Debat

SSP-Samrådet om bandepakken: Der er brug for sociale indsatser frem for blå blink og håndjern

Når man vil forebygge bander, nytter det ikke noget, at regeringen på den ene side giver ressourcer og opgaver til politiet men på den anden side ikke understøtter, at kommuner og civilsamfund kan løfte deres del af opgaven, skriver Benny Husted og Rikke Laustsen.

Bandeforebyggelse drejer det sig altså om langt mere og i virkeligheden noget helt andet end hårdere straffe, skriver Benny Husted og Rikke Laustsen.
Bandeforebyggelse drejer det sig altså om langt mere og i virkeligheden noget helt andet end hårdere straffe, skriver Benny Husted og Rikke Laustsen.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Rikke Laustsen
Benny Husted
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Når Jesper som 22-årig er en del af en bande, og deltager i et drabsforsøg som en del af en bandekonflikt, har der længe inden været mistrivsel og signaler om at Jesper var på vej ud i en kriminel løbebane.

Børn starter jo ikke med ”at gå til rocker” – de starter med at falde ud af det sociale liv, der er samlingspunktet for de fleste andre børn.

De har mødt nederlag på nederlag og udstødelse på udstødelse, inden de oplever at blive samlet op af et fællesskab, der kan bruge dem, anerkender dem og giver dem en plads.

Så forebyggelsen af unges deltagelse i bander skal begynde langt tidligere. Det skal starte allerede inden den første ulovlige handling finder sted.

Målet må være at forbedre den unges evne og muligheder for at træffe det rette valg. Og hvis den unge begår lovovertrædelser skal vi spørge os selv ”hvad kan vi gøre for at forebygge at noget lignende sker igen”. 

Grundlæggende drejer det sig om at blive en del af et fællesskab, at have en oplevelse af at andre har brug for en, at være en del af noget – og dette noget skal være positivt. Vi skal skabe deltagelsesmulighederne.

Læs også

Nytter ikke kun at støtte politiet
Man taler om at styrke politiets indsats, men den vigtigste forebyggende indsats sker i et tæt samarbejde mellem en lang række parter. Det er kommunens skoler, socialindsats, og lokalsamfundets fritids- - og erhvervsliv, som alle spiller en væsentlig rolle.

Det nytter altså ikke noget, at regeringen på den ene side giver ressourcer og opgaver til politiet – og med den anden hånd ikke understøtter at kommunerne og civilsamfundet kan løfte deres del af opgaven.

SSP-samarbejdet i kommunerne er det primære omdrejningspunkt for dette tværsektorielle og tværfaglige samarbejde. Det skal styrkes ved at sikre at kommunerne også får et ansvar og at SSP-samarbejdet gøres til et lovpligtigt samarbejde.

Den bandepakke, der er brug for, skal primært sætte fokus på en social indsats frem for en indsats med blå blink og håndjern.

Benny Husted og Rikke Laustsen
Hhv. formand og næstformand, SSP-Samrådet

Det er med SSP-samarbejdet som kerne, at det sociale system, skolerne og fritidslivet spotter, når unge er på vej ud på et sidespor. Så er det ligegyldig om det er Jesper eller Mohamad, Sean eller Victoria – alle børn og unge har brug for at blive grebet af det lokale fællesskab frem for at blive udstødt.

Ingen vil ønske for deres barn at de ender i en bande, og alle familier vil gøre alt hvad de kan for at hjælpe deres unge på rette vej. Det skal vi hjælpe dem med, og hjælpen skal sættes ind tidligt.

Der skal en hel landsby til at opdrage en ung
Forældrenes kompetencer skal styrkes og de skal understøttes af en social indsats. Når de unge når til døren til banden, har de årelang erfaring med ikke at blive lukket ind i et fællesskab - at være den de andre ikke må lege med.

Ansvaret for denne udstødelse ligger bestemt ikke kun ved den unge selv, eller ved dennes familie. Den ligger også ved de professionelle, der har stigmatiseret, klassekammerater, som har vendt den unge ryggen, og forældre, der ikke har rakt ud og givet en hjælpende hånd ved at tage det udsatte barn med til fodbold, eller med til stranden.

Læs også

Det er altså et stort og komplekst sammensurium af omstændigheder og hændelser som er med til at gøre at det barn, den unge, der har det svært til sidst kun ser banden som et attraktivt tilflugtssted, hvor han vil blive mødt med anerkendelse.

Når vi fra SSP-Samrådets side skal se ind i bandeforebyggelse drejer det sig altså om langt mere og i virkeligheden noget helt andet end hårdere straffe. Vi anerkender, at bandemedlemmer, der er ”taget ud af omløb” ikke laver kriminalitet ude i samfundet, mens de sidder i fængsel. Men de bliver bestemt ikke mindre kriminelle af at komme i fængsel – så det er langt bedre at arbejde for at de aldrig begynder at lave kriminalitet.

Til alt dette er der brug for en koordination og et tæt og stærkt samarbejde, hvor alle hjælper hinanden med at nå i mål.

Det er det, der ér et SSP-samarbejde – og det skal styrkes, så det kan sætte sig i spidsen for en forebyggende indsats, hvor der gøres brug af hele bredden af samfundsindsatser.

Opgaven løses ikke alene af politiet, eller af kommunernes medarbejdere – det gamle udsagn ”Der skal en hel landsby til at opdrage en ung” gælder fortsat – lokalsamfundet skal medvirke. Og den bandepakke der er brug for, skal kunne understøtte dette og primært sætte fokus på en social indsats frem for en indsats med blå blink og håndjern.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Benny Husted

SSP-konsulent, Skanderborg Kommune, fhv. formand, SSP-Samrådet
diplom i kriminologi (VIA University College 2015)

Rikke Laustsen

Næstformand, SSP-Samrådet, SSP konsulent og socialrådgiver, Faaborg-Midtfyn Kommune
socialrådgiver (Den Sociale Højskole 2000)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024