Gammel traver flytter fokus væk fra lokale klimaplaner
Hastighedsbegrænsninger bliver fremhævet af økonomer, hver gang forholdet mellem det lokale og den nationale klimaindsats diskuteres. Senest har De Økonomiske Råd brugt det til at kritisere kommunernes klimapolitik. Men det er fokusforskydning, skriver Laila Kildesgaard.
Laila Kildesgaard
Ekspert i grøn omstilling og lokal udvikling, bestyrelsesmedlem i EWII, Trefor El Net Øst, DBC Digital, Gate 21, CRT og Det Københavnske TeatersamarbejdeDet er mit indtryk, at der stadig bliver lyttet til De Økonomiske Råd, DØR. Det der i gamle dage blev omtalt som "vismandsinstitutionen".
Det glæder imidlertid ikke, når de rådgiver om kommunernes klimapolitik,.
Den sidste nye rapport fra DØR kritiserer kommunernes klimaindsats. Det gjorde de også året før. Jeg var med i en debat på sidste års Klimafolkemøde i Middelfart, hvor også professor Mogens Fosgerau pegede på, hvordan lokale hastighedsbegrænsninger ville være til skade for samfundsøkonomien.
Det samme eksempel lægger DØR ud med i deres seneste rapport.
Det kan da godt være, at det koster samfundet penge, hvis mobiliteten falder. Jeg skal være den første til at indrømme, at det også er noget rod, når hastighedsbegrænsningerne på motorvejene ændrer sig per 20. kilometer. Men måske stiger livskvaliteten for naboerne til motorvejene?
Nu er lokale hastighedsbegrænsninger så heller ikke omdrejningspunktet i de kommunale klimahandlingsplaner. Derfor er eksemplet dårligt.
Ikke desto mindre bliver det fremhævet af økonomer, hver gang forholdet mellem det lokale og den nationale klimaindsats diskuteres. Det er fokusforskydning.
Lad mig nævne nogle af de store og centrale tiltag på klimaområdet i kommunerne; først og fremmest energi:
Omlægning af energiproduktion i de forsyningsselskaber, som kommunerne ejer. De samme selskaber er den store muskel i klimatilpasningsprojekter på tværs af hele landet.
Én ting er sikkert; eksemplet med hastighedsreduktioner er en gammel traver
Laila Kildesgaard
Et andet eksempel er planlægning for energianlæg, skovrejsning og udtagning af lavbundsjord. Kampen om arealerne foregår lokalt i kommunalbestyrelserne. Det har Christiansborgpolitikerne ikke meget lyst til at blande sig i. Jeg har tidligere beskrevet, hvordan status er på det område.
Der er mange andre eksempler på, hvad planerne egentlig går ud på. Det afgørende er, at kommunerne tager ansvaret for at få borgerne med ombord. Nogen gange lykkes det. Det er beskrevet mange steder. Også i kommentarer på Altinget gennem de seneste to år.
Én ting er sikkert; eksemplet med hastighedsreduktioner er en gammel traver. Derfor vil jeg lade det ligge for nu.
Noget andet er præmissen om, at målet for den grønne omstilling lokalt skal gå hånd i hånd med prioriteringen af samfundsøkonomien. Det er det ikke. Målet har været at bidrage til at lette presset på klimaet.
Programmet DK2020 og en fælles skabelon for klimahandlingsplanerne i kommunerne blev lanceret i 2019. Det var efter inspiration fra COP15 i Paris. Målet var at holde temperaturstigningerne nede.
De fem år, der er gået siden, er blevet brugt på at identificere lokale løsninger på globale udfordringer.
I byerne handler det meget om trafik, energirenoveringer og byggeri. På landet handler det især om opsætning af vedvarende energianlæg og samarbejde med landbruget og andre sektorer.
Den danske klimalov blev vedtaget i 2020. Efter den blev vedtaget har kommunerne og regeringen være i dialog med hinanden.
