Hæstorp om budget uden Enhedslisten: Det handler ikke om hævn, men om ansvarlighed

Ifølge overborgmester Sophie Hæstorp er det en grundlæggende uenighed med Enhedslisten om retningen for Københavns udvikling, der ser ud til at sende kommunens største parti helt ud af en ny budgetaftale for de næste to år.

Sophie Hæstorp (S) blev sidste år sendt uden for døren i budgetforhandlingerne af blandt andet Konservatives børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (tv.) og Venstres beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken. Tirsdag stod partierne skulder ved skulder og præsenterede en "principaftale" om et københavnsk budget for 2024 og 2025. 
Sophie Hæstorp (S) blev sidste år sendt uden for døren i budgetforhandlingerne af blandt andet Konservatives børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (tv.) og Venstres beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken. Tirsdag stod partierne skulder ved skulder og præsenterede en "principaftale" om et københavnsk budget for 2024 og 2025. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Søren Dahl

Et "arbejdsfællesskab", der tør træffe de svære beslutninger og sikre Københavns udvikling i de næste mange år frem. 

Sådan lyder overborgmester Sophie Hæstorp Andersens (S) beskrivelse af den alliance af partier, der tirsdag krøllede alle traditioner og skikke for københavnske budgetslag sammen, da de præsenterede en "principaftale" om et budget for både 2024 og 2025, flere måneder før forhandlingerne overhovedet er gået i gang. 

Læs også

"Det, der binder os sammen, er først og fremmest, at vi har en fælles idé om, hvor København skal hen i de kommende år. Det har vi, når det kommer til at bygge flere boliger, som helt almindelige københavnere har råd til at bo i, holde hånden under velfærden, og når vi skal finde pengene til at bygge mere metro, så byen ikke sander til," siger socialdemokraten.

Ifølge overborgmesteren er tirsdagens aftale på flere måder et opgør med den måde, som politikerne på Københavns Rådhus traditionelt har lavet politik på. 

"Hvis vi for alvor skal udvikle København, så skal vi turde tage det lange lys på. Derfor lægger vi med den her aftale også skinnerne til den kommuneplan, der sætter retningen for vores by i det næste årti. Det er det, der holder os sammen. Man kan næsten gå så langt som til at kalde det et arbejdsfællesskab," bemærker hun. 

Socialdemokratiet har en hundrede år gammel tradition for at tage ansvar for byens langsigtede udvikling og samtidig sikre, at byens borgere, deres børn og ældre har grundlaget for at for få et godt liv. Derfor har jeg heller ikke skulle slå knuder på mig selv for at være med i den her aftale.

Sophie Hæstorp Andersen, overborgmester (S)

Med principaftalen giver partierne håndslag på at afsætte 6,3 milliarder kroner til at udbygge metroen med nye linjer til Nordhavn og Lynetteholm.

Med aftalen skal der også sikres flere parkeringspladser, som særligt Konservative vægter højt.

Derudover vil aftalepartierne skal sætte gang i arbejdet med en ny cykelbro mellem Enghave Brygge og Islands Brygge.

Samtidig viderefører principaftalen de skattelettelser på 0,1 procent, som blev aftalt ved sidste års budgetforlig, i både 2024 og 2025. 

Partierne forpligter sig desuden til, at den kommuneplan, der vedtages hvert fjerde år og næste gang i 2024, skal sikre udvikling af Refshaleøen og Lynetteholm samt åbne for flere almene boliger, ejerboliger og andelsboliger.

Enhedslisten isoleret 

Ved tirsdagens pressemøde i rådhusets magistratsal var samtlige af rådhusets partier repræsenteret på nær Enhedslisten og Alternativet.

En kontrast til sidste års budgetforlig, hvor rådhusets største parti svingede taktstokken og efterlod Socialdemokratiet og SF i skammekrogen.  

Sophie Hæstorp Andersen understreger dog, at hun samarbejder "rigtig godt med Enhedslisten i det daglige": 

"Vi har lavet flere aftaler med Enhedslisten, blandt andet om flere almene boliger, og det er vi rigtig glade for. Det samarbejde er jo ikke på den måde tilsidesat."

Hvad vil du sige til alle de københavnere, der mener, at det rødgrønne flertal i København burde arbejde sammen om at trække København i en grøn retning, og som ikke har stemt for skattelettelser? 

