Mellemfolkeligt Samvirke: Danmarks klimapolitik er hyklerisk – men svaret er ikke lavere ambitioner

Når det drejer sig om oliefelter eller fossile kraftværker, som allerede er i brug, har Therkildsen ret: Det kan både være fair og fornuftigt for fattige lande, at de udfaser fossile brændstoffer over en længere periode end rige lande.

Vi har i et land som Danmark, der er ansvarlig for stor udledning, en forpligtelse til at gøre det hurtigt. For Danmark er det ikke godt nok at udfase kulkraft i 2028 og olie- og gasudvinding i 2050.

Selvom der måske er visse fattige lande, hvor fossil energi kan være billigere i dag, så er det et billede under hastig forandring

Eigil Johannisson
Rådgiver for ansvarlig finansiering, Mellemfolkeligt Samvirke

Men når det drejer sig om at etablere nye fossile projekter, der først har tjent sig ind over flere årtier, er det en dårlig idé for rige såvel som fattige lande. For selvom der måske er visse fattige lande, hvor fossil energi kan være billigere i dag, så er det et billede under hastig forandring. Det oliekraftværk, som kan konkurrere med sol og vind i dag, kan det måske ikke i morgen.

Et oliekraftværk vil først være tjent ind efter flere årtier og risikerer at blive en stor udgift, hvis det må dreje nøglen om før tid. Når den offentlige fond EKF Danmarks Eksportkredit i 2017 gav et lån til et nyt oliekraftværk i Mali, så er det hverken smart for klimaet eller Mali selv. Og der er faktisk alternativer. I Mali for eksempel er der et stort potentiale for solenergi.

Der er nemlig mange muligheder for at udbrede sol og vind i fattige lande. Det viser blandt andet en rapport fra International Institute for Sustainable Development. Solenergi har den store fordel, som olie og gas ikke har, at det kan produceres lokalt, og der er alternativer til at bruge fossile brændsler til madlavning.

Desuden falder priserne på batterier så hurtigt, at det i flere lande er billigere at kombinere dem med sol og vind end at bruge gas.

Danske midler skal udvikle alternativer 

Men det er også rigtigt, at der er udfordringer med at udnytte dette potentiale mange steder i verden – der mangler blandt andet investeringer. Og det er netop vores offentlige investeringers berettigelse: At gå ind de steder, hvor de private tøver. At kanalisere penge til de projekter, som måske ikke giver 8-10 procent afkast i år, men som er økonomisk fornuftige på langt sigt.

Virkeligheden er nok snarere, at visse fossile selskaber har nydt godt af at have de danske støttekroner i ryggen indtil for nyligt

Eigil Johannisson
Rådgiver for ansvarlig finansiering, Mellemfolkeligt Samvirke

Derfor er det vigtigt, at danske midler ikke længere bruges på nye fossile projekter, men på at udvikle alternativerne.

Therkildsen kalder stoppet for støtte til fossile projekter i udlandet ”grøn kolonialisme” med det formål at ”opfylde vores egne klima- og erhvervsinteresser”. Det giver indtryk af, at linjen på området før udelukkende var drevet af hensynet til fattige landes udvikling, mens vi pludseligt ser et kynisk skifte.

Virkeligheden er nok snarere, at visse fossile selskaber har nydt godt af at have de danske støttekroner i ryggen indtil for nyligt. Og at det har været medvirkende til, at man først i 2021 valgte at stoppe den fossile støtte.

Er den nye politik så udtryk for rendyrket idealisme? Nej, det vil nok være naivt. Det flugter med både grønne erhvervsinteresser og regeringens ambition om at vise sig som klimaleder internationalt, men der var også et politisk pres, der gjort det svært at lade være.

Vi har ikke været vidne til et syndefald, hvor egeninteresser pludseligt fylder mere, men snævre politiske og økonomiske interesser er hele tiden på spil i klimapolitikken. Og det kræver, at vi alle konstant presser regeringen til ikke at lade det dominere over det fælles bedste og klimaretfærdighed. Også når det gælder egne gasledninger, kulkraftværker og olieudvinding.