Venstre: EU’s skånsomme behandling af fattige landes klimaomstilling er en bjørnetjeneste

EU's 2030-mål betyder, at rige lande som Danmark skal optage så meget CO2, at vi kan dække over fattigere landes udledninger. Det skaber en stor skævhed i det indre marked, og det er i gang med at splitte Europa i to, skriver Linea Søgaard-Lidell, klimaordfører for Venstre.

At
finde den mest effektive vej til at skabe et klimaneutralt samfund er
særligt en forpligtelse overfor den næste generation. Derfor skal vi gøre det klogere, når vi skal lave det nye fælles 2040-klimamål, skriver Linea Søgaard-Lidell. — At finde den mest effektive vej til at skabe et klimaneutralt samfund er særligt en forpligtelse overfor den næste generation. Derfor skal vi gøre det klogere, når vi skal lave det nye fælles 2040-klimamål, skriver Linea Søgaard-Lidell.Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

Linea Søgaard-Lidell

MF (V)

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der har været stor debat om niveauet af EU’s klimamål for 2040. 80 procent, 85 procent, 90 procent og mange andre bud. Men debatten burde handle meget mere om, hvordan vi når det høje klimamål.

Som det er i dag, er 60 procent af EU’s udledninger nemlig dækket af en såkaldt ”byrdefordeling.” Det vil sige, at EU udstikker et nationalt klimamål til hvert enkelt medlemsland. Et klimamål, som landene selv skal finde ud af at nå, og som er udstukket på baggrund af landets BNP.

Helt konkret betyder det, at de rige lande skal reducere, og de mindre rige slipper billigere.

Når det er op til primært national regulering, så er vi mindre sikre på, at landenes regulering rent faktisk også sikrer reduktionerne og skaber omstillingen.
Linea Søgaard-Lidell (V)
Klimaordfører

For mig at se, er det uhyre vigtigt, at vi ikke bare forlænger verden med brædder, når vi i EU finder ud af, hvordan EU så også skal indfri 2040-klimamålet. Det skete med 2030-målet, hvor lovgivningen om flere sektorer i EU’s kvotehandelssystem blev udvandet på grund af protester fra flere EU-lande og bekymringen for negative sociale konsekvenser.

Fattige lande forfordeles

Men sagen er, at det er mere effektivt for både klimaet og samfundsøkonomien, når virksomheder betaler for deres udledninger af drivhusgasser igennem den fælles kvotehandel.

For når det er op til primært national regulering, så er vi mindre sikre på, at landenes regulering rent faktisk også sikrer reduktionerne og skaber omstillingen. Og når vi skal vurdere det, er det for sent. Og så er der også den helt store udfordring, at landene får meget forskellige vilkår, fordi man har fordelt "byrden" ved at finde reduktioner.

Mens Danmark for eksempel skal nå 50 procents reduktion i 2030 indenfor sektorerne landbrug, transport og affald, så skal et land som Bulgarien nå ti procents reduktion og Polen 17,7 procents reduktion.

Læs også

Cepos: Her er 6 grunde til, at Danmark bør opgive sit snævre, selvstændige klimamål for 2040

Debat

Samlet set skal EU godt nok være klimaneutral senest i 2050, men det er svært at forestille sig, at landene med de laveste klimamål i 2030 kan tage så store spring i deres omstilling, at de er i nærheden af klimaneutralitet 20 år senere. Antagelsen må altså være, at et land som Danmark skal optage så meget CO2, at vi kan dække over, at de fattigere lande bliver ved med at udlede.

Det skaber en stor skævhed i det indre marked, og det er i gang med at splitte Europa i to: I de lande, som skal reducere, og de lande, som ikke kommer i gang med at reducere.

Men det splitter også EU i de lande, som bliver en del af den grønne omstilling, og de lande, som ikke bliver en del af den grønne omstilling.

Vi burde derimod sørge for, at alle lande i EU bliver en del af fremtidens grønne økonomi.
Linea Søgaard-Lidell (V)
Klimaordfører

I europæisk politik taler man meget om et begreb, der hedder ”leave no one behind.” Ingen lande skal efterlades på perronen. Det var også det begreb, som dominerede protesterne mod at udvide kvotehandlen. Men det handler typisk mest om at sørge for ikke at sende en alt for stor regning til lande, der ikke har så mange midler. Jeg er imidlertid overbevist om, at det er en bjørnetjeneste.

For mig handler det også om, at vi skal sørge for, at alle lande kommer med i den grønne omstilling. For jeg er helt overbevist om, at fremtidens udvikling og vækst også kommer til at ligge inden for den grønne omstilling. Vi burde derimod sørge for, at alle lande i EU bliver en del af fremtidens grønne økonomi.

Klogere 2040-mål

Jeg sad selv i forhandlingslokalet, da vi forhandlede EU’s store klimapakke mod 2030-målet. Dengang foreslog jeg også at udfase byrdefordelingen efter 2030. Det lykkedes desværre ikke. Jeg håber, at de politiske vinde har skiftet, når den næste klimapakke skal på plads.

Læs også

Concito: EU’s ambitiøse 2040-mål betyder ikke, vi kan sætte Danmarks klimapolitik på autopilot

I 2030, hvor vi skal nå det næste fælles klimamål, fylder min datter ti år. Det er hendes generation – som er født i 2020 – som ifølge FN’s klimapanel kan se ind i en fremtid, hvor verdens temperaturstigninger vil ramme 3,6 til 4,4 grader, hvis udledningen af drivhusgasser fortsætter som i dag.

Vores forpligtelse til at finde den mest effektive vej til at skabe et klimaneutralt samfund hurtigt er særligt en forpligtelse overfor den næste generation. Det må vi ikke glemme. Derfor skal vi gøre det klogere, når vi skal lave det nye fælles 2040-klimamål.

Politik har aldrig været vigtigere