Lars Aagaards udtalelse misser fuldstændig skiven for konstruktiv klimakommunikation

Artikel 12 forpligter nationerne til at tage kommunikationsopgaven seriøst, for at fremme aftalens tiltag.

Hvis Lars Aagaard gerne vil have, at befolkningen kan “se logikken” i nye klimatiltag, så har Danmark forpligtet sig til selv at hjælpe dem engagere sig i klimapolitikken.

Men der er på nuværende tidspunkt ikke lavet en samlet indsats, ej heller budgetteret med at gøre det. Der er ellers god grund til det. 

Politisk kriseretorik virker ikke

Læser man forskning fra England og USA, som blandt andet professor i klimakommunikation George Marshall har stået for, står det klart, at den kriseretorik som regeringen her forsøger at anvende i interviewet i P1 og Statsministerens Instagram opslag lørdag, ikke fungerer i forhold til at få folk med.

Kommunikationen skal fokusere på mulighederne, og formidles så folk kan se sig selv som en del af løsningen – ikke som det Lars Aagaard gjorde i P1 eller som Mette Frederiksen gjorde på Instagram: som ofre, der skal beskyttes mod for ubalanceret politisk handling.

Anna Ebbesen
Rådgiver i engagement, strategi og kommunikation, Anna Ebbesen Consulting

Det var måske ikke krisekommunikation, som vi så det inden landet lukkede ned under covid-19, men det er krisekommunikation, som regeringen før har brugt inden store reformer er blevet gennemført: de skal være sikre på, at alle ved, at det kommer til at gøre ondt. Og at man har blik for de borgere, som lige nu ikke er klar til forandring. 

Hvis man skal være venlig over for regeringen, så er ønsket om at få folk med sig reelt nok. Hvis ikke man har opbakningen, så kan man risikere, at de store tiltag bliver tvunget tilbage på grund af folkelig modstand.

Modstand som formodentlig kommer lokalt, hvis eksempelvis store virksomheder som Aalborg Portland må lukke, som ministeren selv nævnte som en risiko i P1. 

Når det så kommer til at gøre ondt, kan regeringen pege tilbage og sige, vi sagde det jo. Og på den måde håber de, at de kan forhindre #notinmybackyard-protester rundt om i landet, der kan få tiltagene rullet tilbage.  

Problemet med klimakrisen er, at den gængse politiske kommunikationsplan ikke virker her. Ifølge professor i klimakommunikation George Marshall, så starter god klimakommunikation ikke med krise eller negative konsekvenser.

For at være effektiv, skal den blandt andet fokusere på mulighederne, og formidles så folk på tværs af det politiske spektrum kan se sig selv som en del af løsningen – ikke som det Lars Aagaard gjorde i P1 eller som Mette Frederiksen gjorde på Instagram: som ofre, der skal beskyttes mod for ubalanceret politisk handling, eller som de utålmodige, der omvendt tvinger uretfærdig ubalanceret handling ned over hovedet på andre. 

Ironisk nok taler Lars Aagaard netop meget om, at folk skal se sig selv i klimapolitikken. Hvis han for alvor mener det, så skal han nedsætte en national engagementsgruppe, og give dem opdraget om at lave en inkluderende strategi med midler til at føre den ud i livet.

Et oplagt sted at starte, er det forarbejde som Deltager Danmark allerede har lavet med at kortlægge, hvor danskerne står og hvordan de bedst kan nås, når det gælder de mange små og store adfærdsændringer vi alle står overfor.

Samtidig har regeringen selv meget erfaring at trække på, da man har stået bag en af de største og mest succesfulde nationale kampagner i danmarkshistorien.

Den daværende regering brugte, ifølge DR, over 170 millioner alene på at kommunikere om covid-19 i perioden fra krisen starter i 2020 og frem til 21. september 2021, netop fordi at man vidste, at man skulle have folk med sig.

Ifølge den skotske strategi, kræver 60 procent af alle indsatserne en adfærdsændring i samfundet. Lige nu er den største adfærdsændring nok, at man som politiker erkender, at man også selv har en rolle at spille i selv samme adfærdsændring.

Anna Ebbesen
Rådgiver i engagement, strategi og kommunikation, Anna Ebbesen Consulting

Vi har med andre ord erfaringer med, hvordan kommunikation og engagement er nødvendige for at få danskere til at ændre adfærd, hvilket gør det endnu mere frustrerende, at regeringen lige nu forholder sig afventende. 

Artikel 12 i Paris-aftalen giver også regeringen en reel mulighed for at blive det grønne foregangsland, som de gerne vil se os som.

Så vidt jeg kan se, er det kun Wales og Skotland, som har lavet en national plan for at engagere borgerne i at nå landenes klimamål.

Der er med andre ord både mulighed for at opnå de magiske 80 procent af befolkningens opbakning, som Lars Aagaard ønskede sig i interviewet på P1, og iføre sig en førertrøje i klimakampen.

Vigtigst af alt, fordi danskernes engagement og involvering er nødvendigt for at indfri klimamålene og reelt set gøre noget ved klimakrisen. 
 
Ifølge den skotske strategi, kræver 60 procent af alle indsatserne mod deres mål og co₂-neutralitet i 2045 en adfærdsændring i samfundet.

Lige nu er den største adfærdsændring nok, at man som politiker erkender, at man også selv har en rolle at spille i selv samme adfærdsændring. Ikke mindst fordi opbakning kræver, at der er noget at bakke op om, så hvad venter Lars Aagaard egentlig på?