besluttet, at regeringen fremover skulle rapportere om Danmarks globale klimapåvirkning i en såkaldt global afrapportering.

Med handlepligten in mente må denne altså ikke bare være en rapport over Danmarks globale fodaftryk, men skal være et værktøj, der målbart kan pege på, hvor vi kan forbedre os. Dette er afgørende, da man, som de fleste ved, ikke kan skabe forandring uden først at kende problemet.

I slutningen af april kom så den første globale afrapportering fra Energistyrelsen. Trods Energistyrelsens anerkendelsesværdige og inkluderende arbejde med at udforme den første rapport, står det klart, at opgaven er stor, og at vidensgrundlaget for Danmarks globale klimapåvirkning stadig er mangelfuldt. Der er afgørende områder, som rapporteringen ikke formår at inkludere, hvilket skaber et skævt billede af Danmarks egentlige påvirkning, og risikerer derved at skjule de vigtige reduktionspotentialer og problematiske praksisser, som dens formål er at belyse.

Metodisk ansvarsfralæggelse

Alene metodevalget i rapporteringen risikerer at skjule den faktiske størrelse af Danmarks globale påvirkning. Man har valgt at benytte en input/output-model, som fratrækker klimabelastningen for de danske produkter som eksporteres.

Et foregangsland skal turde se sig selv i spejlet og fremhæve de negative globale effekter såvel som de positive.

92-gruppen

Det betyder eksempelvis for den klimaskakadelig soja, som vi importerer i store mængder til dansk svinefoder, at hvis svinekødet eksporteres ud af Danmark, fratrækkes den tilhørende soja og dermed klimabelastning.

Man kunne retorisk spørge, om vi dermed ikke har et klimaansvar for de varer, som vi producerer på dansk jord, og som vi tjener på i udlandet?

Vi har som land selvsagt et ansvar for hele vores import og kan som grønt foregangsland ikke eksportere os fra vores klimansvar. Problemet ved en sådan brug af netto-tal er samtidigt, at det gør det svært at målrette klimatiltag dér, hvor de har størst effekt.

Hvis vi eksempelvis erstatter importeret sojaskrå med dansk græsprotein, vil det have en stor og reel betydning for den samlede klimabelastning af dansk husdyrproduktion, men det vil være svært at måle denne effekt i tilstrækkeligt omfang, hvis eksporten bare fratrækkes.

Da dansk erhvervsliv generelt eksporterer en stor del af deres produktion, vil brugen af sådanne netto-tal, hvor klimabelastningen fra eksporten trækkes fra importen, give et forkert billede af klimaeffekten ved konkrete tiltag. Det giver dermed et forkert og formindsket incitament på både stats- og virksomhedsniveau. 

I fravalget ligger både problemet og potentialet

Et andet problem i forbindelse med den første globale afrapportering er, at vigtige klimabelastende produkter ikke er regnet med.

Det gælder blandt andet for Danmarks store forbrug af biomasse og biobrændstoffer, som leder til global afskovning og har en dokumenteret negativ klimaeffekt.

Da disse afgrøder ellers tælles med som positive bidrag til reduceringer i Danmarks nationale del af klimaregnskabet, er det selvmodsigende, at den negative effekt, som de pågældende afgrøder medfører globalt, ikke bliver inkluderet i det globale fodaftryk.

Ligeledes er det ikke lykkedes at medregne de indirekte landbaserede effekter (ILUC), der blandt andet opstår, når ekstra skov fældes, fordi vores forbrug fortrænger andre afgrøder.

Medtag grønt såvel som sort

Hvad angår de danske investeringer i udlandet, er der også brug for forbedringer i den globale afrapportering.

Her har den første rapportering alene medtaget arbejdet på de positive grønne investeringer, men ikke den tilsvarende negative betydning af de danske både private og offentlige investeringer i den fossile sektor i udlandet.

Ligeledes medtager rapporten de positive effekter af dansk el-eksport fra vedvarende energi, men ikke tilsvarende de negative effekter ved vores eksport af fossil naturgas.

Selv om det er forståeligt, at den globale afrapportering ikke har kunnet få det hele med i første omgang, må der fremadrettet arbejdes på et mere fuldt overblik, der får både den grønne og sorte del med. 

Mangel på retvisende klimastøtte

Danmark har en klokkeklar forpligtelse til at yde klimafinansiering til de fattigste og mest sårbare lande, der rammes hårdest af klimaændringerne, herunder til at prioritere støtten til klimatilpasning lige så højt som reduktionstiltag.

Vi har som land selvsagt et ansvar for hele vores import og kan som grønt foregangsland ikke eksportere os fra vores klimansvar. 

92-gruppen

I den globale afrapportering gives kun data for dette i en begrænset årrække, hvor valget af en længere årrække ville give et mere retvisende billede af en for lav dansk prioritering af støtten til klimatilpasning.

Ligeledes rapporteres der ikke på den kendsgerning, at Danmark ikke yder ny og additionel klimabistand, men tager klimabistanden fra udviklingsbistanden. Det er modsat vores nabolande som Sverige og Norge.

Den globale afrapportering bør nu forbedres, så den kan lede til den nødvendige handling.

Et foregangsland skal turde se sig selv i spejlet og fremhæve de negative globale effekter såvel som de positive. Den globale afrapportering er her et afgørende værktøj, der målbart må vise, hvor udviklingen halter, og hvor der er behov og mulighed for handling. Det skal dermed skabe incitament til at vælge de gode løsninger fremadrettet. 

Politisk ansvar for handlingsanvisende rolle

Det er godt, at den første globale afrapportering nu foreligger, og det er positivt, at Energistyrelsen og regeringen er gået seriøst ind i arbejdet, men der er nu brug for forbedringer. Det kræver, at de overstående pointer inkluderes, så de fremtidige globale afrapporteringer giver et mere korrekt og fyldestgørende billede.

Ideen med Klimaloven er, at Danmark skal tage ansvar for sin klimapåvirkning både hjemme og ude. Hvis vi skal lykkes med det, forudsætter det tilstrækkelig viden og monitorering, der giver grundlaget for effektiv handling.

Den globale afrapportering må derfor have som hovedformål at være handlingsanvisende og give et klart og retvisende billede af, hvor vi har ansvar og muligheder i vores globale klimaindsats.

Det må nu været et politisk ansvar for de politikere, der står bag Klimaloven, og de embedsmænd, der konkret implementerer den, at den globale afrapportering kommer til at spille denne handlingsanvisende rolle. Vi bidrager gerne.