Kommentar af 
Anna Bak Jäpelt

Landbruget spreder ny type gift i det danske land

De seneste måneder har landbruget spredt gylle i form af verbale trusler og søgsmål mod statsansatte og forskere. Den slags hører ingen steder hjemme i vores land, hvor vi sætter os rundt om bordet, taler ordentligt til hinanden og indgår kompromisser, skriver Anna Bak Jäpelt.

<div>De seneste måneder har vi kunnet læse om medlemmer af Agerskovgruppen og Bæredygtigt landbrug, der med galgenhumor sendte verbale trusler i retning af både en statsligt ansat økonomiprofessor, Michael Svarer, og præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert-Gjerding, skriver Anna Bak Jäpelt.<br></div><div><br></div>
De seneste måneder har vi kunnet læse om medlemmer af Agerskovgruppen og Bæredygtigt landbrug, der med galgenhumor sendte verbale trusler i retning af både en statsligt ansat økonomiprofessor, Michael Svarer, og præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert-Gjerding, skriver Anna Bak Jäpelt.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Anna Bak Jäpelt
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Landbrugets yderste højrefløj spreder gift i det danske land.

Med det henviser jeg ikke til pesticider, som Reglone og RoundUp, men gift i form af udtalelser, der medfører et voksende indædt had til landbruget.

Et landbrug, der allerede før den nu tilspidsede debat, havde folkestemningen imod sig.

Et landbrug, der på trods af at det beslaglægger over 60 procent af Danmarks areal, kun står for en beskeden del af både beskæftigelsen og samfundsøkonomien.

Og et landbrug, der samtidig er Danmarks mest statsstøttede erhverv. Danskerne har både set deres havområder lide under landbrugets kvælstofudledninger, og set store dele af naturen til lands forsvinde til fordel for landbrugsarealer.

Hvordan tør landbrugets mest højtråbende og ekstreme stemmer løbe den risiko, at danskerne også mister den resterende respekt, der er for erhvervet?

De seneste måneder har vi kunnet læse om medlemmer af Agerskovgruppen og Bæredygtigt landbrug, der med galgenhumor sendte verbale trusler i retning af både en statsligt ansat økonomiprofessor, Michael Svarer, og præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert-Gjerding.

Og selvom truslerne formentlig aldrig ville blive realiseret, vækkede det harme i medierne. Med god grund. Den slags personrettede trusler hører nemlig ingen steder hjemme. 

Den slags personrettede trusler hører nemlig ingen steder hjemme. Også selvom, de er sagt i spøg.

Anna Bak Jäpelt
Konsulent, Klimaakademiet

Også selvom, de er sagt i spøg.

Tidligere har Bæredygtigt Landbrug sagsøgt professor Stiig Markager for at udføre sit arbejde som forsker.

Udtalelserne og handlingerne fremstår som et billede af mennesker, der føler sig trængt op i en krog og er begyndt at bide fra sig. 

Det er også et billede af en generation, der gradvist forlader landbruget. Gennemsnitsalderen i landbruget er 58 år år, og et generationsskifte er undervejs.

Unge landmænd står over for at føre bedrifterne igennem de udfordringer, der venter. Og det er en god ting.

Min erfaring er nemlig, at mange af de unge tør kigge ud over eget markskel og kan og vil tilegne sig den viden, der er behov for. Men det bliver heller ikke en let opgave.

Og jeg misunder dem virkelig ikke den opgave, de står foran. 

Landbruget har i lang tid fejlet med at nedbringe kvælstofudledninger og drivhusgasemissioner, og nu er tiden kommet til at stå til regnskab.

Danmark skal leve op til vandrammedirektivet, der dikterer god økologisk tilstand i danske farvande, inden 2027 og klimamålet i 2030.

Og det er de unge landmænd, der må bære byrden.

Men byrden bliver kun tungere at løfte af det had, der lige nu spredes grundet giftige udtalelser fra den mest miljøkritiske del af landbruget. 

Selvom jeg som udgangspunkt ikke er fan af SMV-regeringens opfindelse med den grønne trepart, der endnu en gang udskyder arbejdet med at få indført en afgift på landbrugets udledninger, repræsenterer den lige præcis det, de mest voldsomme stemmer burde gøre fremfor at bide fra sig.

