SF gør klar til et svært valg: "Hvis vi er heldige, kan vi undgå, at den grønne omstilling bliver rullet tilbage"

Hun er også blevet næstformand for parlamentets grønne gruppe, som samler SF og en række andre pro-europæiske, rød-grønne partier i Europa.

Her bruger de lige nu en del tid på at tale om den grønne dagsordens tidevandsvending.

”Den diskussion, vi har internt lige nu, handler om, hvordan vi kan sikre, at der parlamentarisk kommer så meget grøn lovgivning ind som muligt, og hvordan vi kan beskytte så meget af den nuværende lovgivning mod dem, der ønsker at rulle den tilbage,” som hun selv siger. 

^{SF-formand Pia Olsen Dyhr poserer stolt med sin europæiske spidskandidats valgplakat.}

Grønt svigt?

Egentlig lagde år 2024 meget godt fra land, set med rød-grønne briller.

I februar fremlagde EU-Kommissionen et mål om at reducere EU’s drivhusgasudledninger med mindst 90 procent i 2040. Forslaget var i tråd med rådene fra EU’s klimaråd og dermed Parisaftalens krav. Det lød, og er, temmelig ambitiøst.

Men som det hurtigt kom frem, blev en række klimakrav til landbruget skrevet ud af forslaget i sidste øjeblik. Samme dag, som EU’s klimakommissær foreslog 2040-målet, annoncerede EU’s øverste chef, Ursula von der Leyen, at hun ville droppe sit eget forslag om at halvere forbruget af pesticider i Europa.

Siden dengang har alles øjne været på protesterende bønder og den europæiske bilindustris nært forestående død. På en stærkt voksende modstand mod udfasning af kul og benzindrevne biler.

Spørger man von der Leyens partikollega, Manfred Weber, som er formand for den magtfulde konservative gruppe, EPP, er det mere diskutabelt, hvor stor en succes de seneste fem års europæiske klimapolitik har været.

I februar fortalte han i et interview med Altinget om et øget behov for at udvise ”forståelse for, at den grønne omstilling vil få massive sociale konsekvenser,” og at ”venstrefløjen fejler, fordi den kun leverer ambitionerne, men uden en afbalanceret tilgang til økonomien og vores industri.”

Derfor er det også oplagt at spørge Kira Marie Peter-Hansen om hendes og de grønne kollegers egne politiske fejl og mangler.

Om man ikke kan se det grønne tilbageslag som udtryk for et politisk svigt, en forbigået mulighed og en manglende evne til at sælge den grønne omstilling som noget, der rent faktisk kommer europæerne til gode?

”Jeg synes ikke, det er rigtigt, at vi ikke har udnyttet muligheden. Vi har gennemført alt det, der har været politisk og menneskeligt muligt,” siger Kira Marie Peter-Hansen og henviser blandt andet til, hvordan Ukrainekrigen og coronakrisen har forandret vilkårene for at gennemføre politik flere gange i løbet af de fem år, der er gået siden 2019.

”Men man kan godt diskutere, om vi har overbevist folk godt nok og fået alle med.”

Grønne tab, der ikke kan omfordeles

Ifølge parlamentarikeren har en del af politikernes problem været deres manglende evne til at tale den grønne omstillings fordele op.

”Der er alle mulige fede ting ved at gennemføre en grøn omstilling,” siger hun og nævner et par eksempler. ”Vi kan løbe en tur rundt om søerne i København uden at indånde forurenet luft og dø for tidligt. Vi kan drikke rent vand fra hanen.”

Men den grønne omstilling handler vel også om, at der kommer højere afgifter på benzin og diesel, og at det bliver dyrere at opvarme sin bolig med olie- og gasfyr. Ting, som folk egentlig ikke har lyst til. Er man ikke nødt til at fortælle det, hvis man skal fortælle hele historien?

”Det er jo et omfordelingsspørgsmål. Der er rigdom nok i verden. Den er bare utrolig ulige fordelt. Selvfølgelig skal vi også være bevidste om, hvad der er realpolitisk muligt i den virkelige verden, men noget af det, der er vigtigt i en venstreorienteret klimapolitik, er, at de rigeste der betaler. Og det vil gøre, at det bliver billigere og nemmere at gennemføre den grønne omstilling,” siger hun.

”Det er jo ikke, fordi ens liv bliver dårligere af, at man kører i en elbil frem for en benzinbil.”

Nej, men det bliver vel dårligere, hvis man ikke har råd til at købe en elbil, og at den benzinbil, man har stående i garagen, bliver markant dyrere at køre i?

