KL: Ja tak til langsigtet planlægning, men nej til overplanlægning

Af Jørn Pedersen
Formand for KL’s Teknik- og Miljøudvalg

Jeg er glad for, at vi nu har fået en aftale om de støtteregler for sol og vindenergi, som kommer til at gælde for de nye projekter i 2018 og 2019.

Ambitionen er fair konkurrence mellem vedvarende energi-teknologier (VE), som giver mest samfundsværdi for pengene, men det er ikke nok. Konsekvenserne for den kommunale planlægning i den nye model synes at være underbelyst. Kommunerne løfter en stor opgave her - centralt for den grønne omstilling.

Pres på planlægningen
Da vi taler om udbud, kan vi ikke sige noget fast om fordeling og placering af de nye anlæg, men jeg er bekymret for, at vi i kommunerne risikerer et stort pres for hurtigt at få udstedt lokalplaner en lang række steder. Det gælder om "at få sikret sig" en godkendt lokalplan. Først derefter kan der bydes.

En særlig udfordring er kravet om selskabsgørelse, som gør, at kommunernes muligheder for at opsætte solcelleanlæg på egne bygninger er voldsomt meget ringere, end det er tilfældet for staten og regionerne.

Jørn Pedersen (V)
Formand for KL’s Teknik- og Miljøudvalg

For at udbuddet skal fungere som et effektivt udbud, skal der være en del projekter, som ikke opnår støtte, og hvor planlægningen hermed har været "forgæves", i hvert fald i første omgang.

Jeg vil antage, at de vindmølleprojekter, som i dag er langt i planlægningen, og som vil have godkendte planer i foråret 2018, vil gå ud med så gode bud, at de opnår støtte. Men jeg ved det ikke, og naboerne ved det heller ikke.

Om vi i planafdelingerne bliver rendt over ende af nye solanlægsprojekter på god landbrugsjord - det ved vi heller ikke. Det er en spændende joker, men ikke en optimal baggrund for lokal planlægning.

De næste to år bliver en prøveperiode for den nye udbudsmodel.

Kommunale rammer med i nyt Energiforlig
Vi må sammen bruge den tid på at få udviklet og tilpasset en udbudsmodel, som samtidig giver stabile rammer og forudsigelighed i den kommunale planlægning på den længere bane. Dette bør indgå som del af det kommende energiforlig.

Det vil være omkostningstungt for kommunerne og forbundet med demokratiske udfordringer at skulle planlægge og arealreservere for betydelig større områder i landet end de, som bliver brugt. Og med usikkerhed om og hvornår entreprenøren eventuelt vinder et udbud på området.

En måde at mindske problemet på er ved, at kommunerne tildeles opgaven med ansvar for den strategiske energiplanlægning. Derved kan de i højere grad udpege områder i kommuneplanerne, som er velegnede til produktion af vedvarende energi generelt, sol, vind, biogas eller en kombination, og hvor der lettere kan forventes en godkendelse.

Borgernært fokus
Det vil kræve analyser og en dialog med og beskyttelse af borgere i nærheden, som kommunerne skal have tid og penge til. Og som kan matches op mod behovet på langt sigt i et samfund uafhængigt af fossile brændsler. Vores værktøjer her skal forbedres - ikke forringes.

Vi har derfor brug for en ny "Grøn Ordning" som videreførelse af den, som udløber i 2018. Med et bortfald af ordningen risikerer vi, at politikerne vil tabe lysten til at kæmpe for vind på land. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at de borgernære initiativer i "Grøn Ordning" sikres. Klima-, energi og forsyningsministeren har ligesom KL understreget det afgørende i den lokale opbakning, og det må vi levere på.

Flere solceller på bygninger
Solcellerne bør også stadig, med æstetisk hensyn, kunne placeres på og integreres i bygningerne, særligt de store bygninger. Det kan være lidt dyrere end de store markanlæg, der måske kommer med udbuddene, men de optager ikke øvrigt værdifuldt areal for eksempel til fødevareproduktion.

En særlig udfordring er kravet om selskabsgørelse, som gør, at kommunernes muligheder for at opsætte solcelleanlæg på egne bygninger er voldsomt meget ringere, end det er tilfældet for staten og regionerne.

Det kan ikke være rigtigt, at vi fortsat skal bremse fornuft og innovation på dette område, når kommunerne gerne vil tage ansvar, og danske virksomheder kan bruge disse muligheder til at skabe vækst og innovation. Jeg håber derfor, at klima-, energi- og bygningsministeren vil tage initiativ til, at kommunerne ikke behøver at oprette et selskab for hvert evig eneste solcelleanlæg på en skole eller børnehave. Løsningen på dette problem behøver ikke vente til foråret.