Sådan kan Mette Frederiksen lykkes med at lovgive om kødsovsen

Når politikerne beslutter, at nogle vaner er dårligere end andre og skal forbydes eller begrænses, handler det tit om, at konsekvenserne af individets handling går ud over andre fysisk, psykisk eller økonomisk. 

Det ses tydeligst i trafikpolitikken, hvor adfærden er gennemreguleret for vores fælles bedste - dog ikke uden sværdslag.

Til mange eksperters frustration har vi derimod ladet privatlivet vinde på sundhedsområdet, selvom regningen fra de mange følgesygdomme af alkohol og rygning viser sig i både sundhedsudgifterne og alt for tidlig død for alt for mange mennesker.

Det burde få forbrugsudledninger til at tælle, som var det vanvidsbilisme på en skolevej.

Anna Ebbesen
Rådgiver

Men så længe du kun direkte skader dig selv, må du drikke og ryge, som du vil.

Hvad så med klima? Videnskaben har vist med al tydelighed, at vores adfærd skader nuværende og kommende generationer.

Vi er med andre ord til fare for os selv og andre, når vi flyver ofte, spiser masser af rødt kød og generelt forbruger mere end fire jordkloder hvert år.

Det burde få forbrugsudledninger til at tælle, som var det vanvidsbilisme på en skolevej.

Men fordi det her er ting forbundet med stor grad af glæde og identitet for os forbrugere, så vil politikerne formodentlig vælge at lovgive mere a la sundhedspolitikken.

Derfor kunne man med fordel se på den gradvise udrulning af lovgivning omkring rygning, som en model: Start med de statslige institutioner og udrul den gradvis med trinvise øgninger.

Som da man startede med skoler, så institutioner, før man kom til restauranter og togperroner.

Regeringen kan med fordel se på netop kommunernes kommunikation, hvor man præsenterer klimatiltagene som en selvfølgelig forlængelse af planerne.

Anna Ebbesen
Rådgiver

Dermed matchede man også hvor danskerne var, og fulgte med, da normerne ændrede sig, hvilket man kan gentage i en CO2-afgift.

Man kunne for eksempel starte med en intern CO2-afgift i staten, i stil med den interne afgift som Aarhus allerede har på oksekød, som en måde at få forbruget ned, før man så ser på afgifter i supermarkederne. 

Regeringen kan med fordel se på netop kommunernes kommunikation i det her, hvor man præsenterer klimatiltagene som en selvfølgelig forlængelse af planerne - vi har sagt ”a”, så må vi også sige ”b”.

Som køkkenchefen på rådhusets kantine i Århus siger om den nye afgift: “»Det er dét, der skal til, for at sætte skub i tingene. Prisen tvinger os til at tænke kreativt, og det er helt okay,«.

Og her ligger nok nøglen til succes, uanset hvilken form for regulering vi ender med:

Tales der om det fælles bedste, om det indlysende og om noget udramatisk snusfornuftigt, så farver det modtagelsen.

Taler politikerne i stedet for om glidebaner, om “det må man selv om”, hylder individets ret til at spise, præcis hvad man vil, eller bekymre sig om dem, som nu ikke får råd til at spise præcis, hvad de plejer.

Tromler de budskaber mediefladen, så får vi ikke de nationale instrumenter i brug. 

Hvis klimaafgifter og love stadig lyder helt vanvittigt i dine ører, så husk lige, hvor selvfølgeligt du placerer dit barn i autostolen og klikker sikkerhedsselen i.

Tales der om det fælles bedste, om det indlysende og om noget udramatisk snusfornuftigt, så farver det modtagelsen.

Anna Ebbesen
Rådgiver

Da jeg startede på Christiansborg i 2002 som student i Venstres pressetjeneste, var det med et askebæger på bordet og en pager i hånden - begge dele er utænkelige i dag.

Pageren fordi teknologien heldigvis udviklede sig, og askebægeret fordi politikerne hjalp et normskred på vej.

Ja, der var organisationer, som efterspurgte det. Ja, der var de essentielle borgermøder om måden at gøre det på.

Men grundlæggende var der også politisk vilje til at sætte det fælles over individet, og gøre dårlige vaner både dyrere og mere besværlige.