Forskere: Digitalisering af det offentlige flytter ansvaret for velfærden over på den enkelte borger

For det første forskubbes opgaver og ansvar fra systemet og ud til borgeren. Øget anvendelse af selvbetjeningsløsninger, kommunikationsplatforme og digitale ansøgninger stiller krav om at kunne navigere i digitale systemer, herunder at aflæse og reagere på digital post.

Dette udfordrer borgere med utilstrækkelige digitale forudsætninger og fører til ulighed i forhold til at kunne gøre sig gældende og få den rette hjælp. Trods nyere tids fokus på netop digital inklusion, består de primære løsninger af eksempelvis hjælp hos Borgerservice (hos hvem mødetider også skal bookes online) eller af decideret fritagelse for digital post med en række demokratiske begrænsninger i forhold til borgerens deltagelsesmuligheder til følge.

Ansvar og opgaver forskydes yderligere ud mod digitalt marginaliserede borgeres egne netværk, som borgerne bliver afhængige af at søge hjælp og støtte hos

Stella Mia Sieling-Monas og Helle B. Antczak

Risiko for tyveri af personlige data

Dernæst forskydes ansvar og opgaver yderligere ud mod digitalt marginaliserede borgeres egne netværk, som borgerne bliver afhængige af at søge hjælp og støtte hos. Resultatet er blandt andet realiseringen af såkaldte ”proxy-brugere” af de digitale løsninger, fordi netværket må agere digitalt på vegne af borgeren og eksempelvis logge ind, udfylde skemaer, eller tilgå ellers fortrolige oplysninger.

Forskydningen stiller således sårbare borgere i risiko for eksempelvis misbrug eller tyveri af personlige data.

Hos de mest udsatte grupper er eget netværk desuden ofte begrænset eller fraværende. Som konsekvens ser vi derfor en tredje forskydning ud mod civilsamfundsorganisationerne.

Organisationernes hjælpefunktion bliver at forklare, gennemføre og støtte brugernes digitale kontakt med systemet. Dette fratager organisationerne ressourcer tiltænkt deres oprindelige formål og skaber en række etiske dilemmaer og juriske udfordringer.

Når en borger ikke selv er i stand til at varetage og håndtere fortrolige digitale oplysninger, er organisationerne i stedet flere steder nødsaget til at gøre det for dem. Denne ikke helt uhørte praksis opstår, fordi de alternative omkostninger og konsekvenser er for store, og fordi organisationerne erfarer, at opgaven ikke løftes andre steder.

Fra velfærdsstat til velfærdssamfund

I tillæg til disse tre forskydninger, ser vi afslutningsvis også interne forskydninger i systemet selv. Dette opstår når digitale løsninger muligvis letter opgaveløsningen ét sted for i stedet at tilføre opgaverne og udgifterne et andet sted.

Vi ser også interne forskydninger i systemet selv, som når digitale løsninger muligvis letter opgaveløsningen ét sted for i stedet at tilføre opgaverne og udgifterne et andet sted

Stella Mia Sieling-Monas og Helle B. Antczak

Et tydeligt eksempel opstår, når danske kommuner må bevilge §85 bostøtte alene med henblik på, at borgeren modtager hjælp i hjemmet til at forstå og læse offentlig digital post. Eller når støtte-kontaktpersoners primære opgave bliver at hjælpe borgeren med at navigere digitalt i dét system, som støtten selv er bevilget af.

Forskydningerne medfører samlet set, at vi risikerer at fejlfortolke de forventede besparelser knyttet til offentlige digitale løsninger. Eller at vi overser, når udgifter og opgaver blot flyttes fra velfærdsstaten og til andre aktører.

Såfremt forskydningerne er bevidste led i en overgang væk fra en mere universel velfærdsstatsmodel og hen mod dét, som af nogle aktører omtales som velfærdssamfundet med øget inddragelse af borger og civilsamfund, bør dette være en tydelig og gennemsigtig del af den offentlige samtale.

Fremfor at snige forskydningerne ind ad bagvejen og alene fremhæve digitaliseringens potentialer, må vi skabe mere tydelighed om de store konsekvenser, som digitale offentlige systemer allerede medfører for udsatte grupper og de organisationer, som forsøger at hjælpe dem.