Ambitionen i samarbejdet på klimaområdet er, at få regler og rammer til at støtte op om lokale initiativer.
Det bedste eksempel er det svære samarbejde om at udfase gas og udrulle fjernvarme. Det næstbedste er aftalen om energi-parker på land og en højere kompensation til naboerne. Kommunerne synes kompensationen er for lille. Men dialogen er der.
Et sidste godt eksempel er omlægning fra diesel til el-busser i de store byer.
DØR kommer selv med et eksempel. De peger på behovet for en bidragsmodel, så klimatilpasning betales af dem, der får mest ud af investeringerne. Altså at dem der ligger i første række har større gevinst af kystsikring og mindre oversvømmelse, end dem der ligger i anden række. Lodsejere i først række skal betale mest.
Den dialog foregår mellem kommuner og stat. Det har den gjort i årevis. Jeg kunne blive ved. Det kan kommunerne også.
Pointen er, at de lokale klimahandlingsplaner er implementeringen af de internationale og nu også nationale målsætninger. Det er ikke noget kommunerne selv finder på, som DØR ellers skriver
Laila Kildesgaard
Pointen er, at de lokale klimahandlingsplaner er implementeringen af de internationale og nu også nationale målsætninger. Helt konkret og med inddragelse af borgerne.
Det er ikke noget kommunerne selv finder på, som DØR ellers skriver. Det er det særlige for modellen, at kommunerne, på tværs af landet, står sammen om den. Kapacitetsopbygning, fondsfinansiering og Concito som videnspartner.
Det er svært at forestille sig noget mere solidt. Det findes mig bekendt heller ikke i verden.
Modellen har afløst mindst fem forskellige modeller fra tidligere, som havde spredt opbakning. Blandt andre besluttede Danmarks Naturfredningsforening at nedlægge deres, da der kom en fælles.
DØR skriver i deres rapport, at en indsats i én kommune kan betyde, at en anden kommune, eller Danmark for den sags skyld, kan slippe billigere. Derfor bør der ikke være kommunale klimamål ifølge DØR.
Hvis man køber det argument, så kan man også hævde, at det ikke kan betale sig for Danmark at have en klimalov.
Det betyder, at de andre lande kan slippe billigere. Så kan vi lige så godt lægge indsatsen på så højt et aggregeret og globalt niveau som muligt. Undlade at investere i havvind. Eller give landbruget ret i, at hvis vi regulerer i Danmark, vil der være lækage, og det vil være skønne spildte kræfter.
Men sådan tænker vi jo ikke. Aftaler på internationalt og nationalt niveau skal forankres lokalt.
Kommunernes klimahandlingsplaner har fokus på, at grøn omstilling og lokal udvikling kan gå hånd i hånd. Derfor har planerne en konfliktnedtrapning indbygget.
Der arbejdes intenst på at finde nye modeller for borgerinddragelse med en bredere repræsentation og større lokal indflydelse i for eksempel de store energiprojekter. Det får både Danmark og EU brug for i de kommende år.
Med risikoen for, at EU-parlamentet bliver mindre grønt, er der ingen tid at spilde. Det anerkender den danske regering. Måske er det derfor, at både CO2-reduktioner, klimatilpasning og lavbundsjorde er nævnt i den aftale, regeringen indgik med KL den 1. juni 2024 om kommunernes økonomi i 2025.
Afslutningsvis - i stedet for at skrive mere om effekten af lokale hastighedsreduktioner - nævnes her kort et par andre temaer, som presser sig på:
- Er det bedst for samfundsøkonomien at samle de grønne hænder centralt i staten og lave regulering eller ansætte dem i kommunerne til at lave myndighedsbehandling af VE-projekter?
- Skal de 250.000 hektar skovrejsning, som blandt andre Svarreudvalget foreslår, rejses for offentlige eller private midler, og hvilke formål skal de fremme. Det kunne være relevant at vide, hvordan det forventes at påvirke jordpriserne og kampen om arealerne.