"De syv partier, der træder sammen, er dem, der for alvor vil udviklingen af København. Det er de partier, som ikke kun taler om, at vi i fremtiden skal have flere betalbare boliger, men som også tør udpege de grunde, boligerne skal bygges på. Også selvom det er svært," siger hun.

Vi står, som så mange gange før, i en situation, hvor vi er enige med Enhedslisten om rigtig mange ting, men vi er ikke enige om midlerne til at komme derhen.

Sophie Hæstorp Andersen, overborgmester (S)

"Det er de partier, som gerne vil tage ansvar for, at vi skal have mere metro, og som ikke bare siger, at vi skal have bilerne ud af byen uden at komme med et seriøst alternativ til, hvordan københavnerne så skal kunne transportere sig rundt," siger Sophie Hæstorp Andersen og fortsætter:

"Men jeg vil selvfølgelig gerne samarbejde med Enhedslisten i fremtiden, og der kommer jo til at være masser af ting, hvor vi kommer til at samarbejde."

Så det her er ikke en hævnaktion for, at Enhedslisten lavede en aftale uden om jer sidste år?

"Den her aftale er resultatet af, at syv partier igennem længere tid har haft en samtale om, hvordan vi ønsker at København skal udvikle sig, så den i fremtiden er socialt og økonomisk bæredygtig. En samtale, der også har handlet om, hvordan vi løser de helt store problemer med at skaffe boliger nok til alle og sikre offentlig transport af højeste kaliber," konstaterer overborgmesteren. 

"På ingen måde" 

Som Altinget og flere andre medier kunne beskrive, har der helt ind i den socialdemokratiske gruppe på rådhuset været dyb utilfredshed over Hæstorp.

Det er især hendes ledelsesstil og evne til at sætte retning efter Socialdemokratiets historisk dårlige kommunalvalgsresultat i 2021 og efterfølgende deroute ved sidste års budgetforhandlinger, der har været årsag til den interne uro.

Sophie Hæstorp, er det den seneste tids kritik af dig, der har gjort, at du har følt dig nødsaget til at gå ud og præsentere den her principaftale nu? 

"På ingen måde." 

I stod i en situation, hvor I meget gerne ville tilbage i en budgetaftale. Har I fået nok ud af den her aftale, eller har i måtte give køb på for meget for at komme tilbage? 

"Socialdemokratiet har en hundrede år gammel tradition for at tage ansvar for byens langsigtede udvikling og samtidig sikre, at byens borgere, deres børn og ældre har grundlaget for at for få et godt liv. Derfor har jeg heller ikke skulle slå knuder på mig selv for at være med i den her aftale."

"Det er vigtigt at huske på, at det her er et kompromis mellem syv partier, og derfor er der jo også ting, som ikke er groet i Socialdemokratiets baghave, herunder skattelettelser. Men vi står samlet tilbage med en aftale, der udvikler København i den helt rigtige retning, og så lever vi med det,"

Sidste år sad Enhedslisten for bordenden i en budgetaftale, som I ikke var med til. Nu står vi i en situation, hvor i præsenterer en aftale, som Enhedslisten står udenfor.

Er det en holdbar situation, at de to største partier på Københavns Rådhus ikke kan samarbejde om de helt store aftaler, der er med til at styre udviklingen for København mange år frem? 

"Vi står, som så mange gange før, i en situation, hvor vi er enige med Enhedslisten om rigtig mange ting, men vi er ikke enige om midlerne til at komme derhen," siger overborgmesteren.

"Vi samarbejder ofte med Enhedslisten. Men det kan ikke nytte noget, at man siger, at vi i København skal huse ukrainske flygtninge, men ikke vil anvise hvor. Ligesom det kan ikke nytte noget, at man siger, at vi skal bygge flere billige boliger i København, men ikke vil fortælle, hvor de skal bygges,"

"Heldigvis står vi i en situation, hvor to tredjedele af Borgerrepræsentationen gerne vil samarbejde om, hvordan vi ikke bare taler om de udfordringer, som København står overfor, men rent faktisk løser dem i praksis," konstaterer overborgmesteren. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sophie Hæstorp Andersen

Overborgmester (S), Københavns Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2006)

0:000:00