Mette Frederiksen kan sagtens håndtere klimakrisen. Spørgsmålet er, om hun vil

Sommeren har ikke bare sat ild til Europa, Nordamerika og Afrika, men også til illusionen om, at vi kan nå Parisaftalens målsætninger. Og som om det ikke var nok, viser et nyt studie, at klimaforandringerne risikerer at igangsætte en mini-istid i Nordeuropa inden udgangen af dette årti. Tiden er knap. Og vi har endnu til gode at se om og hvordan statsministeren vil forsøge at vende timeglasset.

Skal vi kunne svare relevant på klimakrisen, må statsministeren sætte sig i spidsen for at gennemføre en ny klimapolitisk strategi, massive nationale klimakampagner og bruge sin internationale gennemslagskraft til at skabe nyt momentum i klimaforhandlingerne. Jeg misunder hende ikke, for opgaven er svær. Men hun kan være rette kvinde på rette sted. Hvis hun vil.

Der er behov for en ny klimapolitisk strategi, fordi vi skal gøre op med det ensidige fokus på teknologi, som har præget dansk klimapolitik i mange år. Det vil sige den politik, der har handlet om at udvikle grøn teknologi, der skulle sætte os i stand til at opretholde livet som vi kender det, uden at belaste planeten.

Der behov for modige ledere med stor gennemslagskraft, der tør minde deres kollegaer om, hvad der blev flyttet under covid.

Anna Riis Hedegaard
Direktør og grundlægger, The 0-Mission

Den politik har ellers bragt meget godt med sig: vindmøller, fjernvarmesystemer og høj energieffektivitet for blot at nævne et par eksempler. Men desværre er det ikke længere et realistisk scenarie, at vi kan bekæmpe klimaforandringerne ridende på ryggen af en grøn teknologibølge.

De klimadata, der er kommet i løbet af sommeren, viser, at vi allerede nu balancerer på kanten af de såkaldte tipping points, hvor vi ikke længere selv har foden på klimabremsen. Konsekvenserne ved at bevæge os hele vejen derhen, er så store, at de er svære at få hovedet omkring.

Opvarmes kloden for eksempel til det punkt, hvor Amazonas omdannes til savanne, frigives syv til ti gange så meget CO2 som verden udleder hvert eneste år, og kollapser havstrømmen AMOC, vil det ikke bare igangsætte en mini-istid, men også bidrage massivt til klimaforandringerne, fordi havene vil optage langt mindre CO2.

Derfor er det en bunden opgave for statsministeren at stille sig i spidsen for en strategi, der skal reducere vores udledninger dramatisk, her og nu. Kun på den måde kan vi købe os tid til at implementere al den grønne teknologi, der er på vej.

Eksempler på elementer i en ny klimastrategi kunne være: lavere hastighed på motorvejene, forbud mod brug af varmelamper, kødet ud af alle offentlige køkkener, ingen gymnasiestudieture uden for Norden og masser af andre tiltag fra samme dødssyge skuffe. Tiltag, som under normale omstændigheder er uspiselige for politikere, der ønsker genvalg, men som er bydende nødvendige for at håndtere krisen her og nu. Eneste lille lyspunkt for politikerne er, at ekstreme vejrfænomener får krisebevidstheden til at stige, og nu hvor el Nino har meldt sin ankomst, kan vi se frem til en del flere af dem, i den kommende tid.