Velfærdsforsker: Vækstkritikken viser os vejen til reel bæredygtighed

Tilstrækkelig og handlekraftig politik, der mindsker gennemløbet af resurser, vil indirekte påvirke størrelsen af økonomien i betydelig grad. Derfor bliver vi i de rige lande nødt til at gøre os uafhængige af vækst, skriver Kristian Kongshøj.

Det er skadeligt energi- og resurseforbrug, der direkte skal ’minusvækste’ - ikke først og fremmest BNP i sig selv, skriver Kristian Kongshøj. Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Kristian Kongshøj

Lektor, Institut for Politik og Samfund, Aalborg Universitet

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Diskussionen om grøn vækst versus vækstkritik, ’postvækst’ eller ’modvækst’ har efterhånden fundet ind i den offentlige debat.

I Altinget har økonomerne Ulrik Beck, Andreas Lund Jørgensen og Peter Kjær Kruse-Andersen for nylig skrevet nogle argumenter mod vækstkritikken, om end de også anerkender, at den grønne omstilling kan reducere den økonomiske vækst i et eller andet omfang.

De tre økonomer skriver, at postvækst har et ’overdrevent’ fokus på vækst, at vi i stedet mere konkret bør diskutere de ’nødvendige beslutninger’, der skal træffes af ’handlekraftige’ politikere.

De mest udbredte definitioner af postvækst eller modvækst handler dog netop om, at vi skal træffe de politiske beslutninger, der direkte nedbringer vores miljø- og klimamæssige aftryk på planeten og fokusere mindre på økonomisk vækst.

Det er skadeligt energi- og resurseforbrug, der direkte skal ’minusvækste’ - ikke først og fremmest BNP i sig selv.

Hvad skal vækste?

Hvad er så egentlig forskellen på de forskellige positioner? Lad os starte mere lavpraktisk, og derefter vende tilbage til den større abstraktion om ’vækst’.

Kort sagt kan man konstruktivt bruge vækstkritikken som en påmindelse om, at vi ikke kun skal have fokus på alt det vi skal have mere af, men at vi også skal have fokus på, at der simpelthen er noget, vi skal have mindre af.
Kristian Kongshøj
Lektor, Institut for Politik og Samfund, AAU

Man kan bruge vækstkritikken til en banal pointe om, at teknologi og øget resurseeffektivitet i sig selv ikke løser problemet for os. IPCC’s generelle anbefalinger om ’efterspørgselsrettede’ reformer og større ’sociokulturelle’ forandringer er ét eksempel.

De CO2-afgifter, som de tre økonomer anbefaler, er et mere praktisk eksempel. Omlægninger af skatter og afgifter er netop en af de mest udbredte anbefalinger i postvækst-litteraturen.

Mange i den litteratur mener dog også, at markedsbaserede justeringer af prismekanismen på ingen måde kan stå alene, men at vi også på andre måder skal skabe de politiske rammer, der muliggør et mindre intensivt forbrug af resurser.

Kort sagt kan man konstruktivt bruge vækstkritikken som en påmindelse om, at vi ikke kun skal have fokus på alt det vi skal have mere af (vindmøller, solpaneler, elbiler, generel elektrificering, mv.), men at vi også skal have fokus på, at der simpelthen er noget, vi skal have mindre af.

Det lyder jo banalt, men det har en tendens til at forsvinde i praktisk politik. Et nyligt eksempel er Mette Frederiksens kommentar fra Folkemødet om, at den største trussel mod den grønne omstilling er mangel på faglært arbejdskraft.

Således taler en politiker for hvem den grønne omstilling er et politikområde, der som så mange andre primært handler om at finde finansiering og arbejdskraft, lidt som om det er et gigantisk infrastrukturprojekt – mens vækstkritikken i stedet understreger, at det i langt bredere forstand handler om at nedskalere den samlede biofysiske skala af forbrug og produktion.

Læs også

Kraka og forsker: Nej, nulvækst er ikke en magisk løsning på klimaproblemerne

Debat

Klimaforandringer er et symptom, ikke selve problemet

Lad os vende tilbage til det større spørgsmål om ’vækst’, og hvorfor det alligevel er vigtigt at have med.

Her bliver det for det første vigtigt at forstå, at vækstkritikerne har et større og holistisk perspektiv på grøn omstilling. Man ville ikke som de tre økonomer alene have fokus på klimaforandringer som vores problem.