”Men det, at man ikke har råd til at købe en elbil, er jo netop et omfordelingsspørgsmål,” siger Kira Marie Peter-Hansen, der dog medgiver, at den grønne omstilling langt fra er uden sociale konsekvenser.

Ikke alt kan fikses ved at beskatte de rige noget mere.

”Der, hvor den grønne omstilling har nogle menneskelige omkostninger, som ikke kan løses med omfordeling, er, når det gælder arbejdsmarkedspolitikken,” siger hun.

”Der er nogle mennesker, som har nogle jobs i dag, som de ikke skal have i fremtiden, fordi sektorer enten lukker eller omstiller sig. Og det kan jo være menneskeligt svært.” 

^{Skal man tro målingerne, skal Kira Marie Peter-Hansen formentlig ikke spadsere alene til Bruxelles.} 

Tre klare kamppladser

På den måde er både den grønne omstillings menneskelige fordele og sociale konsekvenser undervurderede.

Bliver Kira Marie Peter-Hansen valgt ind, har hun en klar slagplan for, hvordan hun og SF skal prioritere i den kommende mandatperiode:

Én parlamentariker kan klare tre politiske udvalg. Og får SF kun én kandidat til Bruxelles, har spidskandidaten valgt tre favoritter på forhånd.

”Det er helt afgørende for mig, at SF sidder i Europa-Parlamentets økonomiudvalg, beskæftigelsesudvalg og miljøudvalg. Uanset hvem der bliver valgt,” siger Kira Marie Peter-Hansen.

Det handler ifølge parlamentarikeren om at få det grønne og det røde til at hænge sammen. At kæmpe for, at der bliver prioriteret penge nok til at finansiere den grønne omstilling. Og at EU’s hidtidige grønne resultater forsvares.

”Vi skal have plads her, fordi det er nogle lovgivningstunge udvalg, og jeg synes det er meget vigtigt, at SF laver lovgivning i EU, og ikke bare sidder og snakker i et snakke-udvalg.”

Økonomiseringen af klimakampen

Går man op i at få indflydelse har der ofte været god valuta for pengene, når danskerne har placeret sig i udvalget for industri, forskning og energi (ITRE).

Tidligere på året blev Socialdemokratiets Niels Fuglsang, Radikales Morten Helveg Peterson og Konservatives Pernille Weiss alle udpeget som tre af parlamentets ti mest indflydelsesrige politikere på energiområdet, da rådgivningsvirksomheden EU Matrix lavede sin føromtalte årlige opgørelse.

Selv er hun lige nu suppleant i netop ITRE og beskriver, hvordan der konstant er en politisk krig mellem udvalgene om at tilrane sig lovgivningsområder. Her er ITRE særdeles interesseret i at overtage traditionelt grønne områder fra miljøudvalget – en udvikling, Kira Marie Peter-Hansen gerne vil bremse.

Ifølge SF’eren har industrien allerede fået mere end rigelig magt til at definere, hvordan klimakampen udkæmpes. Den er blevet en del af Europas, og særligt Danmarks, vækstambitioner.

”Klimapolitikken er blevet mere mainstream, fordi det er gået op for midterpartierne, at man faktisk kan tjene gode penge på den. Derfor er klimapolitik i høj grad også blevet erhvervspolitik,” siger hun.

Hvorfor er det et problem?

”Det er ikke nødvendigvis skidt, men det kan betyde, at vi tilrettelægger vores klimapolitik ud fra, hvordan vi styrker nogle danske virksomheder eller statens økonomi, frem for at lave klimapolitik ud fra de planetære behov.”

At det industripolitiske fokus har fået en slagside, betyder ifølge Kira Marie Peter-Hansen, at man forsømmer de vigtige grønne politikområder, som man ikke kan tjene penge på.

”Det er ikke muligt at markedsliggøre miljøpolitikken på samme måde, som man kan med klimapolitikken. Der er færre private aktører, som tjener penge på fri natur, et sundt havmiljø og biodiversitet,” siger hun.

Set i det lys er kampen om udvalgsposterne ikke så teknisk og triviel, som den måske kan lyde. Den er politisk afgørende, mener Kira Marie Peter-Hansen.

”Det er meget vigtigt at have et stærkt miljøudvalg, som kan modgå økonomiseringen af klimakampen. Miljøudvalget har parlamentets grønneste politikere fra alle partier, og det har fokus på miljø og folkesundhed. På menneskerne, ikke industrien.”