Forenede Care: Krisecentres faglighed og kvalitet bliver ramt af ny økonomiaftale

Økonomiaftalen sætter et loft over kvaliteten på krisecentre. Det er i stedet oplagt at tale om, hvad et krisecentertilbud skal rumme, så vi får flere tilbud med kvalitet, skriver Stine Louise Eising von Christierson, administrerende direktør, Forenede Care.

Ifølge Stine Louise Eising von Christierson bør samfundet have en ambition om, at alle i krise kan få
plads og sikkerhed på et krisecenter, hvor fagligheden i forhold til køn og
seksualitet er i top. — Ifølge Stine Louise Eising von Christierson bør samfundet have en ambition om, at alle i krise kan få plads og sikkerhed på et krisecenter, hvor fagligheden i forhold til køn og seksualitet er i top.Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Stine Louise Eising von Christierson

Adm. direktør, Forenede Care, formand, Dansk Sundhed og Velfærd (Dansk Industri)

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

For et år siden åbnede Danmarks første krisecenter for LGBT+-personer. Det viste sig mildest talt at være et tiltrængt initiativ.

Tårnbyhus LGBT+-krisecenter har været fuldt belagt nærmest fra dag ét, og det har desværre været nødvendigt at afvise en del kriseramte LGBT+-personer for i stedet at henvise dem til herberger eller almindelige krisecentre, som er uden en særskilt LGBT+-faglighed.

Som samfund bør vi have en ambition om, at alle i krise kan få plads og sikkerhed på et krisecenter, hvor fagligheden i forhold til køn og seksualitet er i top.

Det giver ikke mening at sætte et generelt loft på, hvad et ophold på et krisecenter må koste.
Stine Louise Eising von Christierson
Administrerende direktør, Forenede Care.

Det er barskt nok at skulle forholde sig til at bryde ud af et voldeligt forhold. I den skrøbelige situation skal man ikke også bekymre sig om, hvordan andre forholder sig til ens seksualitet eller køn.

Borgere i krise bør ikke vente på kommunen

For at vi kan lykkes med det, kræver det, at vi kan drive specialiserede krisecentre over hele landet, hver dag og hele året. Det er svært at komme væk fra volden, og derfor skal krisecentrene have en kapacitet, hvor telefonen altid bliver taget, og døren altid bliver åbnet, når personen i krise ringer på og rækker ud efter hjælp.

Noget som desværre ikke skubber positivt til udviklingen af flere specialiserede krisecentre, er den række af tiltag som regeringen og Kommunernes Landsforening har præsenteret i forbindelse med økonomiaftalen for 2024.

Her har de blandt andet lagt op til et takstloft for tilbud med selvmøderprincip. Det vil sige LGBT+-krisecenteret såsom vores på Amager eller vores kvindekrisecenter Haslevhus på Sydsjælland, hvor borgeren selv kan henvende sig og få ophold uden forudgående kommunal visitation.

Selvmøderprincippet er sat i verden for at gavne de mest udsatte borgere med et akut behov. Borgere i krise skal kunne henvende sig direkte til et tilbud og få ophold med det samme i stedet for at vente på at blive henvist af kommunen.

Derfor giver det ikke mening at sætte et generelt loft på, hvad et ophold på et krisecenter må koste. Hvis man indfører et takstloft, uden forståelse for kompleksiteten i hvert tilbud samt målgruppers behov og indsats, kan det betyde en udvanding af den kvalitet og faglighed, som et tilbud som vores kan give.

Takstloft indskrænker fleksibiliteten

Som krisecenter har vi en kontrakt med samfundet om, at vi med vores specialiserede faglighed kan visitere den aktuelle målgruppe akut. Det er hele grundlaget for at drive et krisecenter. Et nyt takstsystem skal tage højde for netop dette og sikre, at kvaliteten og tilgængeligheden på krisecentrene ikke forringes.

For mig at se skaber mange af tiltagene i økonomiaftalen mere bureaukrati på socialområdet. Det er et paradoks, da regeringen har et mål om det modsatte.
Stine Louise Eising von Christierson
Administrerende direktør, Forenede Care.

I dag er der rimelig fleksibilitet i forhold til det enkelte tilbuds takster.

Da vi eksempelvis åbnede Tårnbyhus sidste år, var vores erfaring fra vores kvindekrisecentre, at vi ikke havde behov for en nattevagt. Det viste sig at være anderledes, når der var tale om LGBT+-personer i krise. Derfor justerede vi vores priser hos socialtilsynet.

Den fleksibilitet, og dermed præcision i forhold til at yde hjælp til målgruppen, risikerer at blive indskrænket med et takstloft, der skærer alle over én kam.

Flere får den nødvendige hjælp

For mig at se skaber mange af tiltagene i økonomiaftalen mere bureaukrati på socialområdet. Det er et paradoks, da regeringen har et mål om det modsatte. Det virker også som en unødvendig øvelse, når vi allerede har et socialtilsyn, som har midlerne og evnerne til at sørge for, at udgifterne til blandt andet krisecentre ikke løber løbsk.

Udgiftsposterne på socialområdet har været stigende for kommunerne, og jeg anerkender behovet for at kunne styre udgifterne. Men det må ikke ske på bekostning af ordentlig hjælp til borgeren i krise.

Det er ikke selvmøderprincippet, der er skyld i de stigende udgifter på området. En central grund er, at flere borgere nu får den hjælp, som de har behov for og krav på. Mon ikke det i sidste ende tjener sig godt hjem.

Så frem for et takstloft er det i stedet oplagt at tale om, hvad et krisecentertilbud skal rumme og hvilken faglig standard, krisecentrene skal arbejde efter, så vi får flere tilbud med kvalitet og færre tilbud, der forsøger at lukrere på mennesker i krise.

Politik har aldrig været vigtigere