Professorer: Vi kan ikke redde 2025-målet med biodiesel – klimaministerens regnestykker går ikke op

Klimaminister Lars Aagaard erkender da også, at klimagevinsten fra biodiesel er tvivlsom, men forsvarer beslutningen om at iblande biodiesel med, at beregningerne af klimaeffekten ’er usikker’ samt med, at man vil ’sætte loft over’, hvor meget der kan anvendes.

Det er uheldigt, at regeringens behov for at vise, at 2025-målet nås, nu leder til tvivlsomme og – for biodiesels vedkommende – kontraproduktive klimabegrundede tiltag.

Vi vil gerne her slå fast, at iblanding af biodiesel i brændstoffet i vejtransporten ikke er den rigtige vej at gå og ikke fører til reduktion af udledningen af klimagasser. Tværtimod, en iblanding af biodiesel vil øge klimagasudledningen, og vil samtidig have en negativ effekt på biodiversiteten.

Klimabelastningen kan ikke sættes i nul på baggrund af ’usikkerhed’

Når vi anvender et areal til at dyrke raps og laver rapsolie om til biodiesel, så kunne denne rapsolie i stedet være solgt som madolie på verdensmarkedet. Her ville den have erstattet palmeolie.

Hvis vi bruger rapsolie til bilerne, anvendes der et andet sted i verden et areal til at producere en tilsvarende mængde palmeolie. Og palmeolie giver anledning til halvanden gange større drivhusgasudledning end fossil olie.

Klimaministeren henviser til, at der er ’usikkerhed’ på beregningen af denne vekselvirkning mellem rapsolie og palmeolie og effekterne af arealforbruget.

Det er rigtigt, at der blandt eksperterne i disse beregninger verden over findes forskellige metodemæssige tilgange

Mens den ene metode viser, at arealforbruget har en særdeles stor klimabelastning, viser den anden metode en overordentligt stor klimabelastning af arealforbruget til planteolieproduktion.

Henrik Wenzel, Jannick Schmidt, Uffe Jørgensen og Jørgen E. Olesen
Professorer

Ministeren glemmer dog at nævne, at de alle, uanset metode, kommer frem til, at klimabelastningen fra arealforbruget er meget stor. Så mens den ene metode således viser en særdeles stor klimabelastning, viser den anden metode en overordentligt stor klimabelastning af arealforbruget til planteolieproduktion.

Der er således enighed om, at bidraget fra arealforbruget er meget stort – men metoderne til at beregne det adskiller sig fra hinanden, og det har nogen så benyttet til at argumentere for, at det sættes til nul.

Disse ’nogen’ er især planteolieindustrien – og nu også ministeren, desværre. Formentlig presset af et behov for på papiret at vise, at vi når 2025 målet.

Lad faglig ekspertise afgøre regnestykkerne

Det samme gælder, når vi laver biodiesel af spildt madolie – såkaldt 2. generation biodiesel. Ved første øjekast ser det fint ud, at vi bruger et affaldsprodukt (spildt madolie) til at lave brændstof af. Men problemet er, at spildt madolie kun findes i meget små mængder, og at disse mængder allerede bruges til energiformål.

Så der er kun to måder at tilvejebringe mere spildt madolie på, enten ved at tage det fra en anden anvendelse – hvor man så må bruge fossil olie eller jomfruelig planteolie – eller ved at generere mere spildt madolie. Man kan jo koge en portion pomfritter i 1 liter fritureolie, men også i 100 liter.

Resultatet bliver i begge tilfælde, at et merforbrug af spildt madolie fører til en merproduktion af jomfruelig planteolie – og som verden fungerer ender dette med at være palmeolie.

Det hjælper ikke at ’sætte loft over’, hvor meget biodiesel der må komme fra spildt madolie, for uanset loftet vil det resultere i merproduktion af palmeolie.

Det sker desværre en gang imellem, at politik styrer fagligheden, men det er uheldigt. Det må ikke være politiske hensyn, der ender med at afgøre, hvad der er rigtigt og forkert i regnestykkerne, det skal være den faglige ekspertise.