Vi sætter os rundt om bordet, taler ordentligt til hinanden og indgår kompromisser.

Anna Bak Jäpelt
Konsulent, Klimaakademiet

Nemlig at sætte sig ved siden af økonomiprofessoren og præsidenten for Naturfredningsforeningen og indgå i samfundsdialogen. 

Jeg har flere gange hørt folk i og omkring det landbrugspolitiske miljø udtale, at vi nok ikke ser store traktordemonstrationer herhjemme netop på grund af den danske tilgang.

Den danske model: Vi sætter os rundt om bordet, taler ordentligt til hinanden og indgår kompromisser. Den grønne trepart er et forsøg på at indføre den selvsamme danske model i forhandlingerne om en afgift på landbrugets udledninger. 

Problemet for landbruget er imidlertid, at landbruget ikke er nok til at lave den storkonflikt, som de danske fagforeningers medlemmer ville kunne mønstre ved en almindelig trepart.

Det skyldes at meget få danskere har en reel tilknytning til landbruget i dag. Og de ekstreme stemmers strategi, eller manglen på samme, isolerer snarere erhvervet og svækker det yderligere.

Men vi har brug for dygtige, unge landmænd, der har lyst til at overtage bedrifterne og løfte byrden efter generationerne før dem.

For jeg er enig med landbrugets organisationer i at vi skal udvikle landbruget i Danmark og ikke afvikle det. Vi er måske ikke enige om udviklingssporet, men lad nu det ligge. 

Hvad de ekstreme stemmer ikke ser, er, at de er i gang med selv at afvikle landbruget med deres udtalelser. De forgangne måneders udtalelser er intet mindre end gift for deres eget erhverv. 

L&F gør deres medlemmer en bjørnetjeneste ved ikke at vise større velvilje udadtil over for både afgiften på landbrugets udledninger og en reduktion af kvælstofudledningerne.

Anna Bak Jäpelt
Konsulent, Klimaakademiet

Men jeg ved at respekten fra samfundet kan genvindes, hvis nogle andre stemmer end dem, der joker med at de vil hænge økonomiprofessorer op i en galge og smide præsidenter for grønne organisationer ned ad skrænten til en voldgrav, kommer til orde.

Jeg ved, at landbrugene, der vil en grøn fremtid for deres erhverv, findes. Og jeg håber, at de tør stå frem. 

Iltsvindet i sommeren 2023 og debatten om en drivhusgasafgift på landbruget har medført taletid til de mest kritiske landbrugsstemmer.

Det har gravet grøfterne mellem landbrugere og danskere, der ønsker en grøn omstilling, dybere, end jeg nogensinde har set dem før.

Det, der er behov for, er den del af landbruget, der kan tale for en retfærdig omstilling, hvor landbrugere kan trives, hvor landdistrikterne kan blomstre på ny, og hvor produktionen kommer tættere på at befinde sig inden for de planetære grænser. 

For lige meget hvad de mest miljøkritiske stemmer siger, skal landbruget følge med udviklingen.

Alle andre erhverv bidrager med deres del, og landbruget må ikke være undtagelsen.

Jeg mener faktisk, at Landbrug og Fødevarer gør deres medlemmer en bjørnetjeneste ved ikke at vise større velvilje udadtil over for både afgiften på landbrugets udledninger og en reduktion af kvælstofudledningerne.

Det er nu, de har mulighed for at sætte retningen for deres erhverv mange år ud i fremtiden og distancere sig selv fra deres konkurrerende interesseorganisation over for danskerne.

Jeg tror nemlig, at de har muligheden for at ændre stemningen i erhvervet, genopbygge respekten for erhvervet og lade de ekstreme stemmer hænge til tørre alene på den yderste højrefløj.

Det skylder de ikke kun de nuværende medlemmer, men også de kommende generationer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anna Bak Jäpelt

Konsulent, fødevarer og landbrug i Klimaakademiet, medlem, Ungeklimarådet
bachelor i miljøvidenskab (Københavns Uni., 2019)

0:000:00