Scleroseforeningen: Behandlingen af svært handicappede er udtryk for en forråelse i kommunerne

Den kommunale forråelse på handicapområdet er af et omfang, der gør, at vi på det kraftigste må advare imod den frisættelse af kommunerne på området, skriver rådgivningschef Nadia Buchard.

Vi ser i stadig flere kommuner, at ordentlighed og anstændighed er sat ud af kraft som regulerende værdier, skriver rådgivningschef i Scleroseforeningen, Nadia Buchard. — Vi ser i stadig flere kommuner, at ordentlighed og anstændighed er sat ud af kraft som regulerende værdier, skriver rådgivningschef i Scleroseforeningen, Nadia Buchard.Foto: Pressefoto, Scleroseforeningen

Nadia Buchard

Rådgivningschef, Scleroseforeningen

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Borgeren skal sættes før systemet, mængden af dokumentation, registreringer og kontrol skal mindskes, og hænder skal overføres fra administrative opgaver til borgernær velfærd.

Nogenlunde sådan lyder den retning, den nuværende regering, og regeringen før den, har udstukket for at bringe vores højtbesungne velfærdssamfund på fode og ind i fremtiden i en tid, hvor riget ikke fattes penge, men personale til at tage sig af dem, der har allermest brug for det.

Men ude i virkelighedens verden synes kommunerne at have sat sig et andet mål.

I Scleroseforeningen oplever vi et vildtvoksende bureaukrati brede sig på handicapområdet i kommunerne, hvor der tilsyneladende anvendes ubegrænsede medarbejder- og ledelsesressourcer på at så tvivl om selv de mest åbenlyse behov.

Der indhentes lægeerklæringer om, hvorvidt borgeren overhovedet behøver besørge hver dag.
Nadia Buchard
Rådgivningschef, Scleroseforeningen

Næsepudsning, frisering, barbering og toiletbesøg opgøres i sekunder.

Der afholdes møder om, hvor mange glas vand en borger, der er lam fra halsen og ned, må have lov at bede om for at få gang i maven under dagens toiletbesøg.

Der indhentes lægeerklæringer om, hvorvidt borgeren overhovedet behøver besørge hver dag.

Ovenstående er konkrete eksempler fra en aktuel sag, hvor en nordsjællandsk kommune har brugt 24 måneder på at tage tid på og stilling til, hvor mange minutters og sekunders hjælp en borger, der ikke kan bevæge sig fra halsen og ned, skal have lov at bevare af sin tidligere hjælp.

Læs også

Alternativet: Wammens nedværdigende syn på mennesker med handicap gennemsyrer de fleste kommuner

Debat

En kamp for at bevare nødvendig hjælp

Var sagen fra Nordsjælland en enlig svale, var der ingen grund til dette debatindlæg, men det er den desværre ikke.

Det er sager, som ingen borger kan løfte alene, og socialrådgivningen i Scleroseforeningen får årligt 4.500-6.500 henvendelser fra medlemmer, der må kæmpe for at få – eller bevare – nødvendig hjælp i deres kommune. Årligt anker vi op mod 100 sager, og siden vi i 2010 begyndte at føre statistik over de mange sager, vi må hjælpe vores medlemmer med, har vi vundet mellem 70-80 procent.

Uanset om borgeren ender med at få ret, skader det for altid selvfølelsen og tilliden til systemet at blive udsat for så umenneskelig og nedværdigende en sagsbehandling, som vi ser i stadig flere kommuner, hvor ordentlighed og anstændighed er sat ud af kraft som regulerende værdier.

Ingen beder om hjælp til at få tørret næsen eller gå på toilettet, hvis de kan selv. Det er i forvejen grænseoverskridende at være tvunget til at tage imod hjælp til kropsfunktioner, som er så nært og skamfuldt forbundet med forestillingen om personlig integritet og værdighed.

Kommunal forråelse på handicapområdet

At der tilsyneladende ikke er viden om og respekt for dette ude i kommunerne taler højt om en mangel på empati og en forråelse, som vi alle har en interesse i at komme til livs.

Ingen beder om hjælp til at få tørret næsen eller gå på toilettet, hvis de kan selv.
Nadia Buchard
Rådgivningschef, Scleroseforeningen

Den kommunale forråelse på handicapområdet er af et omfang, der gør, at Scleroseforeningen på det kraftigste må advare imod den ”frisættelsesdagsorden”, som socialministeren forleden så for sig som værn mod flere sager af samme afstumpede og absurde karakter som sagen fra Nordsjælland.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis den pågældende kommune havde haft større frihed til at skalte og valte med hjælpeløse borgeres liv. Sagsbehandlingen havde måske ikke trukket ud i 24 måneder. Til gengæld er der al grund til at frygte, at borgeren var blevet kastet under bussen allerede dag 1.

Skal vi gøre os håb om at få genskabt et velfærdssamfund baseret på værdighed og vilje til de borgere, der er afhængige af andres hjælp, må opgaven gribes grundlæggende anderledes an.

Tør vi betro så vigtig en opgave til en myndighed, der gang på gang har vist, at den hverken har ambitionerne, lysten eller hjertet med?

Læs også