Klimaforandringer er ét symptom, men vores egentlige problem er et alt for stort økonomisk ’stofskifte’, et alt for stort gennemløb af energi og materialer.

Et andet afledt symptom er biodiversitetskrisen. Det, der af og til kaldes den ’sjette masseuddøen’, er ikke alene eller primært et spørgsmål om klimaforandringer. Biodiversitetskrisen drives primært af mangel på plads til naturen, samt at mennesker lægger beslag på og udvinder naturresurser i et omfang, der ikke efterlader meget til andre arter.

I Danmark kender vi det perspektiv fra pointen om at vores ’økologiske fodaftryk’ ville kræve fire Jordkloder, eller at vi overskrider vores resursegrænser i slutningen af marts.

Afkobling mellem økonomisk vækst og resurseforbrug

For det andet skal man efterfølgende forstå, at dette mere holistiske (økologiske) perspektiv ikke giver megen eller overbevisende støtte til forestillingen om en samlet ’grøn vækst’, hvor økonomien fortsætter med at vokse eksponentielt, samtidig med at vi reducerer vores aftryk på planeten.

Selv moderat økonomisk vækst indebærer, at økonomien fordobles og mangedobles i løbet af én og to generationer.
Kristian Kongshøj
Lektor, Institut for Politik og Samfund, AAU

Hvad angår udledninger ser vi nu, at vi skal langt videre end blot forsyning af grøn elektricitet og ny infrastruktur, og dansk økonomi er ikke som sådan blevet mere bæredygtig målt på generelt resurseforbrug.

Metastudier af litteraturen giver heller ikke megen støtte til nogen samlet afkobling på samfundsøkonomisk niveau. Hverken Danmark eller andre rige lande har endnu vist vejen mod et samfund, hvor vi kan holde os inden for planetens biofysiske grænser.

For vækstkritikerne understreger disse empiriske studier, at vi i en vækstafhængig økonomi sidder fast i en trædemølle, hvor bestræbelser med fokus alene på resurseeffektivitet bare omsættes til nye problemer andre steder. Eksempelvis el- eller brændstofeffektivitet, der bare sluges af større boligmasse og en voksende transportflåde.

Acceleration eller deacceleration?

Kan vi i lyset af ovenstående kombinere en forestilling om fortsat eksponentiel økonomisk vækst med et stærkt reduceret resurseaftryk?

Selv moderat økonomisk vækst indebærer at økonomien fordobles og mangedobles i løbet af én og to generationer. Det kræver, at det meste af vores økonomi – forbrug og produktion – skal blive noget rent immaterielt og luftigt uden konsekvenser i den virkelige verden.

Hvor stor ville dansk økonomi egentlig være, hvis vi i en overskuelig fremtid fandt en blød landing til bare én Jordklode, populært sagt? Det kunne godt være et skræmmende spørgsmål for en vækstøkonom.
Kristian Kongshøj
Lektor, Institut for Politik og Samfund, AAU

Det er vi ikke hidtil lykkes med. Forestillingen om en rent cirkulær økonomi kan måske i bedste fald beskrive en begrænset del af vores resurseforbrug.

Det, der rent konkret indebærer en mere simpel levevis med langt mere deleøkonomi og færre nyanskaffelser, lyder måske ikke så skræmmende – men hvor stor ville dansk økonomi egentlig være, hvis vi i en overskuelig fremtid fandt en blød landing til bare én Jordklode, populært sagt? Det kunne godt være et skræmmende spørgsmål for en vækstøkonom.

Der er en rig og voksende litteratur om, hvad sådanne politiske reformer kunne indebære, som jeg ikke kan gå længere ind i her, om end det er rigtigt, at mange af dem forekommer ret radikale efter sædvanlig målestok.

Disse er de mere fundamentale og provokerende spørgsmål.

Den fundamentale påstand i vækstkritikken er i min udlægning, at en tilstrækkelig og handlekraftig politik, der mindsker gennemløbet eller stofskiftet af resurser, indirekte vil påvirke størrelsen af økonomien – samlet forbrug eller produktion – i betydelig grad.

Vi bliver dermed i de rige nødt til at gøre os uafhængige af vækst i forhold til eksempelvis beskæftigelse og generel velfærd.

